Nyhed
29. okt. 2020
Festival viser serier på stribe
Danske Amanda Collin spiller hovedrollen som moderlig androide i den internationale sci-fi-serie Raised by Wolves, som bliver vist på festivalen Aarhus Series. Foto | Coco Van Oppens

Festival viser serier på stribe

Aarhus Series er skudt i gang med et imponerende program, der byder på Amanda Collin, David Simon og premiere på DR’s julekalender.

Af Thea Torp og Marcus Uhre

Vi lever midt i tv-seriernes guldalder, men hvor enhver storby med respekt for sig selv har en filmfestival, er seriefestivaler et sjældent syn.

Nu sætter en festival i Aarhus imidlertid fingeren på seriepulsen.

Aarhus Series, der starter i dag og løber til søndag den 1. november, byder på spændende visninger og arrangementer.

Her kan deltagerne således se afsnit fra David Lynch’ fortsættelse af Twin Peaks og Ridley Scotts sci-fi-eventyr Raised by Wolves.

Sidstnævnte præsenteres oven i købet af hovedrolleindehaveren, danske Amanda Collin, som samtidig i disse dage sidder i juryen for Ekko Shortlist Awards.

Det sker i aften kl. 19 i Musikhuset Aarhus, og som ved alle festivalens visninger og events er der gratis adgang.

Forskud på julen
Aarhus Series er arrangeret i samarbejde mellem Filmby Aarhus og selskabet M2, som vil gøre den jyske hovedstad til et nordisk midtpunkt for serier.

Nogle af branchens største og mest veletablerede talenter vil være at finde på festivalen.

David Simon, der står bag hovedværket The Wire, gæster festivalen. Fredag kl. 19 i Aarhus Filmby præsenterer han The Plot Against America – en miniserie om et alternativt, fascistisk USA.

Festivalen har også en vaskeægte premiere på søndag kl. 12.30. Det er DR’s nye julekalender Julefeber, som handler om en lille familie, der i al hemmelighed flytter ind på loftet af Det Kongelige Teater.

Dagen forinden kan man blive klogere på julekalendere gennem tiden, når producenter og eksperter debatterer de unikke juleseriers magi og udvikling.

Selfies i Westeros
I en særudstilling på festivalen kan gæsterne træde ind i det magiske univers fra Game of Thrones. Man kan tage selfies på kongerigets Westeros’ famøse sværdtrone eller med Daenerys’ drage.

Hvis man ønsker at blive i universet, kan man genopleve det episke afsnit Battle of the Bastards på det store lærred.

Her dyster bastarden Jon Snow mod den onde torturmester Ramsay i et gigantisk slag, som for fire år siden skubbede grænserne for, hvad en tv-serie kan præstere.

Norsk kulturblanding
De underholdende løjer foregår simultant med branchekonferencen this., der blandt meget andet undersøger fremtiden for tv-serierne.

Fredag kl. 10 vil Ekko Shortlist-darlingen Jonas Risvig præsentere sin innovative webserie Centrum, som kørte under den første bølge af coronavirus.

En af dem, som vil lytte særligt opmærksomt, er Filminstituttets konsulent, norske Silje Riise Næss.

”Konferencer forsøger altid at give bud på, hvad der kommer til at ske i branchen, og hvad der bliver en trend. Jeg har hørt nogle interessante bud i dag,” fortæller Silje Riise Næss, der besøger både festivalen og konferencen.

”Men det hele er anderledes i år. Der bliver talt om, hvordan corona påvirker vores branche og verden. Festivalen er god til at promovere folk, der kan præge fremtidens fortællinger.”

På festivalen glæder Silje Riise Næss sig mest til en visning på lørdag kl. 13 på kunstmuseet ARoS af sit hjemlands Norsk-ish.

Skaberne Bahareh Badav og Melike Leblebicioglu vil selv være til stede og fortælle, hvordan de har blandet forskellige kulturer i serien.

Aarhus Series

Festival med fokus på tv-serier.

Startede i 2019 i Aarhus.

Skabt af den regionale fond Filmby Aarhus og produktionsselskabet M2 Film.

Foregår fra 29. oktober til 1. november.

Læs mere.

Relevante artikler

Nyhed
25. sep. 2020
Ridley Scott-serie fornyet

Ridley Scott-serie fornyet

Serieanmeldelse
17. mar. 2020
The Plot Against America

The Plot Against America

Tv-anmeldelse
27. apr. 2016
Game of Thrones – sæson 6

Game of Thrones – sæson 6

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten