Nyhed
21. juni 2021
Bornedal og Trier i magtfuld biografklub
Bomberne falder og ændrer livet for mennesker i Ole Bornedals Anden Verdenskrigsdrama Skyggen i mit øje, der står til at blive en af efterårets store film. Foto | Miso Film

Bornedal og Trier i magtfuld biografklub

Spændende danske og internationale film af instruktører som Ole Bornedal og Joachim Trier er blevet valgt til den kommende sæson i Biografklub Danmark.

Af Nicki Bruun

En stribe spændende danske og udenlandske film er klar til at trække publikum i biografen igen på den anden side af sommerferien.

Det står klart efter at Biografklub Danmark har offentliggjort hele programmet for den kommende sæson.

Det var på forhånd blevet meldt ud, at Charlotte Sielings stort anlagte drama Margrete den Første med Trine Dyrholm som titlens dronning ville åbne filmklubben.

Nu er de resterende ni film blevet afsløret, og mere end halvdelen af dem er danske.

Publikum kan se frem til Ole Bornedals historiske drama om et angreb under Anden Verdenskrig, Skyggen i mit øje, der får premiere 28. oktober. Og den 21. april er Anders Refn klar med et andet krigsdrama, nemlig hans opfølger til biografsuccesen De forbandede år. Fortsættelsen bærer titlen Opgøret – De forbandede år 2.

En af sæsonens udenlandske film er endda dansk co-produceret. Norske Joachim Trier er blevet udtaget til hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival med Verdens værste menneske.

Filmen er blevet beskrevet som en slags afslutning på instruktørens Oslo-trilogi, der tæller mesterværkerne Reprise og Oslo, 31. august. Danskerne må vente indtil 16. juni næste år med at se Verdens værste menneske.

Personlig bustur
Biografklub Danmark har med i omegnen af 200.000 betalende medlemmer afgørende betydning for, hvilke film der kommer til at klare sig godt.

Derfor er det særdeles glædeligt for Niels Arden Oplev, Lars Kaalund og Frelle Petersen, at de er blevet udtaget til programmet med henholdsvis Rose, Tag min hånd og Resten af livet.

Niels Arden Oplev er som manden bag biografhits som Mænd der hader kvinder og Ser du månen, Daniel en garvet herre i gamet. Men Rose med Sofie Gråbøl i hovedrollen bygger ikke på et litterært forlæg og er ifølge instruktøren hans mest personlige film siden Drømmen.

Filmen handler om en gruppe mennesker, der i 1997 tager en turistbus fra Aalborg til Paris. Undervejs ryster en afsløring den ellers mådeholdne flok nordjyder. Rose får premiere i danske biografer den 24. februar.

Skuespilleren Lars Kaalund spillefilmdebuterer som instruktør med komediedramaet Tag min hånd, der med Mille Dinesen i hovedrollen følger en kvinde, som efter en pludselig skilsmisse kaster sig over sin anden ungdom. Filmen har premiere 24. marts.

Resten af livet er Frelle Petersens efterfølger til det kritikerroste hverdagsdrama Onkel. Den nye film lukker næste sæson af Biografklub Danmark med premiere den 7. juli.

Stjernespækkede periodedramaer
Også de resterende tre udenlandske film i programmet for Biografklub Danmark er særdeles imødesete.

2. december er der dansk premiere på Ridley Scotts stjernespækkede House of Gucci, der har Lady Gaga, Adam Driver og Al Pacino på rollelisten i historien om den ekstravagante designer-familie, der skabte tøjmærket Gucci.

Og i starten af det nye år kommer fortsættelsen af den populære engelske dramaserie Downton Abbey. Skuespillerne er tilbage i fortællingen om livet blandt det britiske aristokrati i Downton Abbey 2, der har premiere 20. januar.

Endelig er der også blevet plads til Kenneth Branaghs coming of age-drama Belfast. Filmen har Judi Dench og Jamie Dornan blandt de medvirkende i en historie om en dreng, der vokser tumultarisk op i 1960’erne.

Belfast kommer i danske biografer den 19. maj.

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten