Dansk instruktør med unik adgang til Moneyland

I 2015 anklagede en russisk multimilliardær en schweizisk kunsthandler for at have snydt ham for en milliard euro. Det fik en lavine af retssager til at rulle og gav et sjældent indblik i de superriges lukkede verden.

Christopher Nolan læste med og lod sig inspirere til Tenet, hvor en russisk oligark gemmer kunstværker i en freeport – en lovløs lagerhal, der er uden for national ret og typisk findes i en lufthavn.

Andreas Dalsgaard læste også med. Han var med til at skrive og producere Andreas Koefoeds dokumentar The Lost Leonardo fra 2021, hvor skandalesagen er en afgørende del af historien om det nyfundne Da Vinci-maleri, som måske er uægte.

Autenticitet er ikke det afgørende. Filmens clou er dens kobling mellem galopperende kunstpriser, risikovillig kapital og en boomende overklasse af oligarker, der veksler rigdom til magt og indflydelse i Europa såvel som i Rusland.

”Allerede dengang vidste jeg, at det var en historie, der skulle arbejdes videre med,” forklarer Andreas Dalsgaard, da vi mødes på den amerikanske Sundance-festival, hvor han præsenterer det første af tre timelange afsnit af The Oligarch and the Art Dealer.

0,00001 procent rigeste
Oligarken er russeren Dmitry Rybolovlev. Han skabte sin formue i 1990’erne ved at shanghaje de nyligt privatiserede, sovjetiske lagre af gødningsmidlet potaske.

Kunsthandleren er schweizeren Yves Bouvier, der drejede sin families transportforretning i retning af kunstmarkedet og var en af hovedarkitekterne bag freeport-konceptet. 

”Serien viser en serviceindustri, som hjælper de 0,00001 procent rigeste mennesker i verden med ikke at betale skat eller til deres eks, hvis de bliver skilt,” forklarer Andreas Dalsgaard. 

Foruden at være uddannet fra Den Danske Filmskoles fiktionslinje har instruktøren læst antropologi. Og han har brugt det nysgerrige blik på verden i dokumentarfilm som Afghan Muscles (om bodybuildere i Kabul), The War Show (om det arabiske forår) og Fædre og sønner (om den kulørte Haslund-Christensen-familie i tre generationer). 

Han har også udfoldet sin interesse for anderledes historier gennem selskabet Elk Film, som han stiftede i 2013. I år har han haft hele to dokumentarer på Sundance-festivalen, da Elk Film også har co-produceret Poh Si Tengs American Doctor, der handler om tre amerikanske læger i Gaza.

Vildere end fiktion
For Andreas Dalsgaard var det netop muligheden for at skildre et miljø, alle har hørt om, men få for alvor kender, der fik ham til at følge opgøret mellem Rybolovlev og Bouvier til dørs.

”Der er utroligt mange dokumentarfilm fra verdens brændpunkter og mennesker i udsatte situationer. Men der er meget få, som beskæftiger sig med verdens rigeste mennesker,” siger den 45-årige instruktør.

”Det er enormt svært at få adgang, og dokumentarfolk har sjældent en naturlig forbindelse til den verden. Men hvis du kigger på fiktionsfortællinger fra Billions over James Bond til Succession, så elsker vi fortællinger fra den verden.”

”Det fascinerende ved den her historie er, at den har alt det, man ser i de historier. Det foregår altså bare i den virkelige verden, og det er endnu vildere end fiktionen.” 

Under retsopgøret blev tusindvis af dokumenter frigivet, og dem fik Andreas Dalsgaard adgang til.

Humlen i sagen er, at Yves Bouvier over for Dmitry Rybolovlev skal have præsenteret sig som en agent, der formidler kontakten mellem køber og sælger af verdenskunstens mesterværker – mod en kommission på to procent af købsprisen.

Men reelt købte han typisk kunstværkerne selv, inden han solgte dem videre med en avance på millioner, som han stak i sin egen lomme.

I serien holder Yves Bouvier på, at hans prisstigninger var gængs praksis, og at han ikke har snydt nogen. Man mærker en hovedperson, som ikke nødvendigvis har rent mel i posen, men som alligevel er ivrig efter at stille op.

”Han lå i krig med russeren og havde et meget stort behov for at fortælle sin version af historien efter i årevis at være blevet hængt ud som en storsvindler.”

Ekstrem risikovillighed
Af tvistens to hovedpersoner er det kun kunsthandleren, der optræder som et vidne i serien. Dmitry Rybolovlev giver generelt ikke interviews. 

I stedet stillede han en række af sine samarbejdspartnere til rådighed for produktionen, der på den måde kunne sikre et afbalanceret portræt – uden at forholde sig til, hvem af de to der har ret. Eller måske rettere: Hvem der har mest ret.

”Da vi lavede The Lost Leonardo, var det ikke interessant for os at bedømme, om maleriet var ægte eller ej. Med denne historie er det ikke op til os at vurdere, om Yves Bouvier har gjort noget kriminelt eller ej. Det er op til domstolene – og han er ikke blevet dømt.”

”Det har været vigtigt for mig at kigge på de her to figurer – den russiske oligark og kunsthandleren – som mennesker. Hvorfor gør de, som de gør? Hvad er de for mennesker? Og hvad er det, som har gjort dem så succesfulde?”

Undervejs kunne Andreas Dalsgaard pege på især et af de personlighedstræk, der har tjent dem begge godt.

”De er ekstremt risikovillige. Hvis jeg går langs kanten af afgrunden, står sådan én som Bouvier og kigger ud over den. Han var snowboardpioner i 80’erne. Det giver et indblik, ikke bare i hans villighed, men hans drift mod fare og risiko.”

”Modsat ham er en mand som Rybolovlev drevet mod sikkerhed. Når du bliver rig i Rusland, får du behov for at beskytte dit liv og dine penge. Og hvad gør det ved et menneske at leve under det pres?”

Med åbne arme
The Oligarch and the Art Dealer skildrer et kunstmarked, hvor priserne eksploderer, fordi kunstauktioner bruges som skalkeskjul for finansiel spekulation.

”I stedet for at flytte penge mellem os kan vi udveksle et ejerskabsdokument på et kunstværk til 100 millioner kroner. Samleobjekter er eksploderet i værdi, fordi man kan flytte penge i hemmelighed og opbevare dem i freeports i internationale områder, hvor man ikke skal betale skat.”

Serien tegner undervejs et større portræt af et vestligt samfund, der har mødt de russiske rigmænd med åbne arme.

”I Vesten var vi enormt glade for at tage imod deres penge, om det så var med freeports eller ejendomme i London. Da Rusland invaderede Ukraine, opstod der et problem. For det er jo ikke bare kunst eller ejendomme, man køber. Det er også indflydelse og adgang til elitære netværker.”

Dmitry Rybolovlev har ikke selv været ramt af sanktioner – han solgte sine aktier i selskabet Uralkali i 2010 – mens hans historie er et eksempel på de sammenfiltrede interesser, man i Vesten har brugt de seneste år på at rede ud eller tysse ned.

Trump i gæld?
Rybolovlev er også et arketypisk eksempel på en ny skurkerolle i vores film: oligarken. Tænk på Michael Nyqvists rolle i John Wick, Zlatko Burić i Triangle of Sadness eller den ultrarige svigerfamilie i Anora.

Men som Andreas Dalsgaard pointerer, er oligarker ikke begrænset til Rusland.

”Begrebet betyder jo bare, at der er en nøje sammenhæng mellem at være formuende og at have politisk indflydelse. Og det ser vi i eksploderende grad i USA i dag.”

I serien optræder den britiske journalist Oliver Bollo, der har opfundet begrebet ”Moneyland” til at beskrive det lukkede miljø, som er forbeholdt verdens ultrarige. 

”Det er ikke et virkeligt land – og alligevel er det helt virkeligt. Vi ser det i yachterne ud for Monaco og i privatflyene i lufthavnen. Vi møder det på Instagram og TikTok. Og vi ser det i Trump,” forklarer Andreas Dalsgaard. 

Den amerikanske præsident Donald Trump har også selv en forbindelse til Dmitry Rybolovlev. I 2004 købte han et palæ i Florida for 40 millioner dollars, som han fire år senere solgte til oligarken for 95 millioner.

”Det har været meget diskuteret, om de russiske penge hjalp Trump med ikke at gå fallit, og derfor satte ham i gæld.” 

Offentligheden betaler
Men pengene flyder også bare efter markedets love og gennem de smuthuller, som snarrådige finansfolk har prikket i dem. Spekulation er uundgåelig, for eftertragtet kunst er et sikkert sted at placere sine penge.

”Kunst fra de 30 bedst sælgende kunstnere på verdensplan har en gennemsnitlig årlig stigning på otte til ti procent. Så hvis du har penge nok til at købe meget eftertragtet kunst, er det en bedre investering end stort set noget andet,” siger Andreas Dalsgaard.

”Og skal du bruge penge, kan du bare gå ned i banken. Bank of America har for eksempel en afdeling, som giver lån med sikkerhed i kunst.”

Det er en gammelkendt sandhed, at kunstnere først bliver eftertragtede, når de ligger i graven. Alligevel er der noget paradoksalt over den stadig mere astronomiske forskel på kunstnere og køberne. Menneskene bag kunstværkern har ofte stået på et luset atelier med tuberkulose, som Andreas Dalsgaard formulerer det.

Det er en forstemmende tanke, at så meget af verdens kunstskat holdes bag lås og slå eller bruges som spillejetoner med skattemyndighederne. Dmitry Rybolovlev går således for at have en af verdens mest imponerende private kunstsamlinger, som han ikke mindst har erhvervet sig med hjælp fra Yves Bouvier. 

”Kunsten er efterhånden blevet så dyr, at der ikke er nogen kunstmuseer, som har råd til at købe den. Kunst er blevet noget, som er ejet privat af få mennesker.”

Når de private samlinger alligevel bliver vist frem, skyldes det ofte skattespekulation.

”Hvis du som milliardær vil give din formue videre til dine børn, er det smart at donere en kunstsamling til et museum.” 

”Hvis du har samlet kunst de sidste 30 år, har du måske brugt 200 millioner kroner. Men kunsten stiger i værdi, og måske er den samling nu en milliard værd. Og hvis du donerer den til et museum, kan du trække milliarden fra i skat, når du donerer til dine børn.”

”På den måde ender meget af den dyreste kunst stadig et sted, hvor offentligheden kan se det. Men det er også offentligheden, der får lov at betale.”

Penge er Gud
I takt med at rigdom globalt koncentreres på stadig færre hænder, bliver historier om finansverdenen og verdens ultrarige også i stigende grad det rette nøglehul at se verdens rette sammenhæng igennem.

”Vores verden minder efterhånden mere om 1800-tallet end det, vi har skabt gennem de sidste 100 år. Det er også reflekteret i den måde, kunst bliver handlet på,” siger Andreas Dalsgaard.

”Penge er Gud, og ingen symboliserer det bedre end den orange mand, der er valgt til præsident i USA, og som elsker at se sit navn skrevet i guld. Det siger lidt om, hvad der driver et samfund som det amerikanske.”

”Det demokratiske retssamfund kræver, at der findes noget, man ikke kan købe sig til. Historien i vores film viser, hvordan du i dag – også i Europa – kan købe dig til retfærdighed, sandhed og skønhed. Hvis du bare har penge nok.”