Derfor blev jeg instruktør

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg vidste, at jeg ville lave film. Jeg husker det ikke som noget, der skete på en bestemt dag. Mere som en lyst, der lidt efter lidt voksede sig større.

Jeg havde ikke en onkel, der ejede en Cinema Paradiso, og mine forældre havde intet med film at gøre. Min far havde et russisk 8 mm­kamera, men det rørte jeg aldrig. Jeg voksede op med kun én tv­-kanal, så jeg så film i biografen. Størstedelen var rumænske film, der for mig lød mærkelige. Virke­lige mennesker talte aldrig, som de gjorde i filmene. Virkelige mennesker opførte sig aldrig, som de gjorde i filmene.

Efterhånden fik jeg den idé, at jeg kunne gøre det meget bedre. Faktisk var jeg af den overbevisning, at alle og enhver kunne gøre det bedre.

Men jeg voksede op i landsbyen Iasi. Det eneste institut for film og teater lå 600 kilometer væk i Bukarest, og ud af hundredvis af ansøgere blev der kun optaget nogle få studerende.

Det var i Rumænien i slutningen af 80’erne. En eller anden havde fået den mærkelige idé, at filmstuderende også skulle lære, hvad det ville sige at have et rigtigt arbejde. Filminstituttet blev derfor lavet om til en aftenskole, et sted, man kun kunne komme efter fyraften. Alligevel var det kun børn af skuespillere, instruktører eller tidens andre vigtige folk, der blev optaget på skolen. Det var et lukket system.

Førsteprioritet for en ung knøs var at undgå hæren. Og måden at gøre det på var at blive studerende – hvilken som helst slags studerende. Mit første valg faldt på medicin, ikke fordi jeg havde lyst, men fordi læger og ingeniører var de eneste, der kunne få arbejde i byen. Og jeg var ikke god til matematik. Jeg var nu ikke meget bedre til medicin.

På medicinstudiet var der 25 til 30 ansøgere til hver studieplads, og optagelsesprøven var barsk. Man blev bedt om at lære en masse bøger udenad: biologi, fysik, kemi. Jeg brugte tre år på at læse uden at lave ret meget andet. Omtrent som hvis man sidder i fængsel. Jeg klarede det aldrig, på trods af at jeg faktisk lærte alle bøgerne udenad. Efter tre dumpede optagelsesprøver var jeg ved at blive sindssyg, og alle tanker om film var for længst forduftet.

Jeg begyndte at studere engelsk på universitetet. Så kom den såkaldte revolution: Kommunismen kollapsede. Jeg var 21. Det var en fantastisk tid. Pressen blev sat fri, og jeg arbejdede som journalist. Jeg besluttede mig for at droppe universitetet og søge ind på Filminstituttet.

I 1994 tog jeg til optagelsesprøve på Filminstituttet i Bukarest. Jeg kom igennem næsten alle prøverne, men nåede ikke frem til den sidste og afgørende. En af sekretærerne ved Filminstituttet havde glemt at give mig besked om prøven i tide. De gik ud fra, at jeg boede i Bukarest. Næste dag mødte jeg op. En professor sagde til mig: ”Det er da en skam, at de glemte at ringe til dig. Men helt ærligt, det er ikke noget stort tab for filmkunsten.”

Jeg tog tilbage til min hjemby og arbejdede som lærer. Året efter søgte jeg ind igen. Optagelsesprøven var forfærdelig. Der var 200 ansøgere til otte pladser. Jeg var med blandt de sidste ti ansøgere. Den sidste prøve bestod i at lave en kortfilm i en kulisse. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg lavede. Om aftenen tog jeg hen for at få afgørelsen. Jeg blev optaget. Jeg går ud fra, det var, fordi de stadig havde dårlig samvittighed fra året før. I det øjeblik, jeg så mit navn på listen, sagde jeg til mig selv: ”Nu er der ingen undskyldninger, porten er åben.”