Arbejdsmiljøet skal fylde i medieforhandlinger

Den nye kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har fået sit første paragraf 20-spørgsmål.

Spørgsmålet er stillet af Enhedslistens medie- og kulturordfører Søren Søndergaard, og det knytter an til debatten om et dårligt arbejdsmiljø i filmbranchen, som startede med Ekkos offentliggørelse af et protestbrev – et brev, der nu er oppe på 645 underskrifter.

”Ministeren bedes oplyse, blandt andet i forlængelse af den seneste underskriftsindsamling mod dårligt arbejdsmiljø inden for film- og tv-branchen, om ministeren i forbindelse med de kommende medieforhandlinger og en kommende filmaftale vil medvirke til, at offentlig støtte forbindes med efterlevelse af overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår,” lyder spørgsmålet.

Her taler Søren Søndergaard mere specifikt om de overenskomstmæssige aftaler.

”Allerede i forbindelse med filmaftalen og de tidligere medieforhandlinger rejste vi spørgsmålet om overenskomstmæssige vilkår på statsstøttede produktioner. Vi fik nogle formuleringer ind i filmaftalen, så det er noget vi har haft oppe,” siger Søren Søndergaard.

”Mogens Jensen fra Socialdemokratiet rejste spørgsmålet, så med en socialdemokratisk kulturminister er det oplagt at få en fælles forståelse af, hvordan vi ser sagen. Det er ikke nødvendigvis nemt at finde en konkret form for formulering, men vi kan i hvert fald forsøge.”

Arbejde for mad og promovering
– Hvad har gjort indtryk på dig i forhold til de mange underskrifter af protestbrevet?

”De bekræfter rygter, som vi har hørt i mange år. Jeg har selv familiemedlemmer, der har arbejdet som runners, og hvad det ellers kan være. Udgangspunktet har været, at de normale måder at arbejde på – både når det gælder løn, ansættelsesvilkår og arbejdsmiljø – ikke har været opfattet som krav i branchen.”

”Kunst har måske været opfattet som noget særligt, hvor man skal sidde i dyb fattigdom og male et maleri. Ellers også har det været set som en karrierevej at arbejde gratis. For nogle år siden havde vi en konflikt med TV 2, der mente, at folk, der optræder i morgenprogrammer, ikke skulle have løn, fordi gæsterne blev promoveret.”

”Der har også været diskussionen om forfattere, der for at holde et foredrag får tilbudt et måltid mad og tre flasker vin. På museumsområdet har der været sager om kunstnere, der nærmest har måttet betale for at blive udstillet, fordi det er reklame for dem. Der skal orden i hele dette arbejdsmarked.”

– Men de nuværende overenskomster har tilsyneladende ikke været i stand til at sikre et ordentligt arbejdsmiljø. Kan det ikke være svært at komme en dårlig tone eller et stresset arbejde til livs med en overenskomst?

”Det er et af problemerne. Der er en elleve timers-regel, som er en lov, ikke en overenskomst. Men den bliver der så set bort fra i nogle situationer. I andre tilfælde er der både love og overenskomster, som bliver overtrådt. Men det er trods alt bedre end ikke at have nogen rammer. Det giver mulighed for en faglig behandling, og så må folk jo organisere sig i en fagforening og i højere grad gøre brug af den.”

Kollektiv protest
– Filminstituttets direktør Claus Ladegaard har sagt, at han får hovedpine bare ved tanken om, hvordan instituttet skal administrere en sammenknytning af støtte og arbejdsmiljøet på selskaberne?

”Det kan jeg godt forstå. Der er også streamingtjenester, som har et helt andet syn på det her. Vi skal køre den danske model med overenskomstmæssige vilkår og kombinere det med stærke fagforeninger. Jeg går ud fra, at de 645, som foreløbig har skrevet under, er aktive medlemmer i deres fagforening. Hvis der er et overenskomstgrundlag plus et lovgrundlag, er det i hvert fald et sted at starte.”

– Kan du ikke godt forstå, at producenterne vil have så mange penge som muligt op på lærredet, hvorfor de presser medarbejderne til det yderste?

”Det forstod jeg allerede dengang, jeg arbejdede som skibsbygger ude på B&W. Direktørerne viste os, hvor hård konkurrencen fra Japan var. Selvfølgelig sidder arbejdsgiverne og dem med pengene i en situation, hvor de kæmper med konkurrenter i ind- og udland. Men ikke desto mindre bør vi bygge et samfund op, hvor man kan være kulturarbejder uden at have umulige forhold.”

– I film- og tv-branchen er folk en slags daglejere, hvor man går fra produktion til produktion. Man er bange for at sige fra. For så bliver man måske ikke ringet op næste gang. Hvad er der at gøre ved det problem?

”Sådan har det også været for havnearbejdere og andre løsarbejder. Man skulle ikke lave for meget ballade. Men her er kollektivets styrke, at repressalier mod den enkelte bliver vanskeligere. De mange underskrifter er en stærk kollektiv protest, og det skal vi understøtte. Politisk kan vi ikke løse alle problemer, men ambitionen er at tage et skridt i den rigtige retning og gøre grundlaget for at kæmpe lidt bedre. Det vil jeg gerne have ministeren til at sige, at hun er med på.”

Søren Søndergaard stillede spørgsmålet den 18. august, og kulturministeren har i skrivende stund ikke svaret endnu.