Kommentar
07. jan. 2021
John Dillermand er god mod børn
Personer fra den yderste højrefløj- og venstrefløj har fundet sammen om at være forarget over, at DR sender en animationsserie til børn, hvor hovedpersonen har sit hyr med en gevaldigt lang diller. Foto | DR

Debat: John Dillermand er god mod børn

Woke-feministerne og tossede højrefløjsfolk kan være helt rolige: Tissemanden i John Dillermand er slet ikke en tissemand!

Af Thea Torp

Man skal høre sandheden fra fulde folk og børn, siger man. Og en sandhed blev præsenteret for mig, da mine niecer på fire og otte år forleden grinende trak mig med hen foran fjernsynet. 

Jeg skulle se deres nye yndlings-Ramasjang-program: John Dillermand

Serien handler om en mand ved navn John, der hele tiden kommer i problemer på grund af sin lange diller, der har sin egen vilje. 

Hurtigt dumpede pigernes mor og far ned i sofaen. Hele familien fra høj til lav lo, så tårerne trillede, mens John Dillermands diller hældte tændvæske på grillen eller luftede hunde. 

Men så var freden også snart forbi. 

Midt i #MeToo
Hurtigt spredte nyheden om John med den lange, stribede diller sig til resten af Danmark. 

Dillermanden viste sig at være noget så sjældent som et kulturprodukt, der kunne samle både den fjollede højrefløj og det mindst lige så fjollede woke-segment. 

”Er jeg den eneste, der finder det forkasteligt, at børn skal synes, det er sjovt at se på voksnes tissemænd på DR Ramasjang?” skriver Morten Messerschmidt, næstformand og kulturordfører for Dansk Folkeparti på Twitter. 

Næ, kunne man svare ham. 

”Er det virkelig det budskab, vi ønsker at sende til børn, mens vi står midt i en enorm #Metoo-bølge?” skriver forfatter Anne Lise Marstrand i en klumme i Berlingske. 

Mest grotekst bliver det, når tissemandsforsker Christian Groes på RUC’sk vis i The Guardian påstår, at John Dillermand ”foreviger ét af det patriarkalske samfunds standard-idéer og normaliserer omklædningsrums-snak (…), der er blevet brugt til at undskylde mænds dårlige opførsel.” 

Diller på (barne)hjernen
Danske debattører og meningsdannere bruger med andre ord John Dillermand som et spejl for obskure holdninger til det mandlige kønsorgan og den mandlige identitet. 

Men dilleren i serien har en helt anden funktion, end hvad Morten Messerschmidt, RUC-tænkeren og feministen påstår. 

Dilleren er et barn. Den er som min otteårige niece, der satte ild til spisebordet, fordi hun legede med lighteren og julekransen. 

At lave et børneprogram, som handler om børns impulser, er godt. Det kan lære børn at tackle de udfordringer, der følger med dem. 

Tre personligheder
John er delt i tre. 

Dillermanden, der gør lige, hvad den har lyst til. Kujon-John, som ikke tager ansvar, og en slags super-John, der altid har modet til at gøre det rigtige til sidst. 

Alle tre personligheder findes i den samme John, men også i min niece. 

John Dillermands skaber Jacob Ley vil det samme som Astrid Lindgren, børnefortællingernes store mester: At opdrage børn til at være modige og gøre det rigtige. For tør man ikke dét, er man bare en lille lort. 

Og det er John Dillermand i hvert fald ikke.

Thea Torp

Født 1994 i Randers.

Studerer journalistik og dansk på Roskilde Universitet.

Fast skribent for Filmmagasinet Ekko.

Relevante artikler

Serieanmeldelse
05. jan. 2021
John Dillermand

John Dillermand

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten