Filmkunst, så det skærer i hjertet

Det er ikke hver dag, at man i en dokumentarfilm ser skuespillere mime til båndoptagelser af autentiske personer, som fortæller om deres liv.

Det lyder absurd, men faktisk er effekten stærkt bevægende i Clio Barnards fænomenale The Arbor.

Filmen fortæller den tragiske historie om den afdøde dramatiker Andrea Dunbar, der i 1990 døde af en hjernesvulst efter længere tids alkoholisme – 29 år gammel.

Som blot nittenårig debuterede Dunbar i 1980 med skuespillet The Arbor i London.

Senere skrev hun Rita, Sue and Bob Too!, der handler om to teenagepigers forhold til en gift mand i Thatcher-æraens trøstesløse Nordengland. Stykket blev filmatiseret af Alan Clarke i 1986.

Hypnotisk effekt
Titlen The Arbor, som Clio Barnard altså genbruger, er opkaldt efter det barske boligkvarter i Bradford i Nordengland, hvor Andrea Dunbar boede.  

Filmen baserer sig delvist på flere års interview med Dunbars familie, venner og voksne børn. Det er disse optagelser, som en flok eminente skuespillere mimer til, mens de gør dagligdagsting eller blot bevæger sig rundt i Dunbars gamle kvarter.

Samme teknik brugte Nick Park i doku-claymationfilmen Creature Comforts, hvor det har en humoristisk effekt. I The Arbor er effekten mere hypnotisk og paradoksalt indfølende.

Virkelighedens Andrea Dunbar ser og hører man kun tale i gamle arkivklip fra et tv-program, som blev lavet, da hendes karriere var på sit højeste.

Teater på åben gade
I andre sekvenser ser man skuespillere, ikke mime, men spille passager fra Dunbars selvbiografiske teaterstykke — her opført i en dagligstue uden vægge og tag, men placeret midt på en græsplæne i Arbor-kvarteret.

Stykket handler om en gravid teenager med en voldelig far. Og med sin rå, socialrealistiske stil kan det minde om Mike Leighs film, især Life Is Sweet. Forskellen er dog, at teaterstykket på Bertolt Brechts verfremdung-maner overværes af kvarterets måske virkelige beboere.

Den særegne og komplekse blanding af fiktion og virkelighed, teater og dokumentar, skaber en intens sammenhæng mellem Dunbars værker og hendes liv.

Cyklus af afhængighed
Dunbar fik tre børn med tre forskellige fædre.

Den ældste datter, Lorraine, blev udsat for omsorgssvigt som barn og vold som voksen, og hun fandt trøst i heroin på samme måde, som moren fandt det i alkoholen.

Filmen lader det være op til tilskueren at afgøre, om denne cyklus af afhængighed, vold og selvdestruktion er genetisk eller kulturelt betinget.

Næsten ubærligt sørgelig
Lorraines fortælling og især historien om hendes egen datters skæbne er næsten ubærligt sørgelig. Men personernes naturlige, hudløse ærlighed – der er i tråd med Dunbars skrivestil – og Barnards meta-greb gør, at det aldrig bliver sentimentalt.

I sekvenser læser en grædende Lorraine på en oplyst scene højt af sin mors stykker, mens virkelighedens Andrea Dunbar ved hjælp af filmtrick sidder på tilskuerrækkerne.

Filmkunst, så det skærer i hjertet.

The Arbor vises onsdag den 10. november klokken 19.00 i Posthus Teatret og lørdag den 13. november klokken 21.30 i Grand Teatret.