Undervisning
01. dec. 2011
Drengen i kufferten
Drengen i kufferten Foto | Dror Kasinsky

Drengen i kufferten

Pindsvinedrengen Morten skal være storebror, men han prøver at komme af med sin nye lillebror, da han bliver overset af sine forældre.

Af Henriette Langkjær og Pia Nielsen

Drengen i kufferten er udgivet på Ekko DVD #6.

Introduktion

En dejlig stemningsfyldt film om pindsvinedrengen Morten der bliver storebror. Vi følger Mortens følelsesmæssige udfordringer. Filmen er samtidig nervepirrende uhyggelig for Morten prøver at komme af med sin nye lillebror da han bliver overset af sine forældre. Gennem filmens flot afstemte farver og lydspor oplever vi Mortens følelser. En film forældre bør se.

Handling

Morten er alene hjemme med sin far, og de hygger sig med at spille stangtennis i haven. Tennisketsjeren, der er Mortens kæreste eje, knækker og bliver smidt i skraldespanden. Om aftenen fortæller far at mor kommer hjem næste dag med lillebror Anton. Morten er lidt utryg ved at Anton skal bo hos dem, men da han får en ny ketsjer af sin far, kan han bedre forene sig med tanken om det nye familiemedlem. Næste dag kommer mor hjem, og Morten spørger forventningsfuldt til Anton, men bliver fuldstændig overset af mor, far og bedsteforældre. I haven spiller han stangtennis med sig selv, og i irritation kommer han til at skyde for hårdt så bolden ryger ind gennem vinduet til Anton. Morten får skæld ud. Han bliver ked af det og lægger ketsjeren i sin lille røde kuffert og flytter ”hjemmefra”, men ikke længere end til træet ude i haven. Ingen ser ham eller kalder på ham, og efter mange timer i regnen flytter han hjem igen, men uden at nogen ser ham. I vrede lægger Morten lille Anton i sin kuffert og smider den i skraldespanden. Uheldigvis kommer skraldebilen. Morten bliver frygtelig bange og kommer til at knække sin nye ketsjer. Hurtigt løber han ned for at hente Anton og redder ham i sidste sekund. Morten krammer og putter Anton i seng hvorefter far og mor kommer ind til dem. Alt ender lykkeligt og trygt.

Formål

• Viden om temaer – hvad er på spil
• Bruge sproget som udtryksmiddel – sætte ord på følelser
• Bevidsthed om filmiske lydeffekter – stemningsskabende

Undervisningsforløb

Indledende samtale med eleverne om at skulle se en kort animationsfilm der hedder Drengen i kufferten. Læreren snakker med eleverne om det at have søskende, og om der er nogen der kan huske hvordan det var da de fik en lillebror eller lillesøster.

Mulige spørgsmål

• Kan du huske hvordan det var da du skulle have en lillebror eller lillesøster?
• Hvordan skal man være når man får en lillesøster/bror?
• Hvordan skal man være som mor og far? Hvad skal de huske at gøre for de større søskende?

Se filmen. Ved første visning af filmen stoppes den der hvor Morten fortæller at han vil flytte hjemmefra. Lad eleverne komme med bud på hvad der sker videre i filmen. Læreren skriver elevernes bud på tavlen eller A3‐ark der efter endt visning af filmen tages frem for at se hvilke bud der kom tættest på filmen.

Efter filmen samtales om filmens indhold med fokus på filmens handling og personernes væremåde og følelser.

• Hvad laver Morten og far sammen?
• Hvordan har Morten og far det sammen inden mor og Anton kommer hjem?
• Hvad synes Morten om at Anton skal bo hos dem?
• Er Morten interesseret i at se Anton?
• Hvordan har Morten det når bolden ryger ind gennem vinduet?
• Hvorfor bliver far vred?
• Hvorfor mon Morten ”flytter” hjemmefra?
• Hvordan har Morten det når han sidder i træet?
• Hvorfor smider Morten mon Anton i skraldespanden? 
• Hvad ville du gøre, hvis du var Morten? 
• Hvorfor mon filmen hedder Drengen i kufferten?

Se filmen igen og del eleverne op i to grupper. Den ene gruppe skal holde øje med hvordan personerne ser ud (ydre karakteristik) og se på personernes ansigtsudtryk og væremåde (indre karakteristik). Efter filmen skal de tegne et eller flere ansigter og fortæller hvilke følelser personerne har.

Den anden gruppe skal holde øje med filmens farver og musik. De skal holde øje med hvornår scenerne skifter fra det dejlige og hyggelige til det utrygge og uhyggelige. Efterfølgende skal eleverne tegne et billede der viser stemninger/følelser fra filmen.

Eleverne fortæller/fremlægger i små grupper for resten af klassen ved at vise deres tegning og fortælle hvad de har lagt mærke til. Læreren supplerer med understøttende spørgsmål. Læreren samler op på klassens fremlæggelser og finder sammen med eleverne ud af hvad filmens temaer er.

Mulige temaer er kærlighed, misundelse (”forbudte” følelser), samhørighed, at være udenfor og relationen mellem forældre og børn. Derudover kan der i forbindelse med denne film også snakkes om følelser i forhold til vejret.

Fordybelsesopgaver

Alle elever får udleveret et stykke karton der er formet som en lille rød kuffert.

• Lave et billeddigt om et af temaerne i filmen.
• Lave et digt om et af temaerne i filmen. Læreren hjælper med at skrive svære ord på tavlen.
• Lave en kuffert med positive ord og negative ord – antonymer.

Produkterne kan efterfølgende lægges i elevernes portfoliomappe til brug til evaluering.



Mere undervisningsmateriale til Indskolingen.

Titel: Drengen i kufferten

Instruktør: Esben Toft Jacobsen

Filmens længde: 7 min.

Produktionsår: 2006

Målgruppe: Indskoling

Alderscensur: Tilladt for alle

Timetal for undervisningsforløb:
Et ugeforløb i dansk med mulighed for andre små, faste aktiviteter.

*Dansklærerforeningen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten