Nyhed
05. feb. 2009
Finanskritisk thriller åbner Berlinalen

Finanskritisk thriller åbner Berlinalen

Den 59. Berlinale er skudt flot og dramatisk i gang med Tom Tykwers The International.

Af Peter Tudvad

Den tyske instruktør Tom Tykwer – Lola rennt og Das Parfüm – er med sin nye film The International blevet overhalet indenom af finanskrisen.

Filmen handler nemlig om en bankverden med mere end almindeligt ondt i moralen, med lejemordere på lønningslisten og ikke mindst en effektiv spekulation i gæld. Når nogen står i gæld til banken – helst naturligvis et regime uden alt for meget respekt for offentlighed i finanserne – har banken kontrollen over dem.

Så Tykwer er altså alligevel ikke helt overhalet af virkeligheden, for hans finanskrise er en etisk og politisk krise. Ikke så meget en økonomisk.

Spejleffekter skudt i sænk
Never mind, filmen er flot som bare fanden, filmet på den rigtige Tykwerske facon. Man får close up af helten – Clive Owen – og kastes panoramisk ud fra skyskrabere, så man vitterligt får sug i maven.

Men skyskraberne er bare én komponent blandt mange andre arkitektoniske indslag i filmen, som viser mennesket i massen, det vil sige bygningsmassen af stål og glas.

Fantastiske billeder fra den nye gamle verdens metropol, Berlinalebyen Berlin, hvor man forgæves søger bag om de uendelige glasfacader på Potsdamerplatz og hurtigt får afsløret den formentlige transparens som ren uigennemskuelighed.

Det gælder ikke mindst en spektakulær ødelæggelse af Guggenheim-museet i New York, som ikke så meget skal ses som action – selvom der ved Gud bliver skudt igennem – som en arkitektonisk dekonstruktion, hvor spejleffekterne skydes i sænk, så man endelig kan se noget.

Rig på iagttagelser
Med finanskrisen som uundgåelig association forventer man lige så uundgåeligt realisme af filmen, hvilket det dog skorter på. Det er svært at tro, at det italienske politi ikke på egen hånd er i stand til at sammenligne to skudvinker for at afgøre, at de er affyret fra to forskellige positioner.

Men filmen er rig på mange andre gode iagttagelser af virkeligheden.

Spekulationen i gæld som en solid snor i partneren og efterretningstjenesternes akkumulation af informationer, som de hellere spekulerer i som bytteobjekter end bruger til at opklare økonomisk kriminalitet i international sværvægtsklasse.

Eller den enlige ulv, der bekæmper begge systemerne (bankernes og efterretningstjenesternes), men som spejles mere og mere i den lejemorder, som det ene af systemerne har pudset på ham. Overtager han ikke blot hans persona?

Ulrich Thomsen spiller gedigent
Dansk vinkel på The International: Ulrich Thomsen spiller gedigent som finansbossen, der helst skal nakkes af helten. International vinkel: Filmen foregår både i Berlin, New York, Luxembourg, Milano og Istanbul.

Og så er der selvfølgelig skuespillerne, der ud over Thomsen og Owen også tæller Naomi Watts. Danskeren slipper dog klart bedst fra opgaven. Han er en karakter, hvor de to andre let forfalder til klichéer.

Men alt i alt en flot start på festivalen, hvor der i hovedkonkurrencen også er dansk islæt med Annette K. Olesens Lille soldat, der vises fredag. Umiddelbart kunne den godt have en chance for at få en bjørn, for emnet er bestemt ét, der sættes højt på Berlinalen – A-filmfestivalernes mest politiske og kritiske.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten