Det er ikke Tintin, man ser

Steven Spielberg er på en farlig mission, og man mærker hans ærefrygt. Han ved, at han er oppe imod læsere, der kan deres Tintin til fingerspidserne og har næsten alle billederne prentet i hukommelsen.

Men han har været stålsat og stædig. Han ville gøre forsøget. Så han har satset på at afvæbne os med det, han kan. Det, der gjorde, at Indiana Jones-filmene fik Hergé til at sige, at netop Spielberg ville være den ideelle Tintin-instruktør.

Han river tilskueren med på et motion-capture-genereret action-eventyr, som underholder, forfører og fornøjer. Han skruer tempoet i vejret, han er visuelt elegant og opfindsom, indrammer historien i fabelagtige kompositioner og instruerer skuespillerne, så motion capture-teknikken stråler.

Det er en vellykket illusion, og man skal være meget sur for at hade det, mens det står på. Men undervejs bliver man klar over, at det ikke er Tintin, man ser.

Overdreven Haddock
Kun momentvis rammer filmen noget, der ligner: I visse billeder af belgiske gader, i Terrys narrestreger og frygtløshed, i de forrygende kampe med pirater og i detaljerne i baggrundene og nogle af de storslåede scenerier i ørkenen. Her føler man næsten, at det virker, og at det er Tintin.

Men Jamie Bell er desværre ikke særlig god i hovederollen. Han ligner, så der er øjeblikke, hvor det bærer, men overspiller, så det brister.

Andy Serkis drejer kaptajn Haddock i en næsten ubehagelig retning. Hans forbillede er den overdrevent alkoholiserede version, der kun optræder i Krabben med de gyldne kløer, da Haddock ikke var tiltænkt en fast rolle, og dropper dermed helt den rigtige Haddock, den brummende, handlekraftige gentleman og mesterbander, han blev senere.

Simon Peggs Dupont & Dupond gør figurerne mere latterlige, end de nogensinde var, og fylder dem med alt for mange nuancer.

Hergé elskede film
Filmens tre manuskriptforfattere blander elementer fra flere Tintin-album: Krabben med de gyldne kløer, Enhjørningens Hemmelighed, Rackham den Rødes Skat og flere. Det er der ikke noget ondt i, men efterhånden som plottet udvikler sig, og forlæggets historie forsvinder, mærker man alt for tydeligt kravene til en blockbuster-films instruktør — i stærk kontrast til den excentriske tegners absolutte frihed.

I filmen skal der være logik og sammenhæng, kogt ned til to timer. Men den struktur er i virkeligheden Tintin-universet fremmed — hver side er jo et nyt kapitel i en uendelig historie. Altid med cliffhanger, der holder os hen — og fører os videre.

Hergé elskede film og ville dybest set gerne lave dem selv. Hans første tegneserier — før Tintin — hed tilmed Hergés Moving Pictures. Men det var en sær blanding af seriefilm og folkekomedie, der var hans forbillede, ikke den stort anlagte spillefilm.

Aldrig Spielbergs barn
Steven Spielberg er det tætteste, vi kommer på en stor instruktør, der tænker lige så barnligt og kan fortælle lige så henrykt som Hergé. Så ægteskabet burde være lykkeligt. Men det er det ikke.

Tintin bliver aldrig Spielbergs barn, hvor meget han end kæmper for adoptionsretten. Forsøget er velment, men realiteten er, at det er sværere at filmatisere en så markant tegneserie som Tintin, der kun har én ophavsmand, end for eksempel en superhelte-serie, som har mange tegnere og fortolkere. Og det er sværere end at filmatisere en elsket og læst roman.

Måske har Spielberg lavet en film, der minder om en film, Hergé kunne have lavet, hvis han ikke var blevet tegner. Men nu var han tilfældigvis tegner, og hans tegninger er så markant originale, at hans figurer næppe kan få ægte liv andre steder end på papiret.

Tintin: Enhjørningens hemmelighed har premiere i de danske biografer den 27. oktober.