I 1983 blev danske Johan Otto von Spreckelsens bud på Menneskehedens Triumfbue eller La Grande Arche i Paris valgt for næsen af de franske kandidater.
Foto | Ex NihiloClaes Bang nomineret for udskældt rolle
Dansk skuespiller er nomineret til Frankrigs svar på en Oscar for sit portræt af arkitekten Johan Otto von Spreckelsen – en rolle, som hans enke og søn har taget afstand fra.
Claes Bangs portræt af den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, som mod alle odds vandt en international arkitektkonkurrence udskrevet af den daværende franske præsident François Mitterrand, har ikke kun mødt roser.
For næsen af de hjemlige kandidater valgte komitéen i 1983 arkitektens bud på Menneskehedens Triumfbue eller La Grande Arche i bydelen La Défense i Paris. Men under tilblivelsen opstod der alskens konflikter.
Den franske film Den nye triumfbue er lavet uden accept fra Johan Otto von Spreckelsens enke. Tværtimod har 92-årige Karen von Spreckelsen gået ud offentligt og undsagt filmen.
”Som enke efter J.O. von Spreckelsen er jeg både dybt såret og krænket over filmens fremstilling af den åbne kube, dens tilblivelseshistorie og portrættet af min mand og mig selv – en fremstilling, der på en ubehagelig måde tilsværter hans minde,” skriver hun i et debatindlæg i Politiken.
Men nu er danske Claes Bang, der har hovedrollen som den afdøde arkitekt, blevet nomineret til en César – Frankrigs største filmpris og svar på Oscar. Filmen, der også har Sidse Babett Knudsen på rollelisten, er desuden nomineret i syv andre kategorier, herunder bedste instruktør til Stéphane Demoustier.
Hyldest til arkitekten
Størstedelen af kritikken mod filmen handler om måden, Johan Otto Von Spreckelsen bliver fremstillet på. Ifølge sønnen Filip von Spreckelsen tegner filmen et forkert billede af hans far som en egocentreret person, der var aggressiv over for hans mor.
”Når jeg tænker på de kvinder, der har været udsat for den slags overgreb, hvad sidder de så mon ikke og tænker om min far? Sådan var deres ægteskab altså ikke. Sådan var min far ikke,” siger Filip von Spreckelsen i et interview med DR.
Stéphane Demoustier har forsvaret sig ved at fremhæve, at filmen ikke er en dokumentarisk gengivelse af virkeligheden, men et dramatisk værk. Han har også understreget, at filmen er tænkt som en hyldest til arkitekten.
Claes Bang har henvist til, at handlingen i store træk er baseret på den franske forfatter Laurence Cossés bog La Grande Arche. I Go’morgen Danmark på TV 2 siger han:
”Jeg bliver nødt til at støtte mig til og trøste mig ved, at jeg har talt med en hel masse mennesker, som rent faktisk kendte Johan, og som også var med ham på projektet i Paris. De siger, at de både kan genkende ham, og de synes, det er et sympatisk og rørende portræt, vi laver af ham.”
Sent gennembrud
58-årige Claes Bang var i mange en underkendt skuespiller, men i 2017 brød han internationalt igennem med hovedrollen i Ruben Östlunds The Square, der vandt Guldpalmen i Cannes. Han blev samme år belønnet som bedste skuespiller for rollen ved European Film Awards.
Claes Bang har siden medvirket i film som Robert Eggers’ vikingedrama The Northman, actionfilmen William Tell og i serier somThe Affair og Dracula. I sidstnævnte har han titelrollen som den transsylvanske greve.
Om Claes Bang kan føje en César til sit cv, afgøres den 26. februar ved prisuddelingen i koncerthuset L’Olympia i Paris.
Trailer: Den nye triumfbue
- Tags:
- césar,
- claes bang,
- den nye triumfbue