Nyhed
12. sep. 2009
Danske filmskoleelever gør rent bord

Danske filmskoleelever gør rent bord

Fem nyuddannede elever fra Den Danske Filmskole vandt priser på det årlige seminar, Nordiske Talenter.

Af Niels Petersen og Henrik Østergaard

Sidste weekend afholdt Nordisk Film & TV Fond deres årlige seminar Nordiske Talenter, hvor årets afgangselever fra de nordiske filmskoler præsenterer – pitcher – deres kommende filmprojekter.

Juryen, der består af repræsentanter fra den nordiske filmbranche, gjorde i år Den Danske Filmskole til den store prissluger. Alle tre priser gik således til elever fra Den Danske Filmskole.

”Det er et udtryk for, at den skole opererer på et meget højt niveau,” siger Hanne Palmquist, CEO ved Nordisk Film & TV Fond.

Filmskolens legendariske manuskriptlærer, Mogens Rukov, forklarer succesen således:

”Her i Danmark har vi mindre fokus på kunst. Vi er meget optaget af, at de skal være gode håndværkere og gode fortællere. Vi lærer dem at have respekt for historien.”

”Film er skabt til publikum, og publikum skal underholdes. Film skal være underholdende, men ikke underholdning. Det er der jo en forskel på,” tilføjer Mogens Rukov.

De glemte rødder
Instruktøren May el-Thoukhy og produceren Claudia Siesbye (billede) løb med seminarets hovedpris, The Nordic Talents Pitch Prize 2009, for deres pitch af Cairo.

Cairo er historien om en ung dansk kvinde. Hun har en dansk mor og en arabisk far, som i sin iver efter at blive dansk har glemt sine rødder.

May el-Thoukhy og Claudia Siesbye tog afgang med Stykke for stykke, en skarp og helstøbt novellefilm om den første kærlighedssorg, som Ekkos chefredaktør fremhævede som årgangens næstbedste film.

Med prisen følger 220.000 kroner, der er øremærket til den videre udvikling af projektet.

Andenprisen til Rúnarsson
Også juryens special mention-pris gik til nyuddannede instruktører fra Den Danske Filmskole. Og som noget særligt i år kunne hele to elever gå hjem med de cirka 43.000 kroner, der fulgte med prisen.

Rúnar Rúnarsson vandt med projekt Volcano. Det er en familie- og kærlighedshistorie om, hvordan tre generationer forholder sig til fortid, nutid og fremtid.

Juryen, der blandt andre bestod af den svenske instruktør Roy Andersson, fremhævede Rúnarssons ”sjældne evne til at kunne få publikum til at identificere sig med sine karakterer, uanset alder og køn”.

Rúnar Rúnarsson, der er opvokset i Island, men i dag bor i Danmark, blev udpeget af Ekkos chefredaktør som årgangens helt store talent.

Hans afgangsfilm var det rørende skilsmisse-teenagedrama Anna. Den er fotograferet af Sophia Olsson, som på Nordiske Talenter også blev hædret med en pris.

Drømmen om at blive tyrefægter
Dokumentarinstruktøren Kristoffer Kiørboe, der dimitterede fra Filmskolen med Nordlys, blev den anden vinder med sit projekt Àngel. Filmen skildrer den sekstenårige spanier Ángel Jiménez, der drømmer om at blive tyrefægter.

Juryen lagde vægt på instruktørens ”stærke sans for det visuelle udtryk og de intense menneskeskildringer”.

Nordiske Talenter fungerer også som en intensiv pitch-workshop, hvor de lærer at fremlægge deres filmprojekt på en kort og fængende facon.

Ender som færdige film
”Arrangementet skal være en slags springbræt eller en bro for de afgangselever, som tager afgang på de nordiske filmskoler,” siger Hanne Palmquist og tilføjer, at workshoppen giver eleverne mulighed for at etablere et internationalt netværk.

”Jeg vil blive meget ærgerlig og forundret, hvis ikke de tre projekter, som har vundet priserne, ender som færdige film. Det håber jeg da i hvert fald,”  siger Hanne Palmquist.

Relevante artikler

Nyhed
19. juni 2009
Filmskolen gør comeback

Filmskolen gør comeback

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten