Dansk film i franske gevandter

Der er ingen danske film i den eftertragtede hovedkonkurrence på Cannes-festivalen i år. Men det er der så alligevel.

Franske Catherine Breillats Last Summer (på fransk: L’été dernier) fremtræder i det store og flotte Cannes-katalog som en pure fransk film med et manuskript af instruktøren selv.

Det er dog mildt sagt en sandhed med modifikationer.

Filmen er nemlig et remake af May el-Toukhys danske Dronningen, som er skrevet af instruktøren sammen med Maren Louise Käehne. Den havde premiere for fire år siden, hvor vi fejrede værket med sjældne seks stjerner.

Og Last Summer er en af den slags genindspilninger, der nærmest én til én overfører historien til et andet land og et andet sprog, så hjemmepublikummet slipper for undertekster.

Historien om en moden og succesrig kvinde, som sætter alt på spil for en heftig affære med ægtemandens syttenårige søn, foregår ikke i Danmark, men Paris.

Hovedpersonen hedder stadig Anne, men spilles af Léa Drucker, ikke Trine Dyrholm. Den stakkels søn, der bliver kørt rundt i manegen, hedder Théo og spilles af Samuel Kircher – ikke det svenske talent Gustav Lindh (i fransk film har man ikke brug for svenske støttekroner).

Der er få forskelle, og her skal jeg advare om spoilers.

En ny slutning
Sexscenerne mellem Anne og stedsønnen fylder mere i den danske film. Her er de også mere eksplicitte, udfordrende og frække.

Slutningen er anderledes i den franske.

I den danske tager ægteparret og børnene i sommerhus i Sverige, hvor de bliver opsøgt af stedsønnen, der med god grund er ude af sig selv. Han er forelsket op til begge ører og er blevet forrådt af Anne.

Men han afvises igen og dør – hører vi – i skoven, hvilket altid har været en noget antiklimatisk off screen-slutning.

I den franske film banker stedsønnen på sent om aftenen. Parret ligger i sengen, men Anne går ud og åbner døren. De har en ophedet clinch, som ender med, at Anne giver efter for begæret. De har sex, hvorefter hun går tilbage til ægtemanden.

I sengen forsøger hun at fortælle ham sandheden om affæren, men han stopper hende. Ligesom i den danske film er vi ikke i tvivl om, at han godt er klar over, hvordan det hænger sammen. Men han vil hellere redde sit ægteskab end hjælpe sønnen.

Dyrholm er dygtigere
Man kan argumentere for, at hvor den danske film fælder en moralsk #MeToo-dom over Anne, der har udnyttet en teenager, er den franske mindre fordømmende over for hendes begær.

Her kan affæren i princippet fortsætte, og hvor Annes søster i den danske tager meget klart afstand fra hendes affære, er hun hurtigt tilgivende i den franske.

Catherine Breillat er kendt for sine skildringer af kvinders seksualitet, der ikke nødvendigvis følger samfundets normer og en institution som ægteskabet.

I Romance fra 1999 udforsker en kvinde sit begær uden for et parforhold, der ikke kan tilfredsstille hende seksuelt. Og hun får hjælp af ingen ringere end den italienske pornostjerne Rocco Siffredi.

Gør det Last Summer til en bedre film end Dronningen?

Overhovedet ikke.

Trine Dyrholm er en bedre skuespiller end Léa Drucker, og hun leverer en mere sitrende intens præstation. Fotograferingen er også mere spændende i den danske version, hvor Jasper Spanning tilfører det mørke drama en visuel prægnans gennem brug af naturen, den lange indkørsel til huset med mere.

Men alt dette må henhøre under, hvad der kan kaldes akademiske betragtninger. I bund og grund er Last Summer den samme film som Dronningen.

Spiller på det sikre
Remakes er typisk et amerikansk fænomen.

Filmindustrien forsøger af økonomiske grunde at spille på det sikre ved at genbruge en europæisk eller asiatisk filmfortælling, som allerede har vist sin bæredygtighed.

12 Monkeys er en veloplagt kulørt genindspilning af stillbillede-mesterværket La Jetée, men næsten altid bliver kopien en svag afglans af originalen.

Der kan være delte meninger om remakes, men hvorfor i alverden har Cannes-festivalen udtaget Last Summer til en konkurrence, der om noget er en dyst på originalitet?

Har et land, der producerer 200 film om året, virkelig ikke andet at byde på? Eller er det endnu et eksempel på, at festivalen værner om sine venner – Catherine Breillat er en af dem – som på det nærmeste er forhåndsudtaget, uanset hvad de kommer med?

Jeg overlever nok at spilde to timer i løbet af festivalens to uger på en film, jeg har set før. Men det er synd for den unge instruktør, der har fået sin film afvist for at gøre plads til Last Summer.

Forhåbentlig har festivalen nu bidt mærke i May el-Toukhy og Maren Louise Käehnes navne, så vi snart kan se dem på den røde løber i Sydfrankrig.

Det fortjener de.