Nyhed
07. dec. 2020
Dansk filmbranche taber på nedlukning
Mange danskere har moret sig over trekløveret spillet af Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro i Retfærdighedens ryttere, men fra onsdag kan filmen ikke ses i biografer i store dele af landet. Foto | Rolf Konow

Dansk filmbranche taber på nedlukning

”Det smadrer min film,” siger Søren Kragh-Jacobsen, hvis Lille sommerfugl rammes hårdt af corona-tiltag. Producent Peter Aalbæk Jensen skønner, at Retfærdighedens ryttere vil miste 200.000 billetter.

Af Thea Torp

Nyheden om, at biograferne må holde lukket i 38 kommuner hen over julens højsæson, har ramt den danske filmbranche hårdt.

Tidligere i dag bebudede statsminister Mette Frederiksen ved et pressemøde, at biograferne i hovedstadens kommuner og større byer såsom Odense og Aarhus må lukke dørene frem til 3. januar.

Det kan betyde en nedgang i billetsalget på 75 procent, lyder det fra Lars Werge, formand for Danske Biografer. Og det er både biografer, publikum og filmskaberne, der bliver hårdt ramt.

”Det smadrer stort set min film, og det er jeg virkelig ked af. Vi er mange, der mister rigtig mange penge,” siger Søren Kragh-Jacobsen, hvis første film i syv år, Lille sommerfugl, havde premiere 3. december.

”Der er altid sommerfugle i maven, når man har premiere på en ny film. Særligt når det er en film som denne, som jeg er rigtig glad for selv,” fortsætter instruktøren, der fik fire stjerner af Ekkos anmelder for Lille sommerfugl.

”Men det er jo forfærdeligt. Det er synd for mine producenter, mig selv og Nordisk Film. Det er synd for publikum,” siger Søren Kragh-Jacobsen, som tidligere har instrueret Mifunes sidste sang og Drengene fra Sankt Petri.

”Filmen er et kærligt postkort fra landet og solidarisk med dem, der bor der. Sådanne film er der ikke mange af i Danmark, de vrimler altid med københavnersnuder,” siger instruktøren, der dog forholder sig optimistisk til, at filmen nok skal få liv på et senere tidspunkt.

Penge i Jylland
Peter Aalbæk Jensen, grundlægger af og producer hos Zentropa, holder sig fortrøstningsfuld, selv om nedlukningen også hos ham er et hårdt slag.

Filmselskabet står bag efterårets store biografsucceser, Druk og Retfærdighedens ryttere, der indtil videre har solgt henholdsvis næsten 800.000 og over 400.000 billetter i de danske biografer.

”Det er nogle stærke film, vi har lavet. De er ikke sådan lige at banke ned under guldbrædderne, og folk er fuldstændig desperate efter underholdning,” siger produceren.

Alligevel kommer Zentropa til at tabe billetter på den delvise nedlukning. Mange billetter.

”I øjeblikket ser det ud til, at Retfærdighedens ryttere følger de samme tal som Druk. Med nedlukningen kommer vi formodentlig til at sælge 200.000 færre billetter,” siger Peter Aalbæk Jensen.

Han fortæller, at manglen på amerikanske film i biograferne har skabt plads til de danske film. På den måde har Zentropa tabt penge på coronakrisen, men også tjent på den.

Spørgsmålet er, om det vil gå op i sidste ende. Produceren skønner, at 150.000 af billetterne indløst til Druk kan tilskrives den manglende konkurrence fra de amerikanske spillefilm.

– Der spekuleres i, om det kunne være fornuftigt at tage Retfærdighedens ryttere af plakaten. Har I nogle planer om det?

”Nej, det ville da være en hån mod folk i Jylland, der gerne vil ind og se en god film på torsdag. Retfærdighedens ryttere lader vi bare ligge og køre i Jylland. Den sælger masser af billetter i provinsen.”

Relevante artikler

Biografanmeldelse
18. sep. 2020
Druk

Druk

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten