Sundance: Danskerne skal afkoloniseres

Twice Colonized er en film med et ærinde. 

Den grønlandsk-danske dokumentar, der er udtaget til Sundance-festivalens sektion for internationale dokumentarer, tegner et portræt af den grønlandske advokat og menneskerettighedsaktivist Aaju Peter. 

”Filmen handler om afkolonisering,” forklarer hun, da vi mødes sammen med instruktør Lin Alluna i Park City, Utah, et par dage før verdenspremieren, som finder sted i aften lokal tid.

”Det er først for nylig, at det rigtigt er gået op for mig, hvor meget mit sind også er koloniseret. Det er ikke bare den fysiske kolonisering – dét er hele dit væsen, der bliver koloniseret. Og det er en løbende proces.” 

Lin Alluna nikker. 

”Vi har et stort ansvar for at se os selv i øjnene. Men det er meget svært at erkende sine egne blinde punkter,” siger instruktøren, hvorefter Aaju Peter fortsætter. 

”Kolonialisme kræver to parter: koloniherrerne og det koloniserede folk. Og begge parter er nødt til at gennemgå en afkoloniseringsproces. For hvis den ene udvikler sig, mens den anden står stille, er forholdet ulige.” 

”Så det er ikke kun inuitterne og grønlænderne og de andre indfødte folk, der må oppe sig. Det er også jer, mine kære!” siger Aaju Peter og peger på de tre danskere, der sidder rundt om bordet. 

Forsøgt fordansket
Historien i Twice Colonized faldt nærmest Lin Alluna i hænde, da hun for syv år siden så Aaju Peter på gaden foran Tivoli. Instruktøren tog mod til sig og inviterede hende på en kop kaffe. 

”Jeg lærte en masse om Danmarks historie og om mig selv, og jeg følte, jeg var nødt til at give den viden videre,” fortæller Lin Alluna. 

”Mange danskere anser ikke Danmark for at være en kolonimagt, fordi vi har fået fortalt, at Grønland ikke er en koloni. Men vi har meget at lære.” 

Vi sidder i et lille mødelokale på Double Tree-hotellet i Park City, som en håndfuld europæiske filminstitutter splejser om at forsyne med kaffe og sodavand. Vi taler engelsk, selv om Aaju Peter også taler dansk. 

Det var hun nødt til at lære, efter hun som barn blev sendt væk og forsøgt fordansket hos en dansk tandlægefamilie. I filmen fortæller hun, at der hører en bestemt identitet med sproget, som hun ikke bryder sig om. 

Men det går bedre i dag, forsikrer Aaju Peter. 

”Jeg er ikke så meget imod dansk, som jeg plejede at være. Erkendelsen af, at det ikke var min egen skyld, at jeg tabte mit modersmål, hjalp mig. Jeg har fundet fred. Nu bebrejder jeg jer,” siger hun i en halvt spøgende tone. 

Fundamentet fjernet
Aaju Peter er ikke sådan til at overse. 

Med sine mønstrede tatoveringer i ansigtet og på hænderne bærer hun sin identitet på huden. Det er en inuit-tradition, hun har været med til at genoplive, ligesom hun underviser i det østcanadiske sprog inuktitut, som hun lærte, da hun flyttede til Canada. 

Efter at være vokset op som en outsider sætter hun i dag en stor ære i sin identitet. 

”Da jeg vendte tilbage til Grønland, fik jeg at vide, at jeg ikke var grønlænder. Pludselig bliver ens fundament skåret bort, for hvad er jeg så?” spørger Aaju Peter. 

”Jeg vil aldrig være 100 procent grønlænder, men jeg vil heller aldrig blive helt som de canadiske inuitter. Jeg vil for altid være påvirket af den danske og canadiske kultur, og det har jeg været nødt til at anerkende og slutte fred med.” 

Behov for et forum
Twice Colonized viser Aaju Peter holde foredrag og lave lobbyarbejde på vegne af oprindelige folk i Canada, Danmark og Bruxelles, hvor hun kæmper for at etablere et permanent forum for oprindelige folk. 

”Der er ikke nogen organisation, som varetager oprindelige folks rettigheder. Og vi har ikke penge til at skabe sådan en organisation. Vi er nødt til at brødføde vores børn, vi er nødt til at arbejde,” fortæller Aaju Peter. 

”Der bliver givet millioner og milliarder til at beskytte dyrerettigheder, men vi har ikke tusinder af donorer. Vi er nødt til selv at organisere os og sprede budskabet.” 

I EU-parlamentet inviteres oprindelige folk til at tale én gang om året, fortæller Lin Alluna, og under resolutioner påstemples typisk den samme ordlyd om at respektere oprindelige folk. 

Men når det kommer til stykket, er det tomme ord. 

I Twice Colonized møder vi også samekvinden Sofia. Hun fortæller, at svenske advokater nærmest hævder, at samefolket slet ikke eksisterer. 

”De er hvide, så hvem kan se forskel?” siger Lin Alluna og ryster på hovedet. ”Det er så frastødende, og det viser, hvordan vi skandinaver ikke indser vores egen rolle i kolonialismen.” 

”Vi håber virkelig, at den her film kan skaffe oprindelige folk repræsentation inden for europæisk politik. Det gælder ikke kun samefolket, maorifolket eller inuitfolket, men alle oprindelige folk.” 

Personligt er politisk
Twice Colonized har et klart politisk ærinde, men det udspringer af Aaju Peters personlige historie. 

Et tidligt vendepunkt kommer, da hun får nyheden om, at hendes søn er sprunget ud fra tiende etage. Senere fortæller hun åbenhjertigt om sit anstrengte forhold til en jaloux kæreste, der har slået hende og klippet hendes hår kort for at udskamme hende. 

”For mig var det vigtigt at lave så nuanceret et portræt af Aaju som muligt. Jeg ville have det til at være en meget personlig og poetisk film,” siger Lin Alluna. 

”Du insisterede på, at jeg ikke måtte nøjes med at filme succeshistorierne på scenen. For konsekvenser af den kolonisering, du har gennemlevet, er ikke til at se, når du står foran et publikum. Så kan folk få en idé om, at du har styr på det hele.” 

Aaju Peter nikker. 

”I inuit-verdenen er dit sind præcis det samme som universet. Hvad der findes i din Sila, findes også i den store Sila, nemlig universet. Så det er personligt, men også meget politisk.” 

Ildsjælen
Twice Colonized er Lin Allunas debutfilm efter at være blevet færdig på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2017. Helt fra starten var filmen et parløb mellem instruktøren og hovedpersonen. 

”Aaju og jeg udviklede scener sammen og talte om, hvad vi havde brug for at optage. I første omgang var det kun os to, og så tog det fart, da producer Emile Hertling Péronard kom ombord.” 

Filmen har ændret form mange gange. 

”Vi ændrede vores planer hele tiden, og det var en udfordring for produktionen, men det var også nødvendigt. For Aaju er den eneste, der rigtigt ved, hvad det vil sige at være hende,” forklarer Lin Alluna. 

”Det var rigtig hårdt, for jeg er meget hård, og jeg går ikke af vejen for at sige min mening,” siger Aaju Peter med et smil. 

”Men hvis nogen spørger dig, om du kan klare det ene eller det andet, kan du altid bare sige: ’Ja, for jeg overlevede syv år sammen med Aaju Peter!’” 

Hvad ihærdighed angår, lyder det nu, som om de passer hinanden godt. 

”Da Lin nævnte Sundance, fejede jeg det bare hen. Men hun bliver sådan ved, at hun får sin vilje. Hun ligner den her meget danske, uskyldige, søde kvinde, men der brænder en ild i hende!” siger Aaju Peter.