Nyhed
07. sep. 2012
Filmdirektør: ”Fint at presse ansøgerne”
Henrik Bo Nielsen Foto | Jan Buus

Filmdirektør: ”Fint at presse ansøgerne”

Henrik Bo Nielsen forsvarer på TV 2 Klara Grunning-Harris’ ret til at stille spørgsmål, selv om konsulenten ikke stiller et eneste spørgsmål i mailkorrespondancen med Jørgen Leth.

Af Claus Christensen

Flere filmeksperter beskylder dokumentarkonsulent på Det Danske Filminstitut for at misbruge sin magtfulde stilling til at gøre krav på kunstnerisk medindflydelse.

Men hvis kritikken har gjort det mindste indtryk på instituttets øverste leder, Henrik Bo Nielsen, skjulte han det godt, da han torsdag aften var inviteret i Kulturen på News på TV 2.

I et over ti minutter langt interview gik værten Stéphanie Surrugue direktøren på klingen om Jørgen Leth-sagen. Surrugue ville vide, hvem der skaber filmene – konsulenten eller instruktøren.

”På Det Danske Filminstitut er konsulenterne fuldstændig opmærksomme på, at de ikke skal lave film. Vi producerer afgørelser. Vi producerer nogle ja’er og nej’er,” fastslog Henrik Bo Nielsen, hvorefter han gik i forsvar for sin kontroversielle konsulent.

”Jeg synes, det er rigtig fint, at man presser ansøgerne. Vi har så mange gode ansøgninger i systemet og et enormt pres, at det er helt rimeligt, at hvis man vil have adgang til skatteborgernes penge, at der er nogen, der spørger. Og det er det, der sker,” forklarede han.

Mærkeligt og uprofessionelt
Sagen er startet i det nye nummer af Ekko, hvor magasinet offentliggør dele af en mailkorrespondance mellem Jørgen Leth og filmkonsulent Klara Grunning-Harris.

Jørgen Leth er vred over konsulentens behandling af hans ansøgning om støtte til en fortsættelse af klassikeren Livet i Danmark fra 1972. Leth mener, at konsulenten i korrespondancen forsøger at presse ham til at forvalte sin egen ide om en danmarksfilm.

Hun efterlyser blandt andet ”kulturel kompleksitet”, som efter Leths opfattelse er et udtryk for politisk korrekthed.

Og den 75-årige instruktør bakkes op af flere filmeksperter, deriblandt professor Ib Bondebjerg, der har været formand for Det Danske Filminstitut:

”Det virker, som om en meget ung og relativt uerfaren konsulent forsøger at lave om på en virkelig garvet, international filmkunstner og få ham til at gøre det modsatte af det, han er berømt for at gøre,” siger Ib Bondebjerg til Ekko.

”Det virker mærkeligt og på den måde også uprofessionelt,” fortsætter professoren, der netop har udgivet et stort værk om den moderne danske dokumentarfilm.

Indtag en holdning!
Den udlægning ville Henrik Bo Nielsen dog ikke acceptere i Kulturen på News.

”Det er tydeligt, at vi har at gøre med én (konsulenten, red.), der bliver ved at spørge for at forstå ham (Jørgen Leth, red.), og et menneske, der har svært ved at forstå, at nogen kan finde på at sætte spørgsmålstegn ved det geniale i at gennemføre projektet,” sagde filmdirektøren.

”Hun passer sit arbejde, og han passer sit,” konkluderede han.

Men i den mailkorrespondance, Ekko har fået adgang til, stiller Klara Grunning-Harris ikke et eneste spørgsmål til Jørgen Leth. Hun angiver derimod den retning, som projektet skal tage, hvis det skal opnå hendes støtte.

”Jeg er mindre interesseret i en personlig, fragmenteret refleksion og mere i at indtage en holdning,” skriver hun og tilføjer, at hun er interesseret i en ”kreativ dialog” og ikke bare ”en udveksling af en præsentation for nogle penge”.

Et skoleeksempel
Det har fået filmkritiker Morten Piil, der selv har arbejdet som filmkonsulent, til at indrykke en kommentar i Information, Filmkonsulent på vildspor.  

”Her er et skoleeksempel på, hvordan en filmkonsulent ikke bør agere. Et forsøg på at bruge sin magt på at pådutte instruktøren egne holdninger og stilvalg,” skriver Morten Piil og fortsætter:

”Filminstituttet bør indskærpe deres konsulent, at hun ikke er sat i stillingen for ændre instruktørernes stil, men for at få dem til at udfolde denne stil rigest muligt efter deres egne ønsker.”

Men det sker næppe. I Kulturen på News insisterede Henrik Bo Nielsen på konsulentens ret til at ”stille spørgsmål”.

”Der er stor frihed i måden, man spørger på. Og nogle gange spørger man i tonelejet: Har du tænkt over? Har du prøvet? Har du overvejet, og hvorfor vil du ikke? Det kan nogle føle er at gå tæt på, men det er helt nødvendigt, for at man hvert år kan producere op imod tusinde afslag og langt under hundrede tilsagn om at støtte filmproduktioner,” sagde Henrik Bo Nielsen og roste dansk films diversitet.

Klara Grunning-Harris er uddannet på The Academy of Art University i San Francisco. Hun har arbejdet som dokumentarfilmkonsulent på Det Danske Filminstitut siden 15. september 2010 og har netop fået sin kontrakt forlænget til 15. september 2014.

Relevante artikler

Nyhed
31. aug. 2012
Ekkos leder om Jørgen Leth-sagen

Ekkos leder om Jørgen Leth-sagen

Nyhed
29. aug. 2012
Leth i åben strid med filmkonsulent

Leth i åben strid med filmkonsulent

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten