Nyhed
14. okt. 2017
Den korte radioavis-duo går til filmen
Kirsten Birgit (Frederik Cilius Jørgensen) er en bister seniorkorrespondent, der elsker alkohol og jazz. Hun hader den politiske korrekthed, redaktøren Rasmus Bruun står for. Foto | Radio24syv

Den korte radioavis-duo går til filmen

Mads Brügger instruerer Sankt Bernard Syndikatet, hvor Frederik Cilius og Rasmus Bruun rejser til Kina for at sælge luksushunde til Folkerepublikkens overklasse.

Af Jeppe Mørch

I Den korte radioavis på Radio24syv griner man, mens man får skældud.

Seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm harcelerer brysk over gud og hvermand og særligt politisk korrekthed. Manden i den store kvinde, Frederik Cilius Jørgensen, trækker på sin baggrund som klarinettist, når redaktør Rasmus Bruun (en vattet udgave af virkelighedens Rasmus Bruun) belæres om klassisk musik og almen dannelse.

Det gakkede og samfundsspiddende program har tre år i træk vundet priserne som Årets Radioprogram og Årets Satire ved prisuddelingen Prix Radio, og i den igangværende sæson er der ikke skruet ned for ambitionsniveauet.

Den behandler fængselsdomme til tiggere, en døende Troels Kløvedal og clairvoyance.

Til næste år går den populære duo til filmen, når Sankt Bernard Syndikatet har premiere. Filmen er instrueret af Mads Brügger, der som instruktør er kendt for provokerende at blande samfundssatire, dokumentarisme og iscenesættelse.

Genvej til rigdom
Sankt Bernard Syndikatet sammenblander tilsyneladende også alle tre elementer.

Det Danske Filminstitut har på sin hjemmeside offentliggjort en handlingsbeskrivelse.

Rasmus og Frederik vil starte et avlscenter i Kina, og de medbringer en 100 kilo tung Sankt Bernhardhund ved navn Dollar. I Kina er såkaldte luksushunde i høj kurs hos overklassen. Duoen håber derfor, at de kan skyde genvej til rigdom.

Sammen med en lokal fixer, Stanley, opsøger de den kinesiske forretningsverden for at starte en forretning.

”De møder op- og nedture, glæde og fortvivlelse, spænding, skuffelse og total desperation. Ikke kun Dollars ve og vel er på spil, men også et venskab, der startede helt forkert på Herlufsholm Kostskole,” skriver Det Danske Filminstitut.

Forklædninger
Filmen lyder som en typisk Mads Brügger-film. Han er især kendt for at infiltrere lukkede samfund og miljøer under forklædning.

Han kommer tæt på den ekstreme, amerikanske højrefløj i serien Danes for Bush (2004) ved at klæde sig ud som Bush-tilhænger.

I Det røde kapel (2006) får han adgang til Nordkorea under dække af, at han leder en dansk teatertrup, som vil fremme forholdet mellem diktaturstaten og Danmark.

Og i Ambassadøren (2011) iscenesætter han sig som Liberia-konsul i Den Centralafrikanske Republik for at dokumentere korruptionen, nærmere bestemt handlen med de såkaldte bloddiamanter.

I den nye film er salgsvaren en logrende ven med hængemule. Sanktbernhardshunden er ofte portrætteret med brændevin i en lille tønde om halsen og kendes fra den amerikanske film Beethoven.

Flere filmroller
Frederik Cilius Jørgensen og Rasmus Bruun har før spillet sammen i DR Ultras børneprogram Go’ lorte weekend.

Desuden har Rasmus Bruun optrådt i komedieserierne Partiets mand og Sjit Happens, mens Frederik Cilius har optrådt som sig selv i DR K’s Den klassiske musikquiz og som skuespiller i Tomgang og Grand danois.

Han har hovedrollen i Ekko Shortlist-filmen Allan 3000, hvor han spiller en selvoptaget klarinettist med sin egen, menneskelignende robot.

Og så har han en ganske lille rolle som sælger i Anne-Grethe Bjarup Riis’ Tarok.

Det er muligt, at Mads Brügger og skuespillerne har ladet sig inspirere af en anden Anne-Grethe Bjarup Riis-film med hensyn til reglerne om sammensatte ord. Dem ser Sankt Bernard Syndikatet og Hvidsten Gruppen stort på.

Den nye film er fotograferet af Jonas Berlin, der kendes fra Shortlist-hittet Daimi.

Sankt Bernard Syndikatet står til at få premiere 1. marts 2018.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten