Nekrolog
19. aug. 2019
En animationslegende er gået bort
Richard Williams gik til tegnebrættet med frie hænder, da han blev sat til at lave de animerede sekvenser i Hvem snørede Roger Rabbit? fra 1988. Foto | uoplyst

En animationslegende er gået bort

Oscar- og BAFTA-vinderen Richard Williams var med film som Hvem snørede Roger Rabbit? en af de største personligheder i animationsgenren.

Af Claus Nygaard Petersen

Richard Williams var manden bag nogle de finurlige introer til Pink Panther-filmene og den kreative hjerne bag den animerede del af den geniale 80’er-film Hvem snørede Roger Rabbit?.

I fredags døde den tredobbelte Oscar- og BAFTA-vinder i sit hjem i engelske Bristol, skriver internationale medier.

Williams var en af de mest indflydelsesrige animatorer i sin generation. Og ikke mindst var han en markant stemme, der slog til lyd for, at folk skulle komme i gang med den branche, som han selv havde kær.

Det formåede han med bestselleren The Animator’s Survival Kit fra 2001, som byggede på de masterclasses,han havde holdt siden 1990. Deltagerlisterne rummede folk fra Disney og Pixar og andre animationsstudier, der ville høre, hvad en af branchens store havde af guldkorn til opkomlingene.

Bond og lyserød panter
Richard Williams blev født 19. marts 1933 i Toronto, Canada. I 1955 bosatte han sig i London, hvor karrieren for alvor tog fart – endda meget hurtigt.

I 1958 producerede og instruerede Williams kortfilmen The Little Island, som indbragte ham stor anerkendelse. Det britiske filmakademi BFI gav den ordløse og filosofiske film om tre mænd på en øde ø en BAFTA for bedste animerede film.

Ét enormt projekt fyldte det meste af Williams’ karriere.

Inspireret af 1001 nats eventyr startede han i 1964 på The Thief and the Cobbler, et eventyr, hvis produktionshistorie strækker sig frem til i dag. Williams nåede aldrig at se en færdig version af sit epos om skomageren Tack, der møder en tyv og ender med at ville redde riget fra sultanens skumle rådgiver.

Hans første af tre Oscars kom i hus i 1972 med en udgave af Charles Dickens’ klassiker A Christmas Carol. Faktisk blev den i første omgang udsendt på den amerikanske tv-station ABC. Men kvaliteten var så høj, at man besluttede at sende filmen ud i biograferne, så den kunne blive indstillet til en statuette.

Foruden arbejdet med animationsfilm var Williams også en eftertragtet mand, når der skulle laves lækre titelsekvenser til film. Den uofficielle James Bond-film Casino Royale fra 1967 og to af de senere film om den klodsede politiinspektør Clouseau (The Return of the Pink Panther og The Pink Panther Strikes Again) hører til de mest kendte i animations-guruens metier.

Gulerod af Spielberg
Robert Zemeckis’ Hvem snørede Roger Rabbit? blev dog Richard Williams’ største succes.

Filmen blander sømløst live-action og animation i fortællingen, hvor kaninen Roger uskyldigt bliver mistænkt for mord. Williams fik udstukket den gulerod af producer Steven Spielberg, at hvis han tog jobbet, så ville de distribuere hans passionsprojekt.

Williams takkede ja på den betingelse, at han kunne arbejde i England og dermed undgå at have diverse folk fra moderselskabet Disney hængende over sig hele tiden. På den måde fik han frihed til at skabe Roger og Jessica Rabbit præcis, som han mente de skulle se ud.

Det gav i den grad udbytte. Filmen blev en kritiker- og kommerciel succes, der vandt tre statuetter til Oscar-uddelingen i 1989.

Richard Williams tegnede sig for en af dem i kategorien Best Visual Effects og fik desuden en for ”Special archievement for animation direction and creation of cartoon characters”.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten