Carsten Jensen: Journalisterne svigter

Carsten Jensen var søndag aften gæst i Ugen igen på TV 2 Lorry. Anledningen var, at forfatteren og samfundsdebattøren har modtaget Olof Palme-prisen på næsten 400.000 kr.

Prisen gives til et menneske, der har gjort en betydelig indsats i ånden fra Sveriges afdøde statsminister Olof Palme. Carsten Jensen indskriver sig dermed i en kongerække af folk og institutioner som den tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan, den tjekkiske ekspræsident Václac Havel, Amnesty International og den uafhængige, russiske journalist Anna Politkovskaja.

I TV 2 Lorry blev Carsten Jensen, der jævnligt bidrager med essays og artikler i Ekko, blandt andet spurgt om den omdiskuterede læk af oplysninger, som i 2007 røbede udsendelsen af Jægersoldater til Irak. Forsvarsministeren vil ikke sætte en undersøgelse i gang.

”Jeg ved, du synes, at forsvarsministeren slipper for let, og at det er journalisterne, der lader ham slippe for let,” blev Carsten Jensen spurgt af studieværten Gitte Meyer Madsen.

”Ja, han kæmper jo for sit liv som minister, og jeg synes, at han gør det på en helt æreløs måde.”

– Hvordan det?

”Fordi han skubber ansvaret fra sig. Der foregår nogle uregelmæssigheder – graverende uregelmæssigheder – i hans eget ministerium, og han vil ikke engang undersøge dem. Der er jo en fuldstændig parallel til en spion, der sætter fjenden stærkere og svækker os selv. Havde det været i militæret, så havde der været tale om en spion, og der ville være blevet lavet en krigsret.”

Studehandler
”Når jeg synes, at han slipper for nemt, så er det, fordi sagen oprindelig er startet af dokumentarfilminstruktøren Christoffer Guldbrandsen i et lille filmmagasin, der hedder Ekko og læses af 5.000 mennesker. Guldbrandsen siger, at han ved, hvem det er. Og han siger, at journalister på TV 2, DR og Politiken også ved, hvem det er. Han har oven i købet båndoptagelser, der beviser det. Det vil sige, at der er nogle journalister, som bevidst vælger ikke at sætte forsvarsministeren under pres, fordi de gerne vil have et godt forhold til ham – fordi de indgår nogle studehandler, hvor de får nogle godbidder, som kan tjene til at profilere dem.”

– Men det her er jo også en sag om kildebeskyttelse – noget, journalister sætter meget højt. Mener du i den konkrete sag, at Christoffer Guldbrandsen og andre burde blæse på kildebeskyttelsen og fremlægge dokumentationen?

”Det er et spørgsmål om den enkelte journalists moral og standpunkt, synes jeg. Kildebeskyttelse handler oprindelig om, at man skal kunne kritisere magthaverne uden at komme i farezonen. Her handler det pludselig om at beskytte magthaverne. Tingene er vendt på hovedet, og journalisterne har fuldstændig svigtet deres opgave.”

Magtens skødehund
– Men risikerer man ikke, at der er nogle historier, som aldrig bliver til noget, hvis journalister begynder at blæse på kildebeskyttelsen. Fordi kilderne så ikke vil udtale sig til journalisterne?

”Disse historier er ikke væsentlige historier. At fortælle fem dage før, at alle andre ved det, at der skal danske soldater til Irak, tjener kun til en billig profilering af den enkelte journalist og hans tv-station. Det er ikke en væsentlig afsløring af noget fordæk i systemet, som vi bør nære mistro overfor.”

”Det, der er galt i dansk journalistik – dansk politisk journalistik – er, at de fleste journalister, der holder til på Christiansborg, skriver artikler, som er forklædte ansøgninger. De vil så frygtelig gerne være spindoktorer. De er fuldkommen indspist med systemet. Ytringsfrihed og journalistik er en krig – det handler om magt – og i en krig har vi brug for kamphunde, der bider, så det knaser ind til knoglerne. Vi har ikke brug for skødehunde, der sidder og tikker om en godbid. Og det er danske journalister på Christiansborg. Det er magtens skødehund.”

Løgne-olympiaden
– Det er ret hård kritik og voldsomme påstande, som du kommer med. Nu har du ikke selv din daglige gang på Christiansborg og omgås ikke selv på den måde politiske journalister og politikere, så hvad bygger du din kritik på?

”Det bygger jeg på, at jeg er avislæser. Jeg kan se, at der ikke står noget som helst væsentligt. Jeg kan se, at igen og igen er der uregelmæssigheder i ministres embedsførelse, og igen og igen slipper de gratis fra det. De politiske journalister hengiver sig i stedet for til de her taktiske overvejelser, om det nu skader eller gavner. Det er, som om Christiansborg er blevet en slags løgne-olympiade, og journalisterne reducerer sig selv til at være nogle, der sidder og giver point til politikernes løgne i stedet for at afsløre dem.”

– Nu har du selv været tilknyttet flere aviser. Har du aldrig selv – hånden på hjertet – holdt noget for dig selv, fordi der var nogle hensyn at tage?

”Sagen er, at jeg aldrig har været undersøgende journalist. Jeg har altid været kommentator. Jeg har aldrig færdedes daglig på en arbejdsplads. Det kan man beklage, men jeg roser mig af det. Jeg har altid siddet som en frit svævende satellit derhjemme ved e-mailen. Så jeg har aldrig været tæt på magtens centre og haft mulighed for at få fat i sådan noget. Og det er der formodentlig en grund til, at jeg ikke har. For jeg ville i hvert fald ikke tie stille.”