Brad Pitt storspiller i det ydre rum

Den ene Hollywood-film efter den anden har stået i kø for at åbne filmfestivalen i Venedig de foregående år.

Siden 2012 har alle åbningsfilm været store amerikanske produktioner, og de seneste tre år har åbningsfilmene således været First Man, Downsizing og La La Land.

Ledelsen hos festivalkonkurrenten i Cannes har endda kritiseret festivalen for at være besat af amerikanske film, men i år er det anderledes. Åbningsfilmen var nemlig The Truth, der er instrueret af sidste års japanske Guldpalmevinder, Hirokazu Kore-eda.

I Cannes vandt instruktøren med mesterværket Shoplifters, der ligesom alle hans andre film finder sted i Japan. Men nu bevæger han sig ud i ukendt farvand, for The Truth foregår i Paris!

Japaner på udebane
På papiret ligner det et drømmeprojekt. Paris er badet i efterårsfarver, og på den stjernebesatte rolleliste finder vi to af Frankrigs største skuespillere, Juliette Binoche og Catherine Deneuve, samt den amerikanske stjerne Ethan Hawke.

The Truth er et familiedrama, hvor den storspillende Deneuve i nogen grad har fået en rolle som en fiktiv udgave af sig selv: en diva med en lang og glorværdig filmkarriere bag sig. Datteren, der spilles af Binoche, er egentlig flyttet til New York, men besøger sin mor i anledning af udgivelsen af morens selvbiografi.

Bogen rummer, som titlen antyder, en form for barske sandheder, og freden holder ikke i længe i Kore-edas franske eventyr.

Desværre virker den japanske auteur til at være for meget på udebane og lever ikke op til de store forventninger. The Truth er langt fra så dybsindig og fokuseret, som japaneren tidligere har vist sig i stand til.

Brad Pitt i Oscar-form
Selv om det i år ikke var en amerikaner, der fik lov at åbne ballet, skorter det nu ikke på store Hollywood-produktioner.

På festivalens anden dag trak Brad Pitt nemlig i rumdragten og sendte den stærkt imødesete Ad Astra på kurs mod Oscar-statuetterne: mon ikke filmen får ti-tolv af slagsen?

Senest instruerede James Gray den poetiske, men lige lovligt langsomme junglefilm Lost City of Z. Med Ad Astra har newyorker-instruktøren begået et rumopus i stil med Gravity. Dem har vi set mange af på det seneste, men Grays drama excellerer med et snerrende, elektronisk soundtrack, mens dyster og poetisk fotografering frembringer en stærk dystopi.

Grays rum-univers bliver mere og mere mørkt og fjendtligt, efterhånden som Pitts astronaut bevæger sig stadig længere væk fra Jorden. Det føles, som var man selv tusinder kilometer væk hjemmefra. Den følelse af hjemve er sjældent indkapslet bedre.

Brad Pitt imponerer som selvtillidsfuld stuntmand i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood, men her hopper han over i en helt anden grøft som stilfærdig og sørgmodig astronaut, der begiver sig ud på kanten af universet for at redde Jorden. Pitt gør det jo altid godt, men det vil overraske meget, hvis ikke han som minimum får en Oscar-nominering for Ad Astra.

Ligesom de bedste sci-fi-film foregår den millioner af kilometer væk fra Jorden, men formår alligevel at give et utroligt jordnært budskab.

Indiekonge i hopla
Knap var festivalgængerne landet på jorden igen, før indiedarlingen Noah Baumbach viste sit fremragende skilsmissedrama Marriage Story.

Instruktøren har tidligere beskæftiget sig med skilsmisser i gennembrudsfilmen The Squid and the Whale, der er inspireret af hans egen barndom i 80’ernes Brooklyn. Men heldigvis føler Baumbach sig ikke færdig med emnet, og Marriage Story må være at regne for en af instruktørens bedste film.

Det er en vellykket rutsjetur gennem hele følelsesregistret, og resultatet er en lige dele hjertevarm og hjerteskærende skilsmissefilm. Det er simpelthen umuligt at gå fra den film upåvirket.

Undervejs drysser den opfindsomme instruktør selvfølgelig lidt veltimede vittigheder og sjove observationer ind, så det hele ikke bliver alt for trist.

Enestående skilsmisse
Ligesom The Squid and the Whale begynder også Marriage Story i newyorkerbydelen Brooklyn.

Men hvor den første film fokuserede på børnene, zoomer Baumbach denne gang ind på den talentfulde teaterinstruktør Charlie (Adam Driver), der er i gang med at bryde med sin partner gennem adskillige år, skuespilleren Nicole (Scarlett Johansson).

Først tager de den med ro. De skal forblive venner, og der skal ingen advokater indover, aftaler de. Men da Nicole går bag Charlies ryg og alligevel anskaffer sig en advokat, begynder den nådesløse fejde om forældremyndigheden over deres søn. Nicole vil have, at sønnen skal bo sammen med hende i Los Angeles, men det vil være Charlies undergang.

Han kan ikke være far, hvis hans søn bor flere tusinde kilometer væk. Og Charlie kan ikke flytte med. Han hader Los Angeles og kan ikke se sig selv bo andre steder end i New York.

Det er godt set at sætte Scarlett Johansson over for Adam Driver, og de to har forrygende kemi. Men især er Driver sjældent set bedre end her, hvor han spiller en mere moden version af de tidligere roller, der sikrede ham gennembruddet. Han formår både at være charmerende og ovenpå for siden at glide ned i en tilstand af depression og afmagt, efterhånden som skilsmissen skrider frem.

Nu har Noah Baumbach leveret to enestående skilsmissehistorier, og det er svært at se, hvordan han skal overgå dem. Men han skal være hjertens velkommen til at gøre forsøget.