Den congolesiske overraskelse

Det er ikke hver dag, at vi ser en film fra Afrika. Endnu mere sjælden er en film fra Congo. Og en vellykket gangsterfilm fra Congo tør vi godt sige, at vi aldrig nogen sinde har set før. Men instruktør Djo Munga er en mand, der sprænger rammerne og overrasker. 

Han har optaget sin første spillefilm Viva Riva i hjemlandet Congo – ”Afrikas vilde vesten” – som er et uroligt og fattigt land uden nogen filmindustri. Det forsøger Djo Munga dog at ændre på, blandt andet med den barske debut, der var med på årets Cph Pix-festival.  

”Til en af visningerne var der en sort kvinde blandt publikum, som udtalte, at det ikke var den repræsentation af Afrika, hun forventede,” fortæller 38-årige Djo Munga med et skævt smil, der afslører det store mellemrum mellem de hvide fortænder.

Og Djo Munga kan godt forstå kvindens synspunkt, men sætter også spørgsmålstegn ved, hvad en positiv repræsentation er.

”Jeg ville lave en film om Congo, og det var vigtigt for mig, at historien var forståelig, men også anderledes – jeg mener, tættere på mig som person, men måske anderledes fra det, som mit samfund vil respektere,” siger Djo Munga.

Vold, seksualitet, moral
Viva Riva foregår i Kinshasa, Congos hovedstad, og er en karikeret og hardcore gangsterfortælling om den småkriminelle Riva, der lever det vilde liv med kvinder og hor på flugt fra sin angolanske smuglerchef.    

”Jeg valgte at lave en genrefilm, fordi den har en simpel fortællemæssig ramme, som du kan fylde ud med noget samfundsindhold, der er ret komplekst,” siger Djo Munga og fortsætter:

”Genren giver dig en vis frihed – der er en indlagt distance, der tillader, at man bringer vold, seksualitet og moral ind i filmen, som publikum vil acceptere, fordi det er en del af tråden.”

Uprøvede talenter
Det er ingen tilfældighed, at Djo Mungas spillefilmdebut er optaget i Kinshasa.

”Selvom det ville komme til at forsinke produktionen nogle år, insisterede jeg på, at vi skulle optage filmen i Kinshasa, Congo, hvor historien foregår, og ikke i Mali, Burkina Faso eller Sydafrika, hvor det ellers er meget nemmere at få tilladelse til at filme,” siger Djo Munga om den årelange proces med at få stablet filmen på benene.

Ud over den rette lokalitet brugte Djo Munga også flere år på at finde de rette personer, der kunne repræsentere byen og karaktererne.

”Jeg organiserede et træningsprogram inspireret af produktionsprocessen bag brasilianske City of God, hvor de holdt workshops for de unge teenagere, der er med i filmen, for at forberede dem på optagelserne,” forklarer Djo Munga.

”Min caster brugte to måneder i Kinshasa og udvalgte 300-400 personer, hvoraf jeg udvalgte tyve til en workshop. De fik så mulighed for at udforske deres uprøvede talent og arbejde foran et kamera.”

Første congoleser på Berlinalen
Djo Munga er født i Kinshasa, men blev som ung sendt til Europa for at studere kunst og er uddannet på filmskolen i Bruxelles. I dag ejer instruktøren sit eget produktionsselskab i Kinshasa.

Bag sig har han blandt andet dokumentarfilmene Unfair Hunger, Horizon in Transition og Congo in Four Acts, der består af fire små film om det barske hverdagsliv i Congo. Den film blev sidste år – som den første congolesiske nogensinde – vist på filmfestivalen i Berlin.

I debutspillefilmen mærker man også tydeligt instruktørens dokumentariske baggrund.

”I Viva Riva så jeg på virkeligheden og fandt elementer som benzinkrisen, der huserede i Kinshasa i 2001. Jeg har også mødt smuglere og fået deres lidelseshistorier fra Angola,” understreger Djo Munga.

Underholdning til folket
Djo Mungas hovedtanke med filmen var at skabe en underholdende historie med emner, som stikker dybere og efterlader stof til eftertanke.

”Jeg ville fortælle en historie, som masserne og samfundet som helhed kunne forstå. I Afrika har vi et stort problem med analfabetisme, store dele af befolkningen kender ikke til biografer og kan ikke læse. Vi ville også lave en film til dem,” understreger Djo Munga.

”Jeg var dog nervøs for, at folk skulle sige: 'endnu én, som laver film for et vestligt publikum.' Men vores testvisninger i Afrika gik godt.”

Japansk forbillede
Djo Munga er både inspireret af den amerikanske krimiforfatter Chester Himes og flere amerikanske og kinesiske gangsterfilm. Men særligt én film har haft afgørende betydning for Viva Rivas visuelle udtryk, Akira Kurosawas japanske Stray Dogs fra 1949.

”Stray Dogs er en simpel krimihistorie om en politibetjent, der mister sin pistol og rejser gennem byen for at finde den. Den er skudt i en særlig dokumentarstil, som jeg har ønsket at efterligne i min film,” fortæller Djo Munga.

Løber aldrig tør for gas
Djo Mungas film har fået positive anmeldelser både på sidste års Toronto-festival, hvor Viva Riva havde premiere, og i flere internationale medier.

The Hollywood Reporter skriver, at ”Viva Riva aldrig løber tør for gas”, mens Varietys anmelder mener, at den er ”et brag af en film fra start til slut”.

Viva Riva blev efter Toronto-festivalen købt af det amerikanske distributionsselskab Music Box. Og flere lande som Canada, England og Australien har siden hen fulgt trop.

Ud i Afrika
Nu er filmen så yderligere blevet købt af et sydafrikansk distributionsselskab, og Djo Munga prøver ihærdigt at få filmen ud i Afrika, hvilket langt fra er nogen nem opgave.

”Jeg er i gang med at organisere visninger til september, hvor filmen skal åbne i seks-syv forskellige afrikanske lande på samme tid. Flere af landene har ingen biografer, så der skal vi selv leje lokaler og sætte et lærred op,” forklarer Djo Munga.