Da min kornmark blev Halmtorvet

Jeg læste engang, at Guldalderen i dansk malerkunst var betinget af nationens krise. 

Verden var simpelthen blevet for skræmmende, og kunsten måtte derfor benyttes til at berolige. 

Måske var det derfor, at jeg i dagene efter nedlukningen i marts, tyede til DR’s Bonanza. 

Coronavirus, død og økonomisk krise – min urolige sjæl måtte lindres med balsam i form af gamle udsendelser fra dengang, hvor verden endnu ikke var gået af lave. 

Det vil sige, jeg stoppede op i fattigfirserne. Min kornmark blev Halmtorvet, og motiverne var alt andet end idylliske.

Befriende løs struktur
Jeg blev især draget af Lars Engels’ observerende dokumentarer, der sammen med fotograferne Lars Schou og Søren Ingemann tegner et billede af 90’erne på samfundets bund.

I min isolationshule fandt jeg trøst i de trøstesløses skæbner.

De skæve eksistenser blev mine venner, og jeg har grint og grædt med Grethe, Johnie, Eva, Egon, Jimmy, Bente, Pia og alle de andre til tonerne af Sinéad O’Connors Nothing Compares 2U, der ofte akkompagnerer armoden, selv om den bryder med Engels’ ellers naturalistiske stil. 

Formlen er simpel. 

Lars Engels skildrer et Underdanmark i form af narkomaner, prostituerede, sindslidende og kriminelle ved at lade os komme tæt på det enkelte menneske i nærmiljøet. 

De udsattes liv og historie fortælles i en cinéma vérité-stil med befriende løs struktur. Der er intet krav om fint afrundede fortællebuer. Ofte går vi ind og ud af en persons liv i adstadigt tempo, uden at der er sket det helt store.

Junk på toilettet
Klassikeren er Pigerne på Halmtorvet (1992), hvor kameraet er placeret i varmestuen Reden på Vesterbro.

Mellem en kop kaffe og makeup-lægning fortæller prostituerede om deres skæbner, samtidig med vi er med til fællesmøder, hvor der forsøges med selvjustits i forhold til stoffer. Da det ikke altid er lige let at overholde, slutter dokumentaren midt i et ophedet skænderi om junk på toilettet.

Dokumentaren er en del af serien Lars Engels’ Vesterbro, der er lige så seværdig som serierne Pigerne, Valby socialkontor og Dømt til behandling.

Sidstnævnte skal næsten ses sammen med Sjælen på vrangen (2002), der dog ikke er en Engels-produktion, men en lignende skildring af Hvidovres psykiatriske afdeling. Her huserer en ung læge ved navn Peter Lund Madsen, som på forbilledlig vis lytter til de maniske, de skizofrene og alt derimellem.

Men dem, der for alvor sidder fast, er Bente og Eva.

Skjult under sengen
Et glas vand til Johnie (1994) er titlen på første afsnit af serien Valby socialkontor. 

En daglig gæst på socialforvaltningen er narkomanen Bente, der både er halvracistisk, truende og påståelig, men alligevel kryber ind under huden på én.

I en optagelse ser vi en træt sagsbehandler, der forklarer Bente, at man altså ikke må skjule sit barn i hjemmet, når det er tvangsfjernet. Bentes svar er et pudseløjerligt angreb på sagsbehandleren, fordi de først fandt hende efter en måned.

I Pigen der troede hun kunne flyve (2004) – første del af Pigerne – følger vi Eva. Efter at have overlevet et fald ud af et vindue på tredje sal ønsker hun at blive stoffri og overflyttes derfor til en stoffri kvindeafdeling i Horserød Statsfængsel.

Da hun sidder og får klippet håret af en af de ansatte, vælter historier fra barndommen ud af hende.

Mens vi nøje følger saksen, fortæller Eva skjult bag et gardin af pandehår om den dag, hvor hun løb hjem til sin mor fra et børnehjem, og politiet måtte hive hende frem fra sit skjul under sengen.

Pludselig står det klart, at Eva er Bentes datter! 

Tilbage til hverdagen
Bente er død imellem de to dokumentarer, og Eva, der har lært både at trække og fixe af sin mor, er fortsat i hendes fodspor.

Det er hårde skæbner, som til tider er ubærlige. Men det er også en påmindelse om, at uanset hvor hårdt livet rammer, bliver det på et tidspunkt hverdag igen.

Det er ikke kun død, stoffer og ødelæggelse i Lars Engels’ film, men også frisørsalon, forståelse og gode samtaler.

Hvilket er værd at huske på og værdsætte, særligt i nationale krisetider som det uforglemmelige corona-forår.