Den vilde Michael Noer

Da Michael Noers Vesterbro om et ungt kærestepars ret så turbulente tilværelse på den københavnske stenbro blev vist som åbningsfilm i forbindelse med festivalen CPH:DOX i 2007, føltes det lidt, som om der blev lukket frisk luft ind i nogle lidt beklumrede gemakker.

Det var ikke, fordi de kreative energier på den hjemlige dokumentarscene på det tidspunkt led af metaltræthed - tværtimod, mangfoldigheden af danske dokumentariske talenter vækker i disse år opmærksomhed langt ud over landets grænser.

Og det var heller ikke, fordi man ikke før havde set dokumentarfilm optaget med små hjemmevideo-camcordere - slet ikke, for den slags har eksisteret siden 1960'erne, om end teknikken i de senere år er blevet uendeligt meget bedre.

Højenergisk historie
Nej, dét, der for alvor gjorde indtryk ved Noers film var måden, hvorpå en overordentlig genkendelig og ret så banal Vesterbro-hverdag var blevet omsat til en højenergisk historie med en dramaturgi og et drive i de enkelte scener, som man normalt kun kender det fra spillefilm.

Hér var en stærkt underholdende dokumentarfilm om to unge mennesker (instruktørens naboer i det virkelige liv), som filmer sig selv og hinanden. Og de er på så fortrolig fod med kameraet, at det kommer til at fremstå som filmens tredje karakter.

Et stykke liv - udlevet for åben linse.

Tilsyneladende. Men også kun tilsyneladende. For bag kulissen rumsterer instruktøren som den, der har fået idéen, fundet personerne og etableret rammerne for, at projektet kan fungere og blive til et filmisk værk.

Portræt af pornopioner
Forud for Vesterbro havde Michael Noer (f. 1978) lavet indtil flere bemærkelsesværdige film.

I sin afgangsfilm fra Filmskolen, En rem af huden (udvalgt til Ekkos dvd Filmskolens dokumentar - Best of), tegner han et portræt af den danske pornopioner Ole Ege, hvor han som omdrejningspunkt overraskende vælger en ulykkelig kærlighedshistorie i hovedpersonens fortid.

Og i den sobre og empatiske Jorden under mine fødder, en klassisk one-man-one-camera-produktion, kommer Noer tæt på et par samspilsramte unge mænd fra opholdsstedet Slettebjerggaard.

Men det var Vesterbro, der for alvor åbnede omverdenens øjne for, at hér var en instruktør, som gik endnu mere bramfrit og udfordrende til det dokumentariske format end de fleste af sine generationsfæller. Og siden den film har Noer udviklet sine greb og metoder yderligere.

Knallertkørende knægte
I internetprojektet Doxwise bygger han videre på konceptet med at lade de medvirkende filme sig selv. Han har udleveret et kamera til fire unge mennesker, som efter nogle simple retningslinjer optager en videodagbog over ti uger, hvorefter resultaterne i form af fire gange ti korte afsnit lægges på MySpace.

Og i sit seneste værk, De vilde hjerter, om en gruppe knallertkørende knægte fra Fyn, der som en slags manddomsprøve har besluttet at sætte ud på et 1.300 kilometer langt road trip fra Odense til Pommern i Polen, forsøger han ikke alene at opfinde en ny genre, en dokumentarisk roadmovie.

Han eksperimenterer også med at kombinere en uhørt nærgående fluen-på-væggen-reportage med diverse kreative krydderier, herunder animation.

Inde hos naboen
Den dokumentariske genre forbindes historisk set med film fra eksotiske egne eller lukkede miljøer, som publikum almindeligvis ikke selv har adgang til.

Michael Noer har vist os, at man ikke behøver at rejse om på den anden side af kloden for at finde interessante historier. De kan - bogstavelig talt - findes inde hos naboen. I en lejlighed på Vesterbro.

'De vilde hjerter' har premiere i aften i Dagmar kl. 19. Den vises igen samme sted den 11. og 12. november, begge dage kl. 21.30.