Nyt talent
14. apr. 2023
Den psykologiske sporhund

Hun har altid haft talent for at skrive, men først i slutningen af 30’erne forsøgte Marianne Lentz sig som manuskriptforfatter. Siden har hun dog ikke set sig tilbage.

Foto | Miklos Szabo

Portræt: Den psykologiske sporhund

Marianne Lentz er på rekordtid gået fra at være udkørt journalist til hyldet manuskriptforfatter bag Ekko Shortlist-vinderen En flirt og spillefilmen Den store stilhed.

Af Frederik Hoff / Ekko #93

Det er en myte, at man skal starte tidligt for at blive til noget. Marianne Lentz var 37, da hun skrev sin første film, og i dag – seks år efter – står hun bag en masse succesfulde manuskripter.

Blandt andet den Robert- og Ekko Shortlist Awards-vindende kortfilm En flirt og det nye års hyldede debutspillefilm: Den store stilhed.

Men vejen dertil var lang.

Selv om Lentz er blevet rost for sine skriveevner, siden hun var barn, lå det ikke i kortene, at forfatter var noget, man kunne blive. Så da hun pligttro skiftede gymnasiestilene ud med universitetets lange opgaver, blev skriveglæden næsten permanent banket ud af hende.

Alligevel fik den unge skribent gang i en lille journalistisk freelancevirksomhed, hvor hun leverede artikler til diverse blade om alt fra musik og film til køn og identitet. Desuden blev det til en bog om terrorangrebet 9/11 og et par filmanmeldelser til herværende magasin.

Men efter mange års flittigt skriveri kørte hun træt i arbejdet.

”Hver gang jeg interviewede kunstnere, boblede misundelsen op i mig. Så til sidst lukkede jeg min biks og gik i gang,” siger forfatteren.

Desperat efter at lave noget kreativt startede hun på Fotoskolen Fatamorgana og den nye manuskriptuddannelse på Syddansk Universitet samtidig.

Overgangen fra artikler til manuskripter var svær, men med inspiration fra amerikanske Kelly Reichardt og catalanske Carla Simón udviklede hun sin egen karakterdrevne stil og søgte ind på filmuddannelsen Super16.

”Det var nu eller aldrig. Hvis jeg ikke var kommet ind, var jeg nok aldrig blevet manuskriptforfatter. Jeg var virkelig heldig.”

På Super16 endte hun på årgang med instruktøren Kristian Håskjold.

”Hun var en af de ældste på årgangen og havde et meget modent blik på verden. Hun kunne skildre sine karakterer på en helt særligt nuanceret og objektiv måde. Det kommer nok fra hendes journalistbaggrund,” siger instruktøren, der lavede kortfilmen En værdig mand – om en deprimeret bager – med Marianne Lentz.

Generelt lader det til, at journalisterfaringen har givet hende et forspring. Instruktøren Zinnini Elkington fortæller, at Lentz aldrig misser en deadline.

En fordel i filmverdenen, hvor mange har et mere ”kunstnerisk” forhold til den slags.

Elkington og Lentz lavede sammen den knivskarpe En flirt, der foregår på en avisredaktion og herhjemme står som #MeToo-værket par excellence. Lentz’ talent for nuancer var afgørende for succesen.

”Marianne forstår, at ofre jo ikke bare sætter sig ned og græder. De gør alt, hvad de kan for at holde fast i deres selvbillede. Marianne er en psykologisk sporhund, der sultent jagter sandheden i sine manuskripter,” siger Zinnini Elkington.

Alle Marianne Lentz’ film handler om komplicerede, nære relationer. Om det er journalisten og hendes chef, bageren og hans familie, eller en ustabil kvinde og hendes datter, som er hovedpersoner i kortfilmen Uden at blinke.

”Jeg er meget fascineret af de roller, man har i en familie eller på en arbejdsplads. De kan være svære at undslippe og er interessante at sætte under pres,” forklarer forfatteren.

Uden at blinke blev instrueret af Katrine Brocks, som senere fik idéen til en spillefilm om en nonne, der møder sin alkoholiserede bror efter mange års adskillelse. Resultatet blev Den store stilhed.

”Det var oplagt, at Marianne skulle skrive den med mig, for hun mestrer virkelig balancen mellem det dramatiske og intime,” siger Katrine Brocks.

Lige nu arbejder Marianne Lentz på en film om en ung, tyk pige, der forsøger at leve op til samfundets seksualiserende blik, samt en film om en ptsd-ramt soldat.

”Det kan ikke udelukkes, at jeg en dag laver en komedie eller måske noget mere genreagtigt. Så længe der er plads til, at karaktererne kan være ægte, komplicerede mennesker.”

Marianne Lentz

Født 1980 i Glostrup.

Kandidat i Film- og Medievidenskab i 2009 og arbejdede i mange år som freelancejournalist.

Har skrevet bogen Livet efter 11. september.

Uddannet manuskriptforfatter fra Syddansk Universitet i 2017 og fra Super16 i 2020.

Har skrevet en række kortfilm på Ekko Shortlist, deriblandt vinderen En flirt.

Aktuel med den kritikerroste spillefilmdebut Den store stilhed, som hun har skrevet med instruktør Katrine Brocks.

Ekko #93

Dar Salim er på forsiden i det nye nummer af Ekko.

Her er manuskriptforfatter Marianne Lentz i centrum i den faste sektion Nyt talent.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

Trailer: Den store stilhed

Relevante artikler

Biografanmeldelse
10. jan. 2023
Den store stilhed

Den store stilhed

Odense 2020
02. sep. 2020
Brænder for historier om psyken

Brænder for historier om psyken

Relateret film

Uden at blinke

Uden at blinke

En flirt

En flirt

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten