Boblende talentmasse i lavaland

 
Hovedkonkurrencen på Reykjavik International Film Festival hedder New Visions, og det gør den med rette.

Her præsenteres den nysgerrige filmelsker nemlig for nye visioner, som de er kæmpet og drømt frem af første- og andengangs-instruktører. Instruktører, der udviser en smittende lyst til at lege med filmmediets virkemidler.

Tolv film fra så forskellige lande som USA, Irak og Polen var med i årets konkurrence, og at dømme ud fra dem er der visse temaer, som optager den yngre generation af filmskabere mere end andre.

Især fremmedgørelse og manglen på kommunikation er på tapetet.
 
Fire-foldig sjælevandring
Den mest visionære film i konkurrencen var Michelangelo Frammartinos poetiske billeddigt Le Quattro Volte.

Frammartino er inspireret af Pythagoras’ tro på fire-foldig sjælevandring – intet mindre – og Le Quattro Volte er derfor udformet som fire indbyrdes forbundne episoder, fortalt helt uden dialog.

Og med så overraskende og forskellige hovedpersoner som en gammel døende gedehyrde, et nyfødt gedekid og et gammelt nåletræ, der må lade livet for at blive til det kul, der skal sikre mennesket overlevelse gennem en lang vinter.

Cirklens poesi
Historierne er fortalt på baggrund af en landsby i Calabria, hvor traditionerne er så indgroede, at det virker, som om livet foregår i cirkler – uden for tidens fremadskriden.

En smuk og poetisk rejse – nærmest som et visuelt digt – båret af et livssyn, der ikke skelner mellem menneske-, dyre-, plante- og mineralriget.

Fuldt fortjent fik filmen hovedprisen Den gyldne søpapegøje og Fiprescis kritikerpris på festivalen.
 
Bag ved sproget
Men mindre visioner kan bestemt også gøre det!

Mike Otts publikumsprisvinder Littlerock fortæller historien om den japanske pige Atsuko, der under en rundrejse i drømmenes Californien strander i lillebyen Littlerock med sin bror.

Uden at kunne et ord engelsk indleder hun både venskaber og et kærlighedsforhold og beslutter sig for at blive hængende i byen, da hendes bror rejser videre.

Langt væk fra det regelrette japanske samfund føler hun sig fri og oplever præcis den amerikanske drøm, som hun aldrig før har troet på.

Desværre må hun også sande, at vi i det vestlige samfund er så fokuserede på det talte ord, at vi kan have svært ved at lytte til den sandhed, der ligger bag det talte. De ægte følelser, der kan udtrykkes på tværs af sprog- og kulturskel.
 
Tungekyssets kunst
I græske Athania Rachels Tsangaris Attenberg kæmper 23-årige Marina med intet mindre end det at være menneske.

Hun finder andre mennesker frastødende og har aldrig så meget som kysset en mand, selv om hendes noget mere erfarne veninde Bella giver hende indgående lektioner i tungekyssets kunst.

Marina bliver dog tvunget til at åbne sig over for verden (og dens mænd), for det er hendes døende fars største ønske, at hun vil blive i stand til at leve livet, når han ikke længere er der.
 
Farefuld rejse
I den dokumentarlignende Mandoo går instruktør Ebrahim Saeedi så vidt som at lade filmens egentlige hovedperson være en gammel, lam og stum mand.

Gennem hans tvungent passive blik ser vi hele historien om en kvindelig, kurdisk læge, der efter Saddams fald vender tilbage til Irak fra Sverige, for sammen med sin bror at følge deres gamle, svagelige onkel hjem til iransk Kurdistan, hvor han drømmer om at ende sine dage.

En rejse, der er fuld af farer, men som også afslører, at den største følelse af svigt ligger hos den, der slap væk. Ikke hos de efterladte.

Det konsekvente point of view fra den syge, gamle mand gør især spændingsscenerne – med soldater og nedgravede miner som tilbagevendende elementer – næsten uudholdeligt klaustrofobiske.  

Det store opbrud
I Barbara Eders At Ellen’s Age føler en stewardesse i fyrrerne sig strandet i sit rutineprægede, upersonlige job og i et parforhold, der pludselig viser sig at indeholde flere mennesker end to.

Hun flygter i bogstaveligste forstand fra sit liv og finder et midlertidigt helle blandt en gruppe unge dyreaktivister, der mest af alt ser Ellen som et kuriøst indslag i deres missionsfyldte hverdag.

De giver hende den plads, som hun behøver for at erkende, at der i det rigtige liv hverken er tydeligt afmærkede nødudgange eller redningsveste under sædet – og at det er i orden at famle sig frem, man skal bare aldrig gå i stå.

For selv en langsom bevægelse frem kan føre dig hjem. Eller til et sted, der ligner.

Højt niveau
Det væsentligste fællestræk ved de tolv film i Reykjavik var dog ikke tematik og filmiske virkemidler, men et overbevisende og konsekvent højt niveau.

Med Kitao Sakurais Aardvark som eneste undtagelse. En rodet og ufokuseret fortælling om selvtægt, vold og blinde jiu jitsu-udøvere, der ret hurtigt løber af sporet.

Den må siges at være undtagelsen, der bekræfter reglen, for reglen i Reykjavik var boblende talentmasse i lavaland.