”En film på to timer kan også føles lang”

For et halvt år siden spåede de fleste kritikere i Cannes, inklusiv undertegnede, tyske Maren Ade til at vinde Guldpalmen for sin næsten tre timer lange komedie Toni Erdmann.

Det blev dog den britiske veteran Ken Loach, der løb med æren for anden gang i sin karriere. Faktisk blev den totalt forbigået, hvilket fik mig til at skrive, at det måtte være en jury uden humor.

Nu får Toni Erdmann så dansk premiere 1. december – under titlen Min far Toni Erdmann – og publikum får mulighed for at se, hvad al balladen går ud på.

Ekko har mødt Maren Ade hele to gange i år, først under festivalen i Sydfrankrig og siden til instruktør-kollegaen Cristian Mungius festival i Rumænien, hvor Ade har optaget sin film. Under mødet fik vi sammen en biltur rundt i Bukarest.

”Jeg tænkte, at vi skulle forklare, hvorfor filmen foregår i Rumænien, men filmen var så lang i forvejen,” fortæller Maren Ade fra bagsædet, mens hun spejder ud over den gråmelerede, rumænske hovedstad.

”Men jeg holder meget af rumænsk film og er generelt fascineret af Østeuropa, der passede godt til filmen. Der er mange multinationale virksomheder, som skød frem efter kommunismens fald og gjorde plads til en masse udenlandske konsulenter.”

”Det minder jo lidt om Østberlin efter Murens fald, og der er noget fascinerende i den store kontrast mellem rig og fattig, som man ikke ser på samme måde i Berlin mere.”

Nøgenfest på arbejdet
Min far Toni Erdmann handler om en af disse konsulenter, den tyske kvinde Ines (Sandra Hüller).

Hun rejser rundt i Europa og effektiviserer virksomheder, hvilket som bekendt betyder at skære ned i medarbejderstaben. Ines er altså et ret kynisk og umorsomt gemyt, og derfor beslutter hendes far Winfried (Peter Simonischek) at bringe noget latter ind i hendes liv ved hjælp af figuren Toni Erdmann.

Det munder ud i en perlerække af morsomme og dybsindige situationer, som når Ines’ arbejdskomsammen forvandler sig til en nøgenfest. På den måde finder Min far Toni Erdmann humoren i desperationen.

”Det handler om tilgangen, for idéen var hele tiden, at det skulle være sjovt, men faren opfører en komedie for sin datter, fordi han er desperat. Han ved ikke, hvordan han skal snakke med hende længere, så han gør den her ting, der starter en lavine af begivenheder,” siger Maren Ade.

”Jeg tænkte ikke på, at filmen absolut skulle være en komedie. Når man laver en komedie, er man typisk meget fokuseret på at få folk til at grine. Men det tænkte jeg ikke så meget på. Hvis filmen var blevet opfattet som et drama, så ville den bare være blevet mit tredje drama.”

Når enden er god
Maren Ades to tidligere spillefilm som instruktør – Alle andre fra 2009 og Der Wald vor lauter Bäumen fra 2003 – har humoristiske elementer, men falder ellers i dramagenren og er mellem halvanden og to timer lange.

Hvorfor så lave en film på næsten tre timer i en genre, hvor spilletiden oftest er godt under to timer?

”Filmens sammenhæng forsvandt, da jeg prøvede at holde en spilletid omkring to timer. Det blev bare joke efter joke. Man er nødt til at vide, hvordan karaktererne kommer fra et sted til et andet for at tro på filmen, og det arbejdede vi meget på. Historien er jo ret usandsynlig, så det skulle forklares ordentligt med en masse detaljer, før man troede på den,” forklarer Maren Ade.

”Jeg prøvede først at finde argumenter for, hvorfor den skulle være så lang, men Quentin Tarantinos film er jo meget populære, selv om de er så lange. Det kommer an på historien, for en film på to timer kan også føles lang …”

Lang føles Min far Toni Erdmann bestemt ikke. Tværtimod er det givende at have god tid, og det var netop Maren Ades hensigt.

”Man tilbringer meget tid med karaktererne, så man lærer dem bedre at kende. Og så forsøger jeg altid at lægge ’luft’ ind i fortællingen, så man som tilskuer selv kan vurdere ting og ikke får at vide, hvad der er rigtigt og forkert.”

Toni og far
Det er et temmelig radikalt valg, Winfried træffer, da han beslutter sig for at muntre datteren op med alle tænkelige midler af klovneri.

”Jeg ser Winfried som ret typisk for den tyske efterkrigsgeneration. Han er meget politisk og har en ekstrem tilgang til mange ting, men er samtidig også meget fjollet. Så klovnerierne er hans måde at lave et politisk oprør på,” siger den snart 40-årige tyske instruktør.

Men figuren Toni Erdmann bygger konkret på lige dele personlig erfaring og en af komikkens store mestre, afslører Maren Ade.

”Komikeren Andy Kaufman havde den her karakter, Tony Clifton, der blandt andet optrådte i tv-serien Taxi. Hans mærkværdigheder har givet inspiration til Toni, men Toni er ikke et røvhul som Tony Clifton. Han er nemlig også inspireret af min far, som kan sætte falske tænder i munden og have det sjovt med det.”

Tonis måske mærkeligste påfund i filmen er, når han klæder sig ud som et stort, behåret væsen. Det kaldes for en kukeri og er en traditionel rituel beklædningsgenstand i Bulgarien. Efter megen research besluttede Maren Ade sig for at bruge den – også selv om Min far Toni Erdmann foregår i Rumænien.

”De to lande ligger lige ved siden af hinanden, så jeg tog mig den frihed,” siger hun med et grin.

”Det stod i manuskriptet, at han skulle klæde sig ud og gemme sig helt, og det var det kostume, jeg bedst kunne lide. Det er både uhyggeligt, sjovt og melankolsk – og passer derfor rigtigt godt til filmen.”