Nekrolog
18. juni 2022
Fransk skuespillerlegende er død
I Michael Hanekes Happy End fra 2017 vendte Jean-Louis Trintignant for en kort stund tilbage til filmens verden for at spille en patriark. Foto | Christian Berger

Fransk skuespillerlegende er død

Jean-Louis Trintignant brød igennem med ungdommelig energi og brugte på sine ældre år personlig sorg til at skabe stor kunst.

Af Nicki Bruun

Det er de færreste, der oplever at blive anset som en legende i sin egen levetid.

Men det gjorde Jean-Louis Trintignant.

Den franske skuespiller gik den 17. juni bort i en alder af 91 år. I 2018 delte han den triste nyhed, at han led af prostatakræft, som han ikke ønskede behandling for.

Han er herhjemme bedst kendt for sine roller i den østrigske mesterinstruktør Michael Hanekes hårdtslående film.

Jean-Louis Trintignant er mesterlig som aldrende ægtemand i Oscar- og Guldpalmevinderen Amour, som Ekkos anmelder – salig Klaus Rifbjerg – gav topkarakteren seks stjerner i 2012. Fem år senere var skuespilleren del af det store emsemble i instruktørens Happy End, hvor også Isabelle Huppert og Toby Jones er på rollelisten.

De to film var Trintignants eneste i det seneste årti foruden den præstation, som nu er blevet hans sidste. I 2020 kunne skuespilleren opleves i Claude Lelouchs Livets bedste år over for Anouk Aimée, som han også spiller sammen med i Lelouchs Manden og kvinden fra 1966.

Dermed blev der bundet en smuk sløjfe på en glorværdig karriere.

Takkede nej til USA
I sine unge år havde Jean-Louis Trintignant en plan om at studere jura. Han forelskede sig dog i filmens verden og flyttede fra sin hjemby i det sydøstlige Frankrig til Paris for at spille skuespil.

I 1950’erne spillede han roller på teatret, og i 1956 fik skuespilleren sit gennembrud over for Brigitte Bardot i Roger Vadims Gud skabte kvinden.

Filmen gjorde Trintignant til en af tidens førende skuespillere og berømtheder, ikke mindst takket være hans forhold til medskuespilleren, der kostede ham det første af sine tre ægteskaber.

Jean-Louis Trintignant indtog igen en hovedrolle for Vadim i 1959 med Farlige forbindelser, mens han i 60’erne medvirkede i et hav af film. Skuespilleren kunne opleves i Sergio Corbuccis spaghetti-western Den stumme hævner, og i 1969 vandt han prisen for bedste skuespiller på Cannes-festivalen med sin præstation i græske Costa-Gavras’ politiske thriller Z.

1970’erne startede med en rolle i Bernardo Bertoluccis Medløberen, et drama om fascismen i Mussolinis Italien. Efter filmen væltede tilbuddene ind i til Trintignant fra USA, men han takkede nej til både Francis Ford Coppolas Dommedag nu og Steven Spielbergs Nærkontakt af tredje grad.

I stedet spillede han resten af årtusindet både hoved- og biroller for nogle af europæisk films største instruktører. Blandt andet medvirker han i polske Krzysztof Kieslowskis Rød fra 1994.

Voldsom tragedie
Jean-Louis Trintignant oplevede en voldsom tragedie, da hans datter Marie Trintignant – som også var skuespiller – i 2003 blev tæsket ihjel af sin musikerkæreste Bertrand Cantat.

Tidligere samme år havde far og datter optrådt med digtoplæsninger på scenen. Det vendte Trintignant alene tilbage til i 2005 i en rørende hyldest til datteren.

Jean-Louis Trintignant havde fået Marie med sin anden hustru, Nadine Marquand, som han fik to børn mere med. Den ene døde dog af vuggedød kort efter fødslen, og parret blev skilt i 1976.

I 2000 blev Trintignant gift med Marianne Hoepfner, som han var sammen med indtil sin død.

Trailer: Amour

Relevante artikler

Biografanmeldelse
06. juli 2020
Livets bedste år

Livets bedste år

Biografanmeldelse
27. mar. 2018
Happy End

Happy End

Biografanmeldelse
19. dec. 2012
Amour

Amour

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten