Nyhed
11. maj 2023
Dansk verdensstjerne som tyrannisk konge

Christian 2. beordrede i 1520 drabet på en lang række mennesker i den svenske hovedstad Stockholm. I en kommende film spilles kongen af danske Claes Bang.

Foto | Kristóf Galgóczi Németh

Dansk verdensstjerne som tyrannisk konge

Claes Bang indtager rollen som Christian 2. i filmatisering af berygtet massakre. Flere danskere medvirker i den engelsksprogede Viaplay-film, som kommer i biografen.

Af Nicki Bruun

Efter det internationale gennembrud i Ruben Östlunds Guldpalmevinder The Square har Claes Bang erobret verden.

Den danske skuespiller har haft roller i blandt andet storfilmen The Northman og serier som The Affair, Dracula og Bad Sisters. Nu er Bang klar til igen at spille en dansker, men det kommer til at foregå på engelsk.

Han har rollen som kong Christian 2. i det store actiondrama Det stockholmske blodbad, skriver distributøren Scanbox Entertainment i en pressemeddelelse.

Det er en engelsksproget, nordisk produktion om den berygtede massakre på knap 100 adelige i 1500-tallets Stockholm. Danske Christian 2. beordrede massakren på blandt andre folk fra adelen og borgerskabet på grund af en konflikt. Han fik efterfølgende øgenavnet Christian Tyran i Sverige.

Engelske Sophie Cookson spiller hovedrollen som Anne. Hun drager ud på et hævntogt efter de mænd, der myrdede familien ved Annes bryllup.

Med sig har hun plejesøster Freja – spillet af Alba August – og de bliver indblandet i en hensynsløs politisk magtkamp, der kulminerer i massehenrettelsen i Stockholm.

Også Ulrich Thomsen, Mikkel Boe Følsgaard og Jakob Oftebro er at finde på rollelisten i det historiske drama.

Pan-nordisk film
Det stockholmske blodbad instrueres af svenske Mikael Håfström, der fik et hit med Jan Guillou-filmatiseringen Ondskab i 2003.

Han har siden instrueret film og afsnit af serier som Bloodline i USA, hvor han også snart er aktuel med sci-fi-thrilleren Slingshot.

Manuskriptet til Det stockholmske blodbad er skrevet af nordmændene Nora Landsrød og den kendte forfatter Erlend Loe, så det må virkelig siges at være en pan-nordisk film.

Scanbox Entertainment giver filmen biografpremiere i Danmark og resten af Norden den 18. januar næste år. I løbet af efteråret 2024 kommer filmen på streamingtjenesten Viaplay, som er hovedproducent på filmen.

For nylig havde Viaplay premiere på deres første danske film, Birgitte Stærmoses Camino. Den fik enkelte biografvisninger, inden den kort efter kom på streamingtjenesten.

Men med Det stockholmske blodbad er der altså lagt op til en længere eksklusiv periode i biografen.

”Vi er utroligt begejstrede for samarbejdet med Viaplay på Det stockholmske blodbad om biografdistribution i Skandinavien,” udtaler Merete Christensen, chef for biografdistribution hos Scanbox Entertainment, i pressemeddelelsen.

”Mikael Håfström og Viaplay Studios har skabt en unik, underholdende og spektakulær biograffilm, og vi har nu fornøjelsen af at få den rullet ud i biografer i hele Norden, så alle kan opleve den på det store lærred. Vi kan ikke vente med at komme i gang med lanceringen.”

Relevante artikler

Serieanmeldelse
13. aug. 2022
Bad Sisters

Bad Sisters

Serieanmeldelse
03. jan. 2020
Dracula

Dracula

Nyhed
28. nov. 2018
Claes Bang skal spille Dracula

Claes Bang skal spille Dracula

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten