Nyhed
26. mar. 2015
Per Fly-film går snart i optagelse
Per Fly slog igennem med sin Danmarks-trilogi fra 2000 til 2005. Nu skal han lave en international produktion og har fået et stort budget at arbejde med. Foto | Per Morten Abrahamsen

Per Fly-film går snart i optagelse

Backstabbing for Beginners bliver den første film i storstilet dansk instruktørsamarbejde.

Af Nicki Bruun

Efter den svenske spillefilm Monica Z tager Per Fly – kendt for sin Danmarks-trilogi – nu for alvor skridtet ud i den internationale filmkunst.

Backstabbing for Beginners er på vej i produktion ifølge Det Danske Filminstituts produktionsoversigt over kommende film.

Det bliver Per Flys første engelsksprogede film, og der er tale om en ganske stor produktion i dansk målestok. Som det fremgår af Filminstituttets årsberetning er filmens budget på 53,9 millioner kroner, hvoraf Det Danske Filminstitut støtter med tretten procent.

”Vi er stadig i gang med at caste filmen og regner med at indspille filmen sidst på sommeren,” skriver producer Lars Knudsen i en e-mail.

Politisk thriller
Backstabbing for Beginners bygger på en erindringsbog af danske Michael Soussan.

Heri beskriver han sin tid i FN’s hovedkvarter i New York, og resultatet er en politisk thriller fyldt med korrupte diplomater, spioner og lobbyister.

Filmen bygger på Soussans historie, men har en fiktiv hovedperson. Per Fly har haft rettighederne til og udviklet projektet i mange år. Om filmen sagde Fly til Politiken i 2013:

”Det starter med, at man ser igennem fingre med nogle små ting i det små, men pludselig tager det overhånd. Kunsten er at finde ud af, hvornår man skulle have sagt fra. Derfor er den interessant. Hvornår skal man sige stop – hvornår skal man whistleblowe. Det er sindssygt aktuelt.”

Creative Alliance
Backstabbing for Beginners bliver den første film i et storstilet dansk instruktørsamarbejde kaldet Creative Alliance.

Det er en gruppe bestående af landets førende filmskabere, der tæller Per Fly, Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen, Lone Scherfig, Janus Metz og islandske Dagur Kári.

De seks instruktører i Creative Alliance har slået sig sammen med fire producere. To producere i København og to i New York skal arbejde for at skabe instruktørerne bedst mulige rammer for en international karriere.

Målet er at skabe et kreativt fællesskab, hvor de kan sparre om hinandens projekter, der skal være engelsksprogede og internationalt producerede.

Ole Christian Madsen sagde dengang til Ekko om fællesskabet:

”Den store udfordring i dansk film for øjeblikket er, at der ikke er særligt mange penge at udvikle filmene for. Man kan gå et halvt år uden at tjene penge på en film – og så bliver den måske ikke til noget. Vi vil prøve at sikre, at instruktøren får så meget til udviklingen, at man ikke behøver belåne sit hus eller sin bil hver gang.”

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten