Claude Lanzmann er død

Den anerkendte franske filmskaber Claude Lanzmann er torsdag morgen død i Paris. 

Han blev 92 år gammel, men allerede da han fyldte 90, skal han ifølge den franske avis Le Monde have sagt: ”Døden er der, det kan ske når som helst. Statistikken er imod mig. Det er meget dårligt.” 

Claude Lanzmans store mesterværk er den næste ti timer lange dokumentar, Shoah, der af mange regnes for det ultimative værk om holocaust.

Den er baseret på 350 timers materiale og består af interviews med både ofre og bødler samt nogle af de mange vidner, der forholdt sig tavse til jødeudryddelsen. 

Shoah handler ikke mindst om kontrasten mellem fortidens ubegribelige rædsler og en nutid, hvor næsten alle spor er fjernet. 

Så mesterlig er filmen, at Lanzmann af mange blev betragtet som en slags moralsk overdommer, hvad angår holocaust-film. Han vendte sig skarpt imod Steven Spielbergs Schindlers liste, fordi den i hans øjne gør udryddelsen til en underholdende Hollywood-film.

Til gengæld sagde Lanzmann god for ungarske Lásló Nemes’ Sauls søn (2015), der skildrer en jødisk fange, der blev tvunget til at arbejde i kz-lejren Auschwitz. 

Kærlighed til Nordkorea
Claude Lanzmann blev født i 1925 af en jødisk familie, der under Anden Verdenskrig måtte skjule sig for nazisterne. 

Som syttenårig sluttede han sig til den franske modstandsbevægelse, og senere blev han en stor modstander af den franske krig i Algeriet. 

Ud over at være dokumentarinstruktør var Lanzmann igennem sit liv også forfatter, filosof, journalist og chefredaktør for det franske Les Temps Modernes, som hans venner Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir etablerede. 

Han vendte tilbage til holocaust-temaet i filmene Sobibór, 14 octobre 1943, 16 heures (2001) og Le dernier des injustes (2013). Men Shoah er og bliver hovedværket, som alle andre film om emnet uundgåeligt vil blive sammenlignet med. 

Lanzmanns sidste film blev Napalm, der havde verdenspremiere på Cannes-festivalen i 2017. I filmen genbesøger han Nordkorea, hvor han i 1958 havde en kærlighedsaffære, som regimet satte en stopper for. 

Alligevel bevarede Lanzmann livet igennem en større sympati for Nordkoreas kommunisme end for det kapitalistiske USA, der  under Korea-krigen i starten af 1950’erne ”smed mere end én bombe pr. person”, som han siger i filmen.