Nyhed
10. sep. 2019
Filmfolk ønsker regler for nøgenscener
Julie Zangenberg er nøgen i mere end en forstand i Katrine Wiedemanns Viceværten, og det har en helbredende effekt på Lars Mikkelsens plagede titelperson. Foto | Per Arnesen

Filmfolk ønsker regler for nøgenscener

Julie Zangenberg vil have kvinder til at udstikke retningslinjer for sex- og nøgenscener, og skuespillernes formand glæder sig over, at hold kæft-kulturen er ved at være fortid.

Af Frederik Hoff

Nøgenhed er temaet i det nye nummer af Ekko, der netop er kommet på gaden.

Teater- og filminstruktøren Katrine Wiedemann skriver kritisk om tendensen til at få skuespillere til at smide tøjet ved enhver given lejlighed.

”Hvis scenen kan spilles i underbukser, så gør dét!” anbefaler instruktøren og erkender, at det kan være svært at indleve sig i en skuespillers blufærdighed, hvis vedkommende tilhører det modsatte køn.

”Hud er godt, men dramaturgisk hudløshed er bedre,” skriver Katrine Wiedemann, der har arbejdet med nøgenhed i filmen Viceværten samt adskillige teaterproduktioner.

På Meta Film har man nu som det første danske filmselskab indført en række retningslinjer for sex- og nøgenscener. Det drejer sig om praktiske retningslinjer – som for eksempel at tilbyde penisposer og brysttape til skuespillerne, der skal udføre de svære scener.

Til Politiken forklarer selskabets direktør, Meta Louise Foldager Sørensen, at det burde have været gjort for lang tid siden.

”Jeg ville ønske, at der fandtes en decideret intimitetskoordinator herhjemme, således at gennemgangen af processen omkring nøgen- og sexscener kunne tages med en specialist. Det handler om at beskytte medarbejdere, der bliver sat i en sårbar position,” siger hun til avisen.

Nøgenhedskontrakt
Streamingtjenesten HBO har indført sådan en særlig koordinator, der koordinerer sex- og nøgenscener i kanalens tv-serier på samme måde, som en stuntkoordinator gør det i stuntscener.

Det sker, efter skuespilleren Emily Meades bekymringer over at skulle udføre sexscener i serien The Deuce med James Franco, som tidligere er anklaget for problematisk seksuel adfærd.

Det amerikanske skuespillerforbund Screen Actors Guild, som har over 100.000 medlemmer, opererer med en såkaldt nudity rider.

Det er et tillæg til skuespillerens kontrakt, som indeholder detaljerede beskrivelser af de intime scener og redegør for arten af påklædning, så skuespilleren er grundigt orienteret om karakteren af den påkrævede nøgenhed.

Akavet og mærkeligt
Julie Zangenberg, som var nøgen en stor del af tiden i Katrine Wiedemanns Viceværten, er selv åben over for idéen om en intimitetskoordinator.

”Jeg har for det meste haft ret gode oplevelser med intime scener. Men jeg har også haft nogle mindre heldige oplevelser, hvor filmarbejdere eller den mandlige skuespiller, jeg skulle lave scenen med, ikke helt vidste, hvordan de skulle håndtere det. Det kunne være meget akavet og mærkeligt, og de kom til at agere på en måde, som ikke var behagelig for mig som kvindelig skuespiller.”

”Jeg har ikke oplevet voldsomme overgreb eller noget i den stil overhovedet, men i de her ærgerlige situationer synes jeg helt klart, at en intimitetskoordinator kunne være en god idé. Eller i hvert fald bare, at der er nogle retningslinjer, som producenten eller indspilningslederen kan gennemgå med de mennesker, der skal være til stede, når en sådan scene bliver indspillet.”

Julie Zangenberg understreger dog, at ønsket om at beskytte skuespillerne ikke må kamme over.

”Skuespillere – både mænd og kvinder – må også være modige. Kunst er ikke en normal arbejdsplads, men vi skal sørge for, at der er nogle generelle retningslinjer. Dér tror jeg, at kvinder skal være enormt meget ind over. Vi skal turde tale højt om, hvad vi har brug for, og hvad der kan hjælpe os, så det ikke bliver mænd, der udstikker retningslinjerne.”

Hold kæft-kulturen
Sidste år lavede Dansk Skuespillerforbund en medlemsundersøgelse, hvor flertallet svarede, at indførelsen af en intimitetskoordinator på danske produktioner var ganske fornuftig.

Forbundets formand, Benjamin Boe Rasmussen, er klar fortaler for opstramning på området. Han har selv oplevet situationer, hvor en intimitetskoordinator havde været på sin plads.

”Jeg var i en spillefilm, hvor jeg skulle voldtage en lille pige på ti-elleve år. Alle var velmenende og supergode mennesker, men fordi vi havde travlt, endte det med, at jeg selv måtte ligge og løse det sammen med hende. Det var vanvittigt grænseoverskridende både for hende og for mig.”

”Sådan en intimkoordinator vil kunne skabe tryghed i rummet, så man kan slappe mere af.”

Men hvis det er noget, skuespillerne er enige om, hvorfor er det så først nu, at der sker noget på området?

”Vi har haft sådan en hold kæft-kultur igennem mange år. Hvis nogen synes, det er en god idé, at man render rundt med en agurk oppe i røven i tre timer, så plejer vi at gøre det. Derfor har vi aldrig rigtigt beskæftiget os med den der overgrebstanke,” siger Benjamin Boe Rasmussen og tilføjer:

”Det er først nu efter #MeToo-bevægelsen, at der er kommet en frihed til at sige det.”

Tema om nøgenhed

Stort tema om nøgenhed i Ekko #83.

Vi klæder filmhistorien af, sexologiprofessor reflekterer over nøgenhedens paradoks, og en kunstner dømt for blufærdighedskrænkelse taler ud.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner årsabonnement, får du en gratis biografbillet og sommernummeret med tema om Tarantino.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

Relevante artikler

Nyhed
09. sep. 2019
Nyt Ekko med Danmarks verdensstjerne

Nyt Ekko med Danmarks verdensstjerne

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten