Nyhed
10. apr. 2009
DR2’s filmvært i vanskeligheder

DR2’s filmvært i vanskeligheder

Mikkel Munch-Fals kritiseres for dobbeltrolle, men har aldrig selv lagt skjul på sine tætte forbindelser til filmbranchen.

Af Claus Christensen

Kan man både være filmanmelder og filminstruktør? Kan man anmelde film, som ens egen producer har lavet? Hvornår er en relation så tæt, at den gør anmelderen inhabil?

Det er spørgsmål af denne art, som sagen om filmværten for DR2 Premiere, Mikkel Munch-Fals, rejser.

Jyllands-Posten skrev 3. april, at Mikkel Munch-Fals har ”forretnings- og erhvervsmæssige relationer” til filmselskabet Zentropa.

Dels har selskabet Munch-Fals’ Partus, der i 2006 fik en Robert for årets bedste kortfilm, i distribution.

Dels har Zentropa-produceren Meta Louise Foldager på vegne af Munch-Fals modtaget 235.000 kroner i støtte fra Filminstituttets talentudviklingspulje til den planlagte film, Gespenster.

Brud på DR-regler
Mediejurist Oluf Jørgensen mener, at der er tale om et klokkeklart brud på DR’s egne regler.

”Det følger af radio- og fjernsynslovens § 10, at medarbejderne ikke må have private kommercielle eller økonomiske interesser, der kan give grundlag for tvivl om deres uafhængighed,” udtaler han til Jyllands-Posten 3. april.

DR afviser blankt beskyldningerne. I et læserbrev i Jyllands-Posten 8. april skriver divisionschef Ralf Stenholt Andersson og chefredaktør Arne Notkin, at tv-stationen har aftalt med Mikkel Munch-Fals, at han ikke arbejder på filmprojekter, mens han er ansat hos DR.

”Kortfilmen Partus er afsluttet for år tilbage, og den anden sag handler om, at værten tidligere har solgt et manuskript (Gespenster, red.) til Zentropa, som selskabet følgelig nu ejer,” skriver DR.

”100 procent filmkunstner”
Det sidste kan Det Danske Filminstitut, ifølge Jyllands-Posten, dog ikke bekræfte.

Mikkel Munch-Fals’ forklaring, som den refereres i DR's læserbrev, strider da også imod Filminstituttets støttevilkår. På talentudviklingen, som bærer navnet New Danish Screen, er det talentet snarere end selve projektet, som støttes. Derfor kan instruktøren heller ikke sælge sit filmprojekt, uden at det får konsekvenser for støtten.

Mikkel Munch-Fals har endnu ikke udtalt sig offentligt om sagen, men da Ekko i august 2008 beskrev tilblivelsen af DR2 Premiere og tegnede et portræt af den nye filmvært, tonede han rent flag.

”Jeg er ikke anmelder af hjerte. Jeg er 100 procent kunstner, som tager en time-out for at blive anmelder,” sagde han i Ekko #42, før filmprogrammet endnu havde fået premiere.

Anbefalet af sin producer
Som det fremgår af artiklen, blev Mikkel Munch-Fals filmvært efter en anbefaling fra sin producer, Meta Louise Foldager, som DR havde i kikkerten til stillingen.

På spørgsmålet om, hvordan han ville forholde sig til de film, som Meta Louise Foldager og Zentropa står bag, svarede han Ekko:

”Jeg har fortalt hende, at hun lige kan vove på at lave noget lort.”

I de kommende måneder skal Mikkel Munch-Fals anmelde to spillefilm, som Meta Louise Foldager har produceret: Velsignelsen af Heidi Maria Faisst og Antichrist af Lars von Trier, som har premiere henholdsvis 24. april og 29. maj.

Relevante artikler

Essay
07. okt. 2008
Et filmprograms fødsel

Et filmprograms fødsel

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten