Film skal ikke bare koste – de skal turde!

Der tales om, hvor mange millioner der går til at lave film i Danmark. Og ja, film er dyre at producere. Men midt i snakken om støtteordninger, billetsalg og markedsværdi glemmer vi ofte det vigtigste: filmkunsten. For mens vi hylder de sikre satsninger, risikerer vi at overse dem, som tør udfordre, forandre og rykke ved publikum.

Som ung filmskaber mærker jeg den skævhed tydeligt. De store produktioner får mest opmærksomhed – og det skal de også have.

Druk, Jagten og den aktuelle Den sidste viking, hvor jeg selv var en del af holdet, er fremragende eksempler på film, der med solid finansiering formår at kombinere kunst og folkelighed. De bringer dansk film ud i verden og minder os om, hvor højt niveauet er, når alt spiller.

Men samtidig er det film som Isabella Eklöfs Holiday, Jeanette Nordahls Kød & blod og Anna Emma Haudals Venuseffekten, der udfordrer vores blik på virkeligheden.

De leger med form, stemning og fortælling på måder, som ikke nødvendigvis trækker fulde sale, men til gengæld viser modet til at bruge film som et kunstnerisk sprog. De film tør tage os derhen, hvor det gør lidt ondt, hvor vi bliver forvirrede, provokerede eller bare stille.

Og det er dér, filmkunsten lever.

Jeg synes, vi skal blive bedre til at støtte og hylde det mod. Ikke kun det, der kan sælges, men det, som tør risikere at fejle. For hvis dansk film kun skal handle om økonomisk succes, ender vi med at tabe det, der i virkeligheden gør os unikke: evnen til at skabe historier, der kommer indefra – ikke bare fra regnearket.

Jeg drømmer som ung filmskaber om et dansk filmmiljø, hvor der er plads til både den store publikumssucces og den lille, mærkelige film, der får os til at tænke: ”Hvad var det lige, jeg så der?” For det er dér, udviklingen sker. Det er dér, nye stemmer vokser frem.

Så måske skal vi ikke længere spørge: ”Hvad koster filmen?”

Måske skal vi i stedet spørge: ”Hvad tør den?”