Nyhed
04. nov. 2011
DR lægger pres på bibliotek

DR lægger pres på bibliotek

DR-profiler lægger pres på Frederiksberg Bibliotek for at ændre arrangement, hvor den omstridte film Defamation vises søndag.
Af Jacob Ludvigsen

Dokumentarfilmen Defamation vakte tidligere på året stor debat, da Ekko kunne fortælle, at filmen havde samlet støv på DR’s hylder i to år. DR havde ellers selv støttet filmen, der sætter kritisk fokus på udbredelsen af antisemitisme i dag.

Bag den årelange skrinlægning af Defamation stod dokumentarchef Mette Hoffmann Meyer og daværende kanalchef Arne Notkin, der er tidligere formand for Dansk Zionistforbund.

”På nogle punkter synes jeg, at Defamation er problematisk, og derfor skal vi vise filmen i en sammenhæng, som vi kan stå inden for,” sagde Arne Notkin dengang.

I februar udgav Ekko filmen, der er instrueret af den jødiske israeler Yoav Shamir og har vundet priser over hele verden, på dvd. Og 19. april blev Defamation så omsider vist på DR2. Men de to DR-folk har stadig ikke sluppet deres greb om, hvordan filmen stilles frem for offentligheden.

Formulering skulle ændres
På søndag den 6. november viser Frederiksberg Bibliotek filmen ved et arrangement, hvor Ekkos chefredaktør Claus Christensen var blevet bedt om at introducere filmen. ”Se filmen, DR ikke ville vise,” lød det i bibliotekets invitation til arrangementet.

Men den formulering ville DR ikke finde sig i. I to omgange sendte Arne Notkin ifølge Ekkos oplysninger en mail til Frederiksberg Bibliotek, hvor han bad om, at teksten blev ændret, da den ikke belyste hele debatten omkring Defamation og ikke repræsenterede DR’s syn på sagen.

Frederiksberg Bibliotek ændrede derefter formuleringen til, at DR ”tøvede” med at vise filmen. Men det fik Mette Hoffmann Meyer, som i forbindelse med et indslag om Defamation i P1’s Kulturnyt tilbage i februar nægtede at debattere sagen med Claus Christensen, op af stolen. Hun henvendte sig til Frederiksberg Bibliotek og klagede over formuleringen.

Ikke et debatarrangement
Efter de tre henvendelser har Frederiksberg Bibliotek nu taget alle referencer til DR ud af beskrivelsen af arrangementet på deres hjemmeside. Samtidig har man fjernet links til artikler og tv-klip om sagen, heriblandt et klip fra DR2 Deadline i april, hvor Claus Christensen og Arne Notkin debatterer Defamation.

”Da vi fik henvendelsen fra DR, undersøgte vi, om kritikken var berettiget, og det syntes vi faktisk, at den var. Vi kunne se ud fra de artikler, der var skrevet om sagen, at der var to forskellige opfattelser af forløbet,” siger Christian Juul Yssing, kommunikationsmedarbejder på Frederiksberg Bibliotek.

”Det vigtigste for os er at lave et arrangement, hvor filmen bliver vist, ikke hvad der står på vores hjemmeside. Og vores arrangement er ikke et debatarrangement. Så vi besluttede os for at ændre på hjemmesiden, for vi har ikke ressourcer til at sidde og researche sådan en sag helt i bund,” fortsætter han.

Forundret over forløb
Da Arne Notkin og Mette Hoffman Meyer klagede, henvendte Frederiksberg Bibliotek sig samtidig til Claus Christensen for at spørge, hvad han planlagde at sige i sin introduktion. Ifølge Christian Juul Yssing, fordi man gerne ville undgå eller være i stand til at tage hånd om den eventuelle debat, der risikerede at opstå ved arrangementet.

Claus Christensen er hverken imponeret over DR eller Frederiksberg Biblioteks rolle i forløbet.

”Jeg er forundret over, at DR lægger pres på Frederiksberg Bibliotek, og jeg er endnu mere forundret over, at Frederiksberg Bibliotek bøjer sig for presset,” siger han. Claus Christensen fortæller, at han allerede i mandags blev kontaktet af biblioteket første gang.

”Det startede med, at en tredje DR-journalist havde opdaget arrangementet, da hun var på biblioteket i mandags. Hun klagede over det som privatperson, men truede også med at tippe historien til TV 2 Lorry, hvor hun åbenbart havde kontakter. Det fik biblioteket til at ringe til mig og foreslå, at det modsatte synspunkt skulle repræsenteres ved arrangementet. Det sagde jeg nej til, for det var ikke den opgave, jeg var blevet stillet,” siger han og fortsætter:

”Da Notkin og Hoffman Meyer så henvender sig officielt, ændrer biblioteket pludselig deres præsentation af arrangementet, ligesom de gerne vil snakke med mig om mit oplæg til filmen. De virker skræmte.”

Ingen kommentar fra DR
Claus Christensen mener ikke, Frederiksberg Bibliotek har haft grund til at ændre det oprindelige oplæg, som biblioteket selv har skrevet.

”Det er et faktum, at Arne Notkin og DR2 efter næsten to år ikke kunne garantere, at Defamation ville blive vist, at DR2 havde store forbehold over for filmen og først programsatte den, efter at Ekko havde udgivet den på dvd, og efter at den var blevet rosende anmeldt i flere aviser.”

Arne Notkin ønsker ikke at kommentere sagen, mens Ekko forgæves har forsøgt at komme i kontakt med Mette Hoffmann Meyer og DR’s mediedirektør Gitte Rabøl.

Frederiksberg Hovedbiblioteks visning af Defamation finder sted på søndag kl. 14.

Relevante artikler

Nyhed
10. feb. 2011
Defamation er ikke antisemitisk

Defamation er ikke antisemitisk

Nyhed
08. feb. 2011
Ekko udgiver Defamation på dvd

Ekko udgiver Defamation på dvd

Nyhed
16. jan. 2011
Den hellige ko skal ruskes indimellem

Den hellige ko skal ruskes indimellem

Nyhed
14. jan. 2011
DR2 reagerede aldrig på Defamation

DR2 reagerede aldrig på Defamation

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten