Et fyrtårn i filmforskningen er død

Den 29. februar døde den amerikanske filmforsker David Bordwell efter længere tids kræftsygdom, 76 år gammel. 

Han blev født langt ude på landet i Upstate New York, fjernt fra biografer. 

Han gik på universitetet i Iowa i Midtvesten og var professor ved universitetet i Madison, Wisconsin, for så sent som omkring 1970 var film ikke fint nok til de fornemste universiteter. 

Film fyldte 100 procent af hans liv, fra morgen til aften. 

Han arbejdede med en enestående utrættelighed med filmteori, filmanalyse og filmhistorie, og ved sin død havde han udgivet femten bøger om film, som er blandt de væsentligste i moderne filmvidenskab. 

Det skete blandt andet ved et samarbejde med hustruen Kristin Thompson, først og fremmest deres fælles standardværk: Film Art. 

Bogen er hidtil kommet i ti reviderede udgaver og er stadig selve grundbogen i undervisningen i film og filmkunst, i USA såvel som Europa.

Kunst og håndværk
Blandt hans andre bøger finder man den meget dybtgående The Films of Carl-Theodor Dreyer, om den danske auteur, samt bøger om japanske Yasujiro Ozu og russiske Sergej Eisenstein. 

Derudover har han skrevet talløse artikler og netindlæg, for eksempel på hjemmesiden davidbordwell.net. 

Man kunne måske tro, at han kun havde sans for de mest eksklusive artfilm, men det var almindeligt kendt, at han var meget fascineret af thrilleren Jagten på Røde Oktober.

Hovedværket i Bordwells analyse af filmens fortælleteori er Narration in the Fiction Film fra 1987. 

Her forener han brugen af viden fra den strukturelle sprogvidenskab med den da opblomstrende kognitive psykologi. Hans teoretiske udgangspunkt er at analysere film som kunst og som håndværk. 

Filmselskaber er voksesteder for kunst, men det er også et sted, hvor filmhåndværkere skal løse fortællemæssige og visuelle problemer og mål. Hollywood er som teaterverdenen et sted, hvor flere faggrupper, forfattere, instruktører, skuespillere, kamerafolk og så videre skal samarbejde. 

Netop det at se film både som kunst og håndværk er et gennemgående tema i hans forfatterskab. 

Tilskuerens fortolkning
På samme måde er tilskueren en aktør, hvis oplevelser baserer sig på en stadig aktiv fortolkning af indtryk. 

Her lod Bordwell sig inspirere af teorier fra litteraturforskningen. Han integrerede metoder og viden fra strukturalismen og dens forgængere i retorik, formalisme og fortolkningsvidenskab. 

Hvordan opbygger man et narrativ? Hvordan manipulerer man i filmen med synsvinkler og narrative forventninger? 

Denne tilgang har blandt andet sine rødder i russisk formalisme og fransk strukturalisme samt almene videnskabelige principper, men også i den enorme vækst i den kognitive psykologi, der skete fra 1960’erne og fremefter.

Æresdoktor i København
På det tidspunkt, hvor Bordwell startede sin forskningskarriere, blæste der ganske andre ideologikritiske vinde i den angelsaksiske verden. 

De var inspireret af franske filosoffer som Lacan, Derrida og Foucault, der så rationalisme som en ideologisk konstruktion, og filmkritik burde derfor medvirke til at dekonstruere den ideologiske tåge. 

Så Bordwells tilgang var ikke populær i disse kredse. 

Det skabte derfor debat, da han i samarbejde med Noël Carroll i 1996 redigerede bogen Post-Theory – Reconstructing Film Studies. Her gør en række filmforskere op med, hvad der blev kaldt Grand Theory. Det er en betegnelse for særligt de franske poststrukturalistiske teorier, som dannede baggrund for den mest toneangivende filmforskning. 

Bordwells udgangspunkt var inklusion, der blandt andet gav sig udtryk i hans forskning inden for asiatisk film. 

Jeg har kendt David Bordwell siden 1997. Her havde jeg fornøjelsen at begrunde hans udnævnelse til æresdoktor ved Københavns Universitet, hvor han nød at trykke dronningen i hånden. 

Alle, der kender David, omtaler ham som et helt ualmindeligt venligt, generøst og uprætentiøst menneske, der altid var åben og interesseret i film, mennesker og idéer. 

Det er med stor sorg, vi tager afsked, men nu har han fået fred efter et hårdt sygdomsforløb.