Fritzl og den østrigske kælder
Der gik chokbølger igennem Europa, da det kom frem, at en far havde holdt sin datter indespærret og seksuelt misbrugt hende i familiens kælder i 24 år.
Pressen har udnævnt Josef Fritzl til monster, men der skal nok et mere nuanceret billede til for at forklare, hvad der driver et menneske til den slags.
Forleden faldt dommen over Fritzl, som under retssagens første dage skjulte sig bag et blåt ringbind. Domstolen i St. Pölten idømte ham livsvarigt fængsel for overgrebene på datteren og drab på indavlet en søn. 73-årige Josef Fritzl, som med det samme accepterede dommen, kommer til at tilbringe resten af sit liv på en psykiatrisk institution.
Digerne bryder sammen
Fritzls løbende voldtægter af Elisabeth, i dag 42 år, resulterede i syv børn. Et af dem, en tvilling, døde få dage efter fødslen, fordi det ikke fik hjælp af Fritzl, der efterfølgende angiveligt brændte barnets jordiske rester. Derfor var han også tiltalt for drab.
Filosoffen Peter Tudvad har fulgt sagen og tager os i et essay med ned i den østrigske kælder for at se på det eksistentialistiske problem, tragedien i Amstetten symboliserer.
Er det et Auschwitz i familieformat eller almenmenneskelige tilbøjeligheder, spørger filosoffen og anfægter ved hjælp af østrigske filminstruktører og dramatikere det, han kalder samfundets konstruerede skel mellem godt og ondt.
"Kulturen, medicinen og psykologien kan inddæmme drifterne, men indimellem bryder digerne sammen og afslører den kraft, der hviler bag dem," skriver Peter Tudvad.
Vi reducerer det forfærdelige
"Som den franske filosof Jean-Paul Sartre mente, ender de mellemmenneskelige relationer uundgåeligt i et spil, hvor ét frit individ søger at dominere et andet," fortsætter Peter Tudvad.
Han mener, at vi reducerer det forfærdelige, når vi forventer, at politi og psykiatere kan give os konkrete grunde til Josef Fritzls vanvid.
Det, vi vil forstå, er jo netop det uforståelige, skriver Peter Tudvad.
