Gaspar Noé trumfer Trier

I et år, hvor Lars von Trier giver den fuld skrue, skulle man tro, at han med The House That Jack Built havde lavet Cannes-festivalens vildeste film.

Men den danske enfant terrible må se sig overgået af sin franske fan og åndsfælle: Gaspar Noé. ”De sadistiske scener var så sjove, at folk gloede på mig, fordi jeg ikke kunne stoppe med at grine,” siger Noé om Triers film i magasinet Vulture.

Der er til gengæld ikke meget at grine af i Noés Climax, som blev vist i parallelkonkurrencen Quinzaine des réalisateurs, hvor den skabte en alenlang kø på Croisetten og netop er blevet belønnet med konkurrencens hovedpris Art Cinema Award.

Hallucinerende mareridt
Gaspar Noé blev i 2002 verdensberømt og -berygtet, da tyve mennesker besvimede og 250 udvandrede fra premieren på Irréversible, hvor en mand får smadret hovedet med en brandslukker, og en kvinde i en tunnel bliver analt voldtaget i fem minutter.

Det vil de næppe blive af Climax, hvor auteuren vender tilbage til sin hallucinerende mareridtsstil. Og med vanlig sans for pr lanceres filmen med en plakat, hvor instruktøren skåler med et glas sangria: ”You despised I Stand Alone. You Hated Irréversible. You loathed Enter the Void. You cursed Love – now try CLIMAX.”

En kvinde vrider sig i sneen – set højt oppefra og til lyden af Gary Newmans ildevarslende synth-version af Eric Satie.

Så er Climax ligesom i gang, hvorefter rulleteksterne kommer – ja, det er sådan en film! – og derpå en lang sekvens, hvor forskellige dansere bliver interviewet i et gammelt tv-apparat, der står imellem Noés yndlingsbøger og videofilm (blandt andre Buñuels En andalusisk hund og Dario Argentos Susperia).

Sexet og hyper-energisk
Climax skulle være baseret på en virkelig hændelse, som ifølge instruktøren er ”symptomatisk for en æra”.

Det er året 1996, hvor Daft Punk udgiver sit første album, hvor Hadet for nylig har haft fransk premiere, og massakrer af dommedagssekten Soltemplets Orden bliver skjult af staten, som Gasper Noé skriver i filmens pressemateriale.

Handlingen starter i dur. De medvirkende øver en skøn dans på en gammel skole og med tricoloren i baggrunden.

Det er hyper-energisk, sexet og går lige i mellemgulvet. Også når Noé skifter kameraposition og oppefra filmer danserne, der én for én kaster sig ud i en improviseret dans, som lige så godt kunne være en kropsperformance eller et abstrakt maleri i bevægelse.

Danserne puster ud, får sig en drink og står i små grupper og snakker – mest om sex. Men nogen har puttet LSD i deres drinks, og før man har nået at blinke, befinder vi os i noget, der ligner en blanding af et psykedelisk orgie og en galeanstalt fra 1800-tallet.

En kvinde sparker en gravid kvinde i solar plexus, et barn lukkes inde i et lille rum fyldt med elinstallationer, en kvinde går soloamok på gulvet, en kæmper for at finde en partner, en kvinde går måske op i flammer.

Det er Gaspar Noés udgave af Sodoma og Gomorra, et hæsblæsende nonstop-inferno, helvedet på jord, eller med Joseph Conrads ord: ”the horror, the horror.”

Benoit Debies Steadicam søger frygtløst ud i skolens små gange, der badet i røde og grønne farver minder om natklubben i Irréversible, mens 90’er-musik med Daft Punk, Aphex Twin og Giorgio Moroder pumper løs på lydsiden.

Vi går fra den amoralske hedonisme til en masochistisk straf for de seksuelle synder. Man fornemmer, at filmskaberen har gang i en slags renselse for de mørke drifter, men bedst er Noé, når han er mest fascineret og pervers.

Antiklimaks
Den kompromisløse stil vil begejstre fans, og helvedesvisionen er som altid hos Noé virtuost udført, så man mister pusten og konstant frygter for, hvilke rædsler der venter rundt om næste hjørne.

”Livet er kollektivt umuligt,” står der på et skilt, som Noé med sin tørre, kyniske humor lader rejsen afslutte med.

Plottet er dog nærmest fraværende, mens personkarakteristikken er minimal. Der er gruppens biseksuelle koreograf (Sofia Boutella fra Atomic Blonde), hvis hænder i ekstasen sætter sig fast i hendes strømpebukser. Der er den godhjertede dj (Kiddy Smile), der er erotomanen David (Romain Guillermic), som mere og mere desperat forsøger at score kvinderne, og arrangøren Emmanuelle (Claude Gaja Maull), som har medbragt sin søn til den meget lidt børnevenlige fest.

Men inden voldsorgiet tager fart, når vi ikke at lære personerne tilstrækkeligt at kende til, at vi for alvor kan identificere os med dem.

Climax er Gaspar Noés våde drøm om ”pure cinema”, som er et udtryk, salig Hitchcock brugte. Men i modsætning til mesterinstruktøren har Noé ingen fortælling. Det havde han i Irréversible, hvor de grænseoverskridende scener blev bundet sammen til en fortælling om hævn. I den nye film bliver optrinene mere trættende end rædselsvækkende.

Trods forrygende øjeblikke ender Climax som et antiklimaks for Gaspar Noé.