Efterforskningen får instruktør til at gyse

”Et stille mesterværk,” skriver Politikens anmelder om Efterforskningen og slår fast, at TV 2-serien om opklaringen af mordet på journalisten Kim Wall er ”en reserveret, nøgtern og tindrende smuk beskrivelse af menneskets drift mod retfærdighed og mening”.

Kritikeren kvitterer med fem hjerter. Og fem stjerner får Efterforskningen også af både Ekstra Bladet, B.T. og Kristeligt Dagblad, der kalder serien ”fremragende tv”.

De store roser til Tobias Lindholms serie, som i seks afsnit følger opklaringen uden at nævne navnet på morderen Peter Madsen, får dog ikke instruktøren Katrine Wiedemann til at ændre holdning.

Længe inden premieren var hun ude med kras kritik af hele projektet i Efterforskningen og skrev i både Weekendavisen og Filmmagasinet Ekko, at serien er det endegyldige bevis på de kreative branchers moralske fallit.

”Efterforskningen er nemlig ikke kun en tv-serie. Den er en principsag. Den er et symbol. Den velsigner lignende fiktionsgreb på ofre for alvorlig kriminalitet. Ingen kan føle sig sikre. Alt kan laves til tv. Alt må laves til tv. Ingen grænser er mulige, hvis de, der kan sætte dem, ikke gør det.”

Gys i følsomt hjerte
Og Katrine Wiedemann ”føler stadig et etisk ansvar for at kigge væk, i respekt”, skriver hun til Ekko, efter Efterforskningen fik premiere på TV 2 den 28. september.

På Facebook har instruktøren i et længere opslag formuleret, hvorfor serien aldrig skulle være sat i gang.

”Jeg ved ikke, om denne serie er blevet et stykke lødig kunst, som kan give noget til verden. Jeg kan stadig ikke holde ud overhovedet at høre om projektet,” skriver Katrine Wiedemann.

”Intet vil få mig til at glemme det gys i mit åbenbart endnu følsomme hjerte, da jeg indlevede mig i de pårørendes mareridt ved overhovedet at skulle blive spurgt, om deres tragedie måtte danne baggrund for serien. Må empatien og den evige diskussion om etisk ansvar aldrig høre op!”

”Tv-serien om Kim Walls død er kun en af mange kommende scenarier, hvor vi kommer til at kæmpe, hvis vi vil forsvare resterne af civiliserede grundprincipper i en medieverden, der lige nu er en glidebane ned imod dybet af inhumanisme.”

Kagefad for serien
Kim Walls forældre, Ingrid og Joachim Wall, har givet deres velsignelse til Tobias Lindholm og Efterforskningen.

De har selv været inde over udformningen af serien. Det samme var Kim Walls danske kæreste, Ole Stobbe, men han trak sig undervejs og skrev et essay i Weekendavisen.

”Tv-serien var ikke bare en dramatisering af vores alle sammens værste mareridt. Den var en fortsættelse af kontroltabet, som begyndte kort efter den nat i august 2017,” skriver Ole Stobbe og tilføjer:

”Kim får aldrig lov til at blive husket bare som den person, hun var. Hun har fået en funktion, som hun aldrig selv ville vælge, og som ikke handler om hende. I dag er hun kagefad for Efterforskningen, og i morgen er det en anden produktion. Når medierne låner noget, bliver det aldrig leveret tilbage.”

Går mod lyset
Ifølge Ekkos anmelder har forældrenes involvering været en hæmsko for Efterforskningen, der kommer til at virke berøringsangst i sin omgang med virkeligheden.

Vi ser således aldrig sagens omdrejningspunkt, Peter Madsen, og han omtales ikke ved navn, men blot som ”ubådsbyggeren” eller ”tiltalte”.

Berlingske, Jyllands-Posten og JyskeVestkysten giver ligesom Ekko tre stjerner til serien, fordi den ikke overbeviser anmelderen om, hvorfor den har været nødvendig at lave så kort tid efter forbrydelsen.

Tobias Lindholm har i adskillige interviews – heriblandt i det nye nummer af Ekko, hvor vi som eneste medie besøgte optagelserne af Efterforskningen – forklaret om sine bevæggrunde for at lave serien.

”Jeg vil gerne stå fast på, at vi skal lave fortællinger om virkeligheden. Fiktionen kan være med til at minde os om den verden, vi lever i, og hvilke værdier vi navigerer efter. Man kan ikke forlange af journalistikken – der skal rapportere her og nu – at den har større overblik. Men det kan man af kunsten. Den kan samle og perspektivere,” siger serieskaberen i Ekko #86.

”Når det er sagt, har vi alle sammen et ansvar etisk og moralsk – og det gælder også journalister – for at spørge os selv, hvad det er for en historie, vi fortæller. Det har jeg gjort. Og jeg har valgt at lave den fortælling, jeg synes, vi alle sammen havde brug for at få fortalt om en gruppe mennesker, der vender det grusomme ryggen og går mod lyset. Jeg fortæller om menneskelig styrke.”