Det føles som en lukket filmfest

Der er halvtomt på Potsdamer Platz, da årets Berlinale sparkes i gang.

Tidligere år har der stået en kødrand af nysgerrige foran hædersbiografen Berlinale Palast, men i år er der flere fotografer end filmfans. Berlin er stadig coronalukket, så Berlinalen føles som en lukket filmfest.

Og med daglige tests for alle gæster er det helt bogstaveligt en fest, der kan slutte hvert øjeblik.

At festivalen alligevel har valgt at holde fast i en fysisk festival – og ikke en hybridform, som den der for nylig fandt sted i Göteborg – er blevet kritiseret i de tyske medier.

Men efter at festivalen sidste år kun fandt sted online, vidner det om, hvor meget biografens rum betyder for filmbranchen. Som den fransk-tunesiske producer Saïd Ben Saïd sagde på gårsdagens pressemøde for den internationale jury:

”Som filmfan har jeg altid været meget religiøs. Jeg nyder at se film derhjemme, men det vigtigste sted at se film for en religiøs filmfan er i kirken, og den kirke er biografen.”

Stor og lille
Præsidenten for årets jury er amerikanske M. Night Shyamalan, men til samme pressemøde fik han ikke nær så mange spørgsmål som sin sidemand.

Ryusuke Hamaguchi vandt sidste år juryens pris – Berlinalens andenpræmie – for Japanske fortællinger. Og to dage før pressemødet var han blevet tredobbelt Oscar-nomineret for Drive My Car.

Også han priste Berlinalen ved at fremhæve festivalen som et sted, hvor stor og lille, skæv og jævn, kan mødes og udveksle erfaringer.

”En festival som Berlinalen er nødt til at vise, at der ikke er nogen skelnen mellem mainstream- og arthouse-publikum. En film, der ligner en kunstfilm, kan sagtens have økonomisk potentiale.”

Nedadgående stjerne
Gennemførelsen af Berlinalen som et fysisk event vidner om, hvordan festivalen kæmper for at forblive relevant.

Cannes er stadig det ubestridte verdensmesterskab i filmprestige, mens Venedig eller Toronto er første led af en god Oscar-kampagne. Sundance-succes kan ende med en Oscar-nominering for bedste film, og festivalen står side om side med Rotterdam som verdens vigtigste dokumentarfestivaler.

Men hvad kan Berlinalen? Og hvem ser egentlig årets Guldløve-vindere?

Sidste års vinder, den rumænske satire Bad Luck Banging Or Loony Porn, måtte herhjemme nøjes med enkelte visninger på Cph:Dox. Det er fem år siden, at festivalens hovedvinder blev shortlistet til en Oscar – altså udvalgt blandt de femten bedste.

Nemlig den ungarske Med krop og sjæl, som også endte med at få en nominering.

I dagens festivallandskab har Berlinalens stjerne længe været nedadgående. Og selv om ledelsen bryster sig af, at branchen bakker op om festivaloplevelsen, og de fleste filmhold er mødt op personligt, er der umiddelbart en påfaldende mangel på opsigtsvækkende film på programmet.

Ozon og Claire Denis
Åbningsfilmen Peter von Kant kommer næppe til at tjene kassen ved billetlugerne, selv om den franske instruktør, François Ozon, er hovedkonkurrencens næststørste navn – efter landskvinden Claire Denis.

Det er en skarp opdatering af Rainer Werner Fassbinders Petra von Kants bitre tårer fra 1972. Mens Fassbinders film skildrer en narcissistisk kvinde og hendes forhold til en række andre kvinder, handler Ozons film om en filminstruktør under covid-19-nedlukingen.

Den er fin og velspillet, men ikke ligefrem nogen sjælerystende filmoplevelse.

På festivalen kan vi se frem til nye film af engelske Peter Strickland – kendt for The Duke of Burgundy med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen – og endnu en Nick Cave-dokumentar af australske Andrew Dominik. Plus mange andre spændende titler.

Men det er alle film, der typisk får premiere i arthouse-biografen Grand Teatret – hvis de overhovedet kommer til Danmark – og de vil møde deres største danske publikum på Filmstriben.dk.

Drøm om guldåre
Foreløbig har jeg talt tre gengangere fra Sundance-festivalen i årets program. Og den amerikanske mainstreamfilm glimrer ved sit fravær.

I 2020 – få uger før pandemien lagde Europa ned – kunne festivalen holde verdenspremiere på Pixar-filmen Fremad. I år har ingen film af den kaliber fundet vej til Potsdamer Platz.

Fra ledelsens side krydser man fingre for, at oversete film i programmet kan tænde en gnist i det fremmødte publikum, der er dobbeltvaccineret og dagligt testet.

Og måske rammer Berlinalen en guldåre. Det kunne man unde festivalen, for den halter alvorligt bagefter.

Årets festival løber fra 10. til 20. februar, men alle filmene bliver i det forkortede program vist senest 16. februar.