Børneastma gjorde stortalent afhængig af film

Det er noget af en sommer, den unge instruktør Nicolai G.H. Johansen har taget hul på.

Hans afgangsfilm fra den jyske filmuddannelse Super8 – Hvis du vidste – har fået fem stjerner af Ekkos anmelder, og så er instruktøren i Cannes med en anden kortfilm: Inherent.

Inherent følger en ung kvinde, som i en lille by drages af en ung mand, mens hun dagligt på mystisk vis bringer blod op på loftet af sit ellers forladte hjem.

De to film er meget forskellige, men tegner tilsammen konturerne af et lovende talent, som er godt i gang med at indtage både den danske og internationale filmbranche med storm.

27-årige Nicolai G.H. Johansen er vokset op i udkanten af Odense med køer og får som naboer. Som en anden Martin Scorsese forhindrede sygdom ham ofte i at rende rundt udenfor med de andre børn, så han fandt selskab i filmens verden.

”Jeg havde børneastma, så jeg sad indenfor og så film, når de andre legede. Da astmaen forsvandt, havde jeg fået vanen – eller afhængighed er det vel egentlig – med at se film. Og den er blevet ved,” fortæller instruktøren med et grin.

”Først ville jeg gerne være Disney-tegner, og jeg blev som lille meget ked af det, da jeg fik at vide, at det nu blev lavet i en computer. Men i gymnasietiden gik det op for mig, at jeg jo bare kunne filme rigtige mennesker!”

Åbenbaring at droppe plotteknik
Nicolai G.H. Johansen flyttede efter gymnasiet til København, hvor han gik på Kbh Film- og Fotoskole. Her mødte han flere af dem, som han stadig arbejder med i dag.

Senere startede instruktøren på Super8, hvor han har lavet gyseren Nøcken og krimien Vægge af beton. Begge kan ses på Ekko Shortlist, og den første vandt prisen for bedste lyddesign ved Ekko Shortlist Awards i 2019.

Instruktøren nævner Stanley Kubrick som en af de første inspirationskilder, fordi han ifølge Nicolai G.H. Johansen lavede film i krydsfeltet mellem det brede og smalle.

”Jeg så The Shining som trettenårig og blev ekstremt bange. Den satte sig fast i mig, og mængden af blod i Inherent stammer måske derfra,” siger Nicolai G.H. Johansen, som ikke er bange for at lade sig inspirere.

Inherent er udtaget til kortfilmkonkurrencen i parallelprogrammet Semaine de la Critique, hvor store instruktører har fået deres gennembrud. Han har ladet sig guide af en instruktør, som er populær i Cannes.

”Inherent er særligt inspireret af Claire Denis’ Trouble Every Day, der nærmest eksisterer uden for en social kontekst. Den handler om begær på en særlig måde, og Inherent tackler også basalt menneskelige følelser om angst, frygt og længsel.”

– Filmen virker som et eksperiment om, hvor lidt man kan fortælle og stadig fange publikum?

”Vi optog den på 16mm med netop den tanke, at det ikke skulle være en improviseret dialog-film, som jeg ellers har arbejdet med før og også godt kan lide. Vi ville ikke bare lave en abstrakt serie af billeder, men bruge stemningen til at drive fortællingen frem,” fortæller instruktøren.

”Det var ambitionen i manuskriptet, men i klipningen skar vi endnu mere ind til benet og fjernede plot, der virkede unødvendigt. I starten gik vi meget op i detaljerne omkring historien, men så forsvandt følelserne, og vi var ikke interesseret i plotmekanismer – det blev en åbenbaring at lave filmen på den måde.”

Den sårbare generation
Med den flotte Cannes-udtagelse til Inherent er der ikke tvivl om, at Nicolai G.H. Johansen – initialerne står for Grønlund Haugaard – er et navn, vi kommer til at høre mere til.

Men instruktøren gør meget ud af at dele hæderen med sit hold og fremhæver skuespilpræstationerne af hovedrolleindehaverne Sandra Guldberg Kampp og Mathilde Arcel Fock i henholdsvis Inherent og Hvis du vidste.

Og Nicolai G.H. Johansen har ambitioner om at fortsætte turen ind i den danske filmbranche, hvor han er i gang med at udvikle både en spillefilm og et tv-projekt.

”Jeg er sammen med mit hold ved at finde en stil og en slags fortælling, som vi godt kan lide. Inherent og Hvis du vidste er meget forskellige, men de prøver begge at tage publikum med ind i en følelse af angst og længsel,” siger instruktøren.

”Det giver god mening at undersøge den slags følelser i film, fordi de er så svære at forklare med ord. Det kommer hurtigt til at lyde banalt og irrationelt, men gennem filmmediet kan man udforske følelserne.”

”Jeg har en ambition om at lave film om personer, der er psykisk sårbare. Jeg vil fortælle deres historie, så filmen ikke kigger på dem, men viser deres indre liv,” fortsætter Nicolai G.H. Johansen.

”Jeg oplever, at min generation er ret sårbar. Angst, stress og depression virker almindeligt blandt os, og noget lader til at være galt. Jeg tror ikke bare, at vi er blevet bedre til at diagnosticere. Der er noget i tiden.”