Dreyer til filmfolket
”Alt det, du altid gerne har villet vide om Dreyer, men var bange for at spørge om.”
Det kunne meget passende have været undertitlen til Det Danske Filminstituts nye Carl Th. Dreyer-hjemmeside.
Sitet bugner i bogstaveligste forstand af alt, der kan være af interesse for Dreyer-eksperten såvel som den lidt mere end almindeligt filminteresserede.
Carl Th. Dreyer (1889-1968), manden bag nogle af dansk films største kunstneriske succeser såsom stumfilmen Jeanne d’Arcs lidelse og død (1928), Vredens dag (1943) og Ordet (1955), er et urørligt koryfæ herhjemme.
Skatkiste fyldt til randen
Dreyer-sitet er først og fremmest baseret på Dreyers eget arkiv, der blev overdraget til Det Danske Filmmuseum i 1975.
Derudover modtog instituttet en samling private breve fra boet efter Dreyers datter Gunni i 1990 samt instruktørens private bibliotek, bestående af 397 bogtitler, der blev indkøbt i 1991.
Siden 2008 har Det Danske Filminstitut arbejdet på hjemmesiden, som nu endelig er klar.
Resultatet er intet mindre end en skatkiste fyldt til randen med den ene interessante oplysning efter den anden.
De originale manuskripter
Her kan man finde private fotos og breve, miniaturemodeller af setdekorationer, originale kostumetegninger og filmplakater, videoklip fra filmene, nyproducerede tekster og essays, beskrivelser af ufuldendte filmprojekter, kort over instruktørens færden rundt omkring i verden osv.
Det er et scoop, at man kan bladre virtuelt og zoome ind i komplette originalmanuskripter fra mesterværket Jeanne d’Arc’s lidelse og død og Dreyers første tonefilm Vampyr, begge med Dreyers egne noter og tegninger.
Man får nærmest gåsehud og mærker de filmhistoriske vingesus, når Dreyer i en hurtig vending har nedskriblet strøtanker og hurtige skitser, der senere er blevet realiseret i form af ikoniske filmbilleder.
Det er næsten som at være der selv – på settet af Jeanne d’Arcs lidelse og død i en parisisk forstad tilbage i 1927.
Lidelse og gyldne minder
På sitet er der allerede 35 nyskrevne artikler om Dreyer foruden en lang række tidligere publicerede.
De mange artikler er velorganiseret opdelt i seks underkategorier: biografi, mennesker, steder, metode, temaer og visuel stil.
Artiklerne varierer i både tone og stil. Der er interessante, filmvidenskabelige diskussioner af instruktørens fascination af lidelsestemaet. Og der er sjove og letfordøjelige anekdoter fortalt af Dreyers gamle assistenter og kameramænd.
Især Steen Dalins Dreyer på vrangen, et interview med fotografen Henning Bendtsen og instruktørassistenten Jens Ravn på Dreyers sidste film Gertrud (1964), er værd at give sig i kast med. Her bliver en udflugt til de gamle Palladium-studier i Hellerup en varm tur ned ad mindernes boulevard.
Skævt magisk realisme
Man kan også se, hvordan Dreyers film blev modtaget af samtidens kritikere. Det er både oplysende og morsom læsning, hvor der på ingen måde bliver lagt fingre imellem fra datidens kritikere.
Otte af Dreyers kortfilm ligger på sitet i deres fulde længde.
Især kan hans smågeniale bestillingsarbejde for Raadet for Større Færdselssikkerhed, De nåede færgen (1948), anbefales. Her blander Dreyer mesterligt en grum historie om en fartbølle med et skvæt magisk realisme.
Enhver filmentusiasts største drøm er gået i opfyldelse med åbningen af dette forrygende site, hvor man kan gå på opdagelse i Dreyers liv og værk.
