Filmminder
16. nov. 2018
Dengang jeg besøgte en fan i Stasi-fængsel
Benny (Morten Grunwald, midt) kunne altid hjælpe vennerne Kjeld (Poul Bundgaard) og Egon (Ove Sprogøe) med at åbne låste døre. Sidst i sit liv fik Grunwald en helt speciel nøgle for sin rolle i filmene om Olsen-banden. Foto | Nordisk Film

Dengang jeg besøgte en fan i Stasi-fængsel

Kort før sin død delte Morten Grunwald et gribende filmminde i Ekko #79. Læs skuespilleren fortælle om sit møde med en fan, der havde Olsen-banden som trøst i en fængselscelle.

Af Patricia Smollerup / Ekko #79

Vi kender ham som den altid optimistiske Benny med de alt for korte bukser, gule strømper og den udødelige replik: ”Skide godt, Egon!”

83-årige Morten Grunwald er den sidste, som er tilbage fra det charmerende trekløver. Og Olsen-banden, der i år kan fejre 50 år, vil altid ligge hans hjerte nært.

”Vi nød bare de sjove historier. Det var helt ukompliceret. Vi elskede de somre, og der var sgu aldrig nogen problemer. Solen skinnede altid på Olsen-banden,” husker han.

Grå og trist hverdag
For nylig stod det dog også lysende klart for Morten Grunwald, at Olsen-banden ikke blot var et hyggeligt bekendtskab, men havde en dybere dimension.

I foråret var Morten Grunwald i Berlin for at gæsteoptræde på teatret Volksbühne. Her blev han kontaktet af en kvinde, som havde besøgt det tidligere Stasi-fængsel Berlin-Hohenschönhausen.

”Hun fortalte mig, at hun havde mødt en dansktalende guide ved navn Mike Fröhnel, som var inkarneret Olsen-banden-fan,” fortæller Morten Grunwald, der besluttede at tage ud til fængselsmuseet for at møde guiden.

”Det var en gribende oplevelse. Mike er født i 1965 og opvokset i det kommunistiske DDR. Han har aldrig kendt til andet end en grå og trist hverdag. Som teenager i 70’erne stifter han så bekendtskab med Olsen-banden, og det bliver en åbenbaring for ham.”

Lærte dansk med Olsen-banden
Filmene kom til at stå som en kontrast til Mike Fröhnels ellers så ensformige tilværelse.

”De smukke havne, landskaber og bygninger – dét var noget, Mike aldrig selv havde oplevet. For ham blev Olsen-banden drømmen om paradis,” siger skuespilleren.

Som teenager skaffede Mike både de tyske og danske vhs-film og kørte dem på to parallelle skærme.

”Det synes jeg simpelthen er en fantastisk historie. Han har lært dansk ved at terpe Olsen-banden-film, og i dag guider han på næsten fejlfrit dansk.”

Men det var ikke kun skønheden og det vestlige samfund, som fascinerede Mike. Det var også en fortælling om den lille mands kamp mod magthaverne. En kamp, den unge mand kunne identificere sig med som borger i et land, hvor den personlige frihed var stærkt begrænset.

Mike Fröhnel gik på gaden og kritiserede styret. En tidligere kammerat angav ham, og Mike blev fængslet for statsfjendtlig virksomhed.

”Da Muren faldt, havde han tilbragt seks år i fængsel, de to sidste i Stasi-fængslet, hvor han nu er guide,” fortæller Morten Grunwald. ”En af de værste ting, som han viste mig i Stasi-fængslet, var en meget smal celle, hvor man kun kunne stå op. Den brugte de til psykisk tortur.”

Nøgle til celle
Selv i den svære tid var ånden fra Olsen-banden stadig at spore hos Mike, der aldrig mistede humøret. Han lavede fis med fangevogterne og spurgte, om han og hans medfanger kunne få fire gin og tonic.

Men det var ikke kun Mike, som var betaget af den danske forbryderbande. Olsen-banden var blandt de få vestlige film, som slap igennem den stramme DDR-censur.

”Filmene blev kult, og Olsen-banden havde en kæmpe fanklub i Østtyskland,” siger Morten Grunwald. ”Folk elsker at identificere sig med de der banditter, der gang på gang forsøger at tage røven på storkapitalen. Enkelte gange lykkes det et øjeblik, men det ender altid med at gå galt. Det var jo også menneskeligt.”

Ved slutningen af mødet mellem Mike Fröhnel og Morten Grunwald går de to ind på Mikes kontor. ”Jeg har en gave til dig, Morten,” siger Mike og tager en lille metalkasse frem. I kassen ligger der en nøgle.

Benny har altid været kendt for at have en helt særlig dims, som kunne åbne alle døre. Ingen veje var lukket for den snedige bande. Mike fortalte, at nøglen i kassen var til celle nummer 120 – hans celle i sin tid. ”Den skal du have, Morten,” sagde Mike. ”For så ved jeg, at den aldrig vil blive brugt igen.”


Da Morten Grunwald tidligere i år spillede en teaterrolle i Berlin, tog han med sin instruktør Walter Asmus (tv.) ud for at møde Olsen-bandens største fan, Mike Fröhnel (th.).

Morten Grunwald

Født 1934 i Odense.

Uddannet ved Odense Teater 1957 og Det Kongelige Teaters elevskole 1960.

Blev folkeeje i rollen som Benny Frandsen i Olsen-banden og indspillede fjorten film i serien.

Direktør for Bristol Teatret 1971-80, Betty Nansen Teatret 1980-92 og Østre Gasværk Teater 1989-98.

Spillefilmkonsulent ved Det Danske Filminstitut 2001-2003.

Ekko #79

Morten Grunwald deler et betydningsfuldt filmminde i det aktuelle nummer.

Kan købes i kiosker eller bestilles her.

Relevante artikler

Nekrolog
15. nov. 2018
Morten Grunwald er død

Morten Grunwald er død

Boganmeldelse
18. okt. 2018
Olsen Banden

Olsen Banden

Kommentar
16. okt. 2018
De største helte

Jubilæum: De største helte

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten