Nyhed
23. mar. 2021
Biograferne må vente til maj
Personalet i MovieHouse i Hellerup står klar med sprit, men man må nu væbne sig med yderligere tålmodighed. Foto | MovieHouse

Biograferne må vente til maj

De danske biografer, der har holdt lukket i tre en halv måned, kommer tidligst til at åbne den 6. maj. Publikum vil skulle have et coronapas.

Af Claus Christensen

Landets biografer, distributører, producenter, ja, hele filmbranchen holdt vejret i går aftes.

Efter tre en halv måneds tvunget lukning var håbet, at biograferne ville kunne genåbne efter påske.

Men sådan skulle det ikke gå.

Regeringen og Folketingets partier – undtagen Nye Borgerlige – har valgt at prioritere børn og unge samt de liberale serviceerhverv.

Skoler og uddannelser åbner den 6. april, og det samme gør erhverv som frisører og massører. 13. april kan stormagasiner slå dørene op, og 21. april bliver det museerne og bibliotekernes tur.

Biografer, teatre og spillesteder kommer ud af starthullerne sammen med restauranter og caféer torsdag den 6. maj. Men ikke alle vil kunne nyde godt af at se en film på det store lærred.

Det vil kræve et coronapas, hvilket vil sige, at du skal være færdigvaccinet, have overstået en infektion eller være blevet testet negativ inden for 72 timer – børn under femten år er dog undtaget.

Lurer på hinanden
Udsættelsen til maj er uden tvivl en mavepuster for filmbranchen.

For selv om biograferne – såfremt smitten ikke igen eksploderer – kan åbne til maj, er det tvivlsomt, om branchen tør satse stort fra starten og gøre sine hovedtitler til prøveklud.

Marco Effekten, den nye film i rækken af Jussi Adler-Olsen-filmatiseringer, Karen Blixen-dramaet Pagten, Christoffer Boes Smagen af sult, Rasmus Heides komedie Centervagt, Thomas Daneskovs Vildmænd og Lisa Jespersens Når kragerne vender er blandt de stærke danske film, der er klar til at premiere.

De forskellige filmselskaber lurer lige nu på hinanden og især på Nordisk Film, der efterhånden har fået en monopollignende position.

Starter med mindre titler
Ekkos kilder vurderer, at Nordisk Film ikke vil sende Marco Effekten ud den 6. maj, hvor der ikke bare stadig vil være restriktioner.

Det handler også om usikkerheden i forhold til, om folk hurtigt vil benytte chancen for at gå i biografen. Film har desuden normalt også flere ugers trailerkampagne i biograferne, som er afgørende for billetsalget.

Marco Effekten må nok vente til juni. Det kan heller ikke udelukkes, at den bliver skubbet til efteråret.

Men også her vil der være stor konkurrence fra andre film, og ingen ønsker at ligge og dyste med James Bond-filmen No Time to Die, der får premiere 8. oktober.

Til maj er det mest sandsynligt, at man vil koldstarte biografåbningen med mindre titler. Der venter sikkert en kamp mellem distributører og producenter om, hvilke film der skal holde for.

Der er også film som Retfærdighedens ryttere og Lille sommerfugl, der blev ramt af nedlukningen i december og forventes at blive relanceret i biograferne.

Hårdt slag for festival
Det hører med til historien, at mens udvalget af danske film er stort, er omfanget af amerikanske blockbusters ikke overvældende.

Dermed kan vi ende ud i en situation ligesom sidste år, hvor dansk film tegnede sig for en markedsandel på hele 50 procent. Det skal dog ses i lyset af, at 2020 var et rædderligt biografår i hele verden, også i Danmark.

Filmfestivalen Cph:Dox havde gjort sig forhåbninger om i år at afholde en hybridfestival, hvor publikum både kunne se film hjemme i stuerne og i de forhåbentlig åbne biografer.

Men festivalen løber fra 21. april – til 2. maj, og dermed ser det ud til, at Cph:Dox ligesom sidste år må nøjes med at foregå online.

Trailer: Marco Effekten

Relevante artikler

Nyhed
18. mar. 2021
Cph:Dox afslører film i konkurrence

Cph:Dox afslører film i konkurrence

Nyhed
07. dec. 2020
Dansk filmbranche taber på nedlukning

Dansk filmbranche taber på nedlukning

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten