Nyhed
07. okt. 2013
Filminstituttet opretter ny undervisningsportal
På Filmcentralen.dk kan landets lærere fra i morgen få adgang til dokumentarfilm som Michael Noers De vilde hjerter og Andreas Johnsens Kidd Life. Foto | DFI

Filminstituttet opretter ny undervisningsportal

Det Danske Filminstitut styrker brugen af film i undervisningen med Filmcentralen, der samler film og undervisningsmateriale på ét sted.

Af Marie Andersen

”I dag skal vi se film.”

Det er som regel en yderst populær besked fra en skolelærer, og snart vil den måske blive endnu hyppigere taget i brug.

Indtil nu har lærere og elever haft adgang til film via Filmstriben.dk, mens undervisningsmaterialet skulle hentes på Filminstituttets hjemmeside.

Men fra i morgen, 8. oktober, skal det være slut med at navigere rundt mellem flere forskellige portaler, når film skal være en del af undervisningen.

”Det nye er, at vi på Filminstituttet samler alt, hvad vi har i undervisningsverdenen, på ét sted,” fortæller Flemming Kaspersen, der er redaktør for instituttets børne- og ungdomsafdeling.

Bedre søgemuligheder
”Filmcentralen” hedder den nye portal, hvor det bliver meget lettere at søge på filmene, end det tidligere har været.

Det bliver nu muligt at søge på fag, klassetrin, emneord og fritekst i stedet for blot på filmens titel. En løsning, Filminstituttet er nået frem til i samarbejde med lærere i gymnasiet og grundskolen.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at søgemulighederne på især Filminstituttets hjemmeside ikke har været tidssvarende,” siger Flemming Kaspersen.

”Vi har nu fået opfyldt vores ønske om muligheden for at sætte bogmærker i film og at gemme film, uddrag og fotos til brug i undervisningen.”

På Filmcentralen.dk vil elever og lærere kunne finde 1200 kort- og dokumentarfilm og 400 undervisningsmaterialer. Hvert år opdateres databasen med 40-50 film.

Skoleelever kan for eksempel blive klogere på rapperen Nicholas Westwood Kidd i dokumentaren Kidd Life eller lære om børn i asylcentre i Jannik Hastrups animerede kortfilm, Asylbarn – Solén og Asylbarn – Jamila.

Borgerindgang på vej
Filmcentralen er sat i verden, fordi Filminstituttet har forpligtet sig på at fremme kort- og dokumentarfilm.

”I den aktuelle filmaftale har vi skrevet under på, at vi vil gøre mere ud af at formidle kort- og dokumentarfilm. Derfor laver vi Filmcentralen,” forklarer Flemming Kaspersen og tilføjer, at filmene på sigt skal være tilgængelige for alle.

”Tanken er, at Filminstituttet via en borgerindgang også skal formidle kort- og dokumentarfilm direkte til danskerne.”

Denne del af projektet er dog stadig på prototypestadiet, fordi instituttet blandt andet mangler at få afklaret spørgsmålet om rettigheder. Men selvom Filmcentralen kræver et såkaldt UNI-login, som kun skoler og gymnasier er i besiddelse af, skal danskerne ikke snydes for gratis film.

På Filmstriben.dk kan alle med et biblioteks-login stadig se en god portion danske og udenlandske film.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten