Filmuniversitetet: Ånden fra ’68

Engang var der noget, der hed ånden fra ’48, og den er for længst udåndet igen. Men ånden fra ’68 – den lever endnu, i hvert fald i erindringen. Marx, Adorno, Marcuse leverede teorien, mens Beatles, Godard og gadekampe var praksis.

1968 blev trendsættende både for samfundslivet og privatlivet. Det skabte nyt syn på sex og ligestilling, på fredsbevægelser og frihedskamp, på familieliv og arbejdsliv. Og det skabte nye strømninger i kulturen, ikke mindst i filmen.

Lindsay Andersons Hvis …. fra 1968 var nærmest en født kultfilm, som samtidens oprørske ungdom kunne spejle sig i. Vi er i det engelske kostskolemiljø, en effektiv metafor for det stivnede og undertrykkende samfund, hvor oprøret ulmer.

I Jean Vigos klassiske Nul i opførsel hejser kostskoleleverne piratflaget på skolens tag, mens de bombarderer de indbudte autoritetspersoner med skidt og skrald. Scenen har åbenlyst stået fadder til den berømte slutning i Hvis...., hvor kostskolens revolutionære flok – de såkaldte Crusaders – griber til våben under den årlige festgudstjeneste.

Travis er den revolutionære helt (spillet af Malcolm McDowell, der tre år senere fortsatte den oprørske linje i Kubricks A Clockwork Orange). Pigen, som Travis møder på et cafeteria, tilhører både virkeligheden og fantasien, og det er hende, der markerer seksualiteten som revolutionær drivkraft.

I den henseende fangede Lindsay Anderson tidsånden præcist, for når 68’er-generationen gør krav på en fremtrædende plads i verdenshistorien, skyldes det jo ikke mindst, at den opfandt sammenkoblingen af den politiske og den seksuelle frigørelse.

Stjernestund eller fupnummer?
Filmen vandt Guldpalmen i Cannes og kom med en mildest talt heldig timing. Optagelserne til filmen, der fik premiere i december 1968, var netop blevet færdige (på det ærværdige Cheltenham College, hvor Anderson selv havde gået), da studenteroprøret i Paris brød ud i maj 1968.

Den blev et gennembrud for Anderson. Den var den første – og bedste – af de tre film, hvor han i mere eller mindre allegorisk form skildrede det gammelmodige, engelske samfund under brat forvandling.

Det var omskiftelige tider, men man må konstatere, at revolutionen udeblev.

Hvis …. har fået status som en moderne klassiker og giver stadig stof til eftertanke nu, hvor 68’erne er på vej ind i pensionsalderen. Den oprørske ånd og resultaterne af den er stadig en udfordring og en inspiration, men efterlader også spørgsmålet, om ’68 var en stjernestund eller et fupnummer, et historisk vendepunkt eller en pseudobegivenhed.