Nyhed
10. sep. 2019
Filmskole holder fødselsdag
Kort & Dokumentar Filmskolen i Lyngby gør unge dygtige til at skabe film, men den nye ledelse arbejder også på at åbne skolen og øge fællesskabet. Foto | Kort & Dokumentar Filmskolen

Filmskole holder fødselsdag

Kort & Dokumentar Filmskolen fylder tyve år på lørdag og inviterer til fest i Det Danske Filmstudie, hvor man kan høre historien om Stanley Kubricks klippebord.

Af Claus Nygaard Petersen

Danmarks største uafhængige filmskole, Kort & Dokumentar Filmskolen, blev dannet i 1999.

Siden har den gennemgået flere ændringer på personalefronten og skiftet adresse et par gange. Senest i 2006, hvor skolen flyttede fra Frederiksberg og ud til Det Danske Filmstudie i Lyngby.

Her er film som Åndernes hus, Breaking the Waves og Den eneste ene blevet optaget – og så står mesterinstruktøren Stanley Kubricks eget klippebord dér!

Det kan man høre historien bag, når den nuværende ledelse med Steven Changtrakul og Barnaby Stig Swann Pedersen i spidsen indbyder til åbent hus på lørdag den 14. september.

Rundvisning og musik danner de festlige rammer for fejringen af skolen, der tilbyder uddannelser og kurser til private virksomheder, hvor Aller, Sony og Nordisk Film er blandt kunderne.

Rundviserne er filmklipper Jørgen Kastrup og skolens tidligere leder og stifter Bo Hasselbalch.

Passion for levende billeder
Kort & Dokumentar Filmskolen drives stadig ud fra devisen om, at filmhåndværket skal være tilgængeligt for alle, der har en passion for at fortælle med levende billeder.

På nuværende tidspunkt udbydes der fem uddannelser: dokumentarfilminstruktør, klipper, webfilm-instruktør, motion designer og redigeringsprogrammet DaVinci Resolve, hvoraf de tre sidste er kortere forløb, mens de to første er på hver fire måneders varighed.

I forbindelse med ledelsesskiftet i maj talte vi med de to nye chefer, der lagde vægt på, at skolen skulle tilbage til udgangspunktet i 1999.

”Steven og jeg er tidligere elever på skolen, og allerede til efteråret vil vi genindføre dokumentarfilminstruktør- og klipperuddannelserne. Vi vil skabe et fællesskab omkring skolen og generere et liv herude,” sagde Barnaby Stig Swann Pedersen.

Kort & Dokumentar Filmskolen

Privat filmskole etableret i 1999.

Beliggende ved Det Danske Filmstudie i Lyngby.

Udbyder kurser og efteruddannelse inden for områder som instruktion, fotografering, klipning og manuskriptskrivning.

Læs mere på www.filmkurser.dk.

Relevante artikler

Nekrolog
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Return to Silent Hill
Biografanmeldelse
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Biografanmeldelse
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Tim Burtons film
Top 10
10. mar. 2015

Top 10: Tim Burtons film