”Hitler ødelagde vores svømmeture på film”

Mens verden brænder, har tyske Christian Petzold skabt sin sjoveste film til dato med Rød himmel, der indbragte ham Sølvbjørnen på Berlinalen.

Den handler om en sløv, navlepillende forfatter, som på ferie sammen med sin unge vennegruppe ikke ænser, at skovbrande raserer omkring dem i sommervarmen. 

Der er sex, sand, hvidvin, aske og havebadminton i luften. Filmen om en sjælden tysk sommer har ifølge instruktøren manglet siden Hitler. 

”Hvert lands sommerfilm er forskellige,” siger 63-årige Christian Petzold og læner sig ivrigt frem i Grand Teatrets café i København. 

”Sommeren med Monika af Ingmar Bergman er fyldt med nøgne kroppe og vand. I Frankrig har man skygge og parkbænke hos Jacques Rivette, italienerne har Pier Paolo Pasolini og Federico Fellini, og amerikanerne har deres summer camps.”

”Fællestrækket er, at der ikke er nogen, som arbejder. Filmene skildrer den sidste ubekymrede tid, før man vender tilbage til skolen eller fabrikken.” 

Petzolds nostalgi er tydelig i hans film, der bærer præg af både moderne og drømmende gammeldags verdensbeskrivelser. Han har lavet dystre film om holocaust og om flugten fra DDR. Han har også instrueret den eventyrlige romance Undine.

”Da jeg lavede Rød himmel,tænkte jeg på, hvad der egentlig skete med den tyske sommer. Jeg fandt frem til, at da Billy Wilder, Edgar Ulmer og Douglas Sirk rejste til Hollywood for at komme i sikkerhed fra Hitler, tog de den tyske sommer med.”

”Nationalsocialismen og fascismen ødelagde vores svømmeture på film. Dansen omkring grammofonplader, de frie kroppe og forelskelser i skyggen. Så med Rød himmel ville jeg give ungdommen den sommer på film, min generation aldrig fik.”

Tidligere generationers fejl
Men hvordan skal vi fordybe os i en sommerdrøm, når verden er af lave?

”Jeg havde fået rettighederne til en dystopisk novelle om en fascist, da jeg fik corona i marts 2020,” siger Christian Petzold lidt tøvende.

”Jeg var syg i flere uger med senfølger. Og corona gav mig virkelig ikke særlig meget lyst til at lave en film om verdens undergang,” smiler han undskyldende. 

”Jeg har to børn på din alder,” siger han og peger på den 27-årige caffe latte-drikker fra Ekko.

”Alt blev taget fra dem under pandemien. Den tyske regering straffede dem målrettet. De måtte ingenting. Ikke engang mødes på udendørs bænke. Så jeg lovede mig selv, at når jeg kunne rejse mig fra sengen, ville jeg give dem en film, hvor de kunne se sig selv danse og lege igen.”

”Rød himmel er personernes sidste, gode sommer. Og hver ubekymrede sommer kan blive mine børns sidste. Nu med Rusland og Ukraine. Gaza. Klimakrise.”

”De unge stilles til ansvar for at rydde op og kommer til at dø af tidligere generationers fejl, selv om det ikke er deres skyld.”

Hader budskabsfilm
Christian Petzold voksede op nær Köln. Som barn tog han ind til byen for at se film hele dagen a la Mine aftener i Paradis.

I begyndelsen af 1980 flyttede han til hovedstaden for at læse tyskstudier, mens han arbejdede som dj.

Fra 1988 til 1994 studerede han film og stiftede instruktør-bevægelsen Berliner Schule. Bevægelsen lægger vægt på realisme i urbane miljøer, underspillet skuespil og lange kameraindstillinger.

Spørgsmålet er bare, om en film, hvor klimakrisen kun ulmer svagt i baggrunden, er, hvad vi har brug for nu?

”Der er ikke noget værre end, når film bare er indpakning for et budskab. Jeg har været i juryen for Berlinalen og San Sebastian, og jeg kan sige dig, at juryerne afskyr dem. Og jeg hader dem.”

”Kunst, der bevidst forsøger at ændre verden, er den værste form for kunst. Og det lykkes sjældent,” siger han og tænker sig lidt om.

”Beyoncés nye version af Beatles’ Blackbird er et godt eksempel på, hvordan det skal løses. Sangen nævner ikke direkte sorte og undertrykkelse, men når Beyoncé synger om knuste, sort vinger, der skal lære at flyve, er man ikke i tvivl. Det er dybt politisk.”

”For mig vil de mest vellykkede kunstværker være dem, der har politiske problematikker som del af deres struktur, uden at det er bærende. Rød himmel er ikke en film om klimakatastrofen, men den indeholder en naturkatastrofe. Og det må karaktererne og publikum jo så tænke om, hvad de vil.”

Kamp mod fundamentalister
Nogle gange kræves der dog handling. Derfor underskrev Christian Petzold og en lang række førende instruktører i december en erklæring, der krævede øjeblikkelig våbenhvile i Gaza.

”I sommers var jeg i Tel Aviv, og jeg kender en filmelev, som blev dræbt i angrebet den 7. oktober,” fortæller Petzold. 

”Jeg var ærlig talt chokeret over den tyske venstrefløjs ekstremt hævngerrighed. Der var ingen medfølelse med Israel. Samtidig blev jeg dybt påvirket af premierminister Netanyahus modangreb i Gaza, som har kostet tusinder af menneskeliv.”

”Israel er det eneste land i den del af verden, som har et velfungerende demokrati. Det må vi kæmpe for i Mellemøsten. Vi skal bekæmpe fundamentalisterne i Israel, men også i den arabiske verden.”

”Det er ekstremt komplekst som tysker at have holdninger til staten Israel. Og på mange punkter mener jeg, at vi bør være stille. For Tyskland ødelagde alt med holocaust.”

Den eneste løsning
Da jeg påpeger, at Petzold lige har sagt, at det ikke er nutidens voksne og unge, der bør bøde for tidligere generationers fejl, smiler han opgivende.

”Det er nemt at være dobbeltmoralsk. Men ja, i Tyskland er vi meget dygtige til at diskutere vores egen skyld. Vi har så mange flotte tyske film, bøger, sange og digte om skyld. Men det ændrer stadig ikke på, at min og de yngre generationer er dem, som skal rydde op.”

Han rykker igen frem i stolen.

”Vi bør i højere grad diskutere israelernes behov, som opstod på grund af os, i stedet for at slå os selv i hovedet.”

”Det jødiske folk havde desperat brug for anerkendelse og sikkerhed. De har brug for et land. Det har de stadig, og derfor er den eneste løsning to stater. Hvordan det skal kunne løses, ved jeg dog ikke.”