Nyhed
04. jan. 2019
Dansk film øger billetsalget med 50 procent
Fjerde film i den populære Afdeling Q-serie om Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas), Journal 64, blev årets store biografbasker, der solgte næsten dobbelt så mange billetter som nummer to. Foto | Zentropa

Dansk film øger billetsalget med 50 procent

Bøger, biopics og brands trækker folk i biografen til danske film, der i 2018 solgte 3,7 millioner billetter og opfyldte politikernes succeskriterium om en markedsandel på 29 procent.

Af Claus Christensen

Publikumskrisen er aflyst.

Efter dalende billetsalg til danske film i 2016 og 2017, hvor vores markedsandel af publikumstallet var nede på blot 21 procent, står den hjemlige filmbranche igen stærkt.

3,7 millioner billetter til danske film blev der langet ud gennem billetlugerne i 2018. Det er en fremgang på 50 procent i forhold til 2017, hvor der kun blev solgt 2,5 millioner billetter.

Vi er dermed tilbage på en markedsandel på 29 procent, skriver Det Danske Filminstitut. Det plejer at placere os blandt de tre lande i Europa, hvis film har den højeste andel af hjemmemarkedet.

Netop 29 procent er den målsætning, som et enigt Folketing har opstillet i Filmaftalen for de kommende fem år.

Bøger sælger billetter
Årets suverænt mest sete film var fjerde del af Afdeling Q-krimien Journal 64, der solgte 765.477 billetter. Den har trukket næsten dobbelt så mange mennesker i biografen som nummer to på listen: John Mogensen-portrættet Så længe jeg lever, der solgte 409.269 billetter.

På tredjepladsen ligger Bille Augusts filmatisering af romanklassikeren Lykke-Per, der i efteråret solgte 394.256 billetter.

Disse tre film blev i 2018 ikke bare de mest sete danske film, men også de mest sete overhovedet herhjemme i biografen. Tretten millioner billetter blev der i alt solgt i biografen, hvilket er en fremgang på tre procent.

Særligt opsigtsvækkende er Anders Matthesens fjerdeplads med Ternet Ninja. Den fik premiere 1. juledag og har således på bare syv dage solgt 328.256 billetter. Uden tvivl vil Anders Matthesen slå sine forrige to film: Sorte kugler (405.000) og Terkel i knibe (376.000).

Journal 64, Lykke-Per og Ternet Ninja er baseret på en bog. Det samme er Vildheks, som ligger på tiendepladsen, mens Så længe jeg lever er en biopic om en folkekær dansk sanger. Det cementerer det billede, som har tegnet sig i de senere år, nemlig at publikum vælger historier, som de kender i forvejen.

Det bliver yderligere understreget af, at nummer seks på listen er Far til fire i solen, som er en del af den tilsyneladende uendelige folkekomedieserie.

Julekomedie gav bonus
Så meget mere imponerende er det, at Paprika Steen og manuskriptforfatter Jakob Weis formår at klemme sig ind på femtepladsen med julekomedien Den tid på året, som ikke bygger på et kendt forlæg.

Også niendepladsen byder på en original historie. Det er Gustav Möllers thriller og Oscar-bejler Den skyldige (140.545), der handler om en politimand, som modtager et alarmopkald og forsøger at hjælpe en bortført kvinde over telefonen.

Det hører med til regnskabet, at Så længe jeg lever, Lykke-Per, Den tid på året og Den skyldige er blevet hjulpet af at have været med i Biografklub Danmarks program, hvor billetterne sælges til halv pris.

To af titlerne på top 10 er animationsfilm – Ternet Ninja og Hodja fra Pjort – og det siger noget om, at dansk film med de rigtige projekter er i stand til herhjemme at konkurrere med Pixar og Disney.

Kant? Nej, tak!
Men oversigten over årets billetsalg er ikke kun gode nyheder for dansk film. Særligt en type af film har det stadig rigtigt svært, nemlig de eksperimenterende arthouse-film.

Årets dårligst sælgende film blev således Kasper Kalles debutspillefilm Christian IV – den sidste rejse, som kun formåede at lokke 1.033 mennesker i biografen. Den fik dog også lunkne anmeldelser.

Det gjorde den næst dårligst sælgende film derimod ikke. Isabella Eklöfs grænseoverskridende kvindeportræt Holiday har optrådt på de fleste mediers liste over årets bedste film – i Politiken strøg den oven i købet til tops. Men kun 2.705 mennesker har set den i de blot syv biografer, der havde filmen på plakaten.

Det må efterhånden også konstateres, at Lars von Triers brand ikke længere sælger billetter. 26.053 har indløst billet til The House That Jack Built, selv om den ellers var noget så kulørt som en seriemorderfilm.

Kritikere og debattører efterlyser ofte udfordrende film med kant, men publikumstallene viser ikke den store interesse for den type film.

Danske spillefilms billetsalg i 2018


Mest sete 

1. Journal 64 (765.477)

2. Så længe jeg lever (409.269)

3. Lykke-Per (394.876)

4. Ternet Ninja (328.256)

5. Den tid på året (327.756)

6. Far til fire i solen (251.821)

7. Hodja fra Pjort (169.354)

8. Julemandens datter (151.966)

9. Den skyldige (140.545)

10. Vildheks (99.842)

(kun medtaget film, der har fået regulær biografpremiere i 2018)


Mindst sete 


1. Christian IV - den sidste rejse (1.033)

2. Holiday (2.705)

3. Charmøren (4.375)

4. Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn (13.789)

5. The House That Jack Built (26.053)

(Regulær biografpremiere i 2018 og støttet af Filminstituttet)

Kilde: Det Danske Filminstitut / Danske Biografer

Relevante artikler

Nyhed
02. jan. 2019
Anders Matthesen sætter åbningsrekord

Anders Matthesen sætter åbningsrekord

Nyhed
02. nov. 2018
Færre rammer, flere krav

Filmaftalen: Færre rammer, flere krav

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten