Nyhed
26. sep. 2018
”Cosby en trussel mod samfundet”
Bill Cosby har været ude af rampelyset i mange år og huskes bedst for sin rolle som den elskværdige familiefar i The Cosby Show, der gik på amerikansk tv fra 1984 til 1992. Foto | NBC

Dommer: ”Cosby en trussel mod samfundet”

Den tidligere folkekære komiker Bill Cosby er blevet idømt tre til ti års fængsel som straf for et seksuelt overgreb på en kvinde i 2004.

Af Nicki Bruun

Bill Cosby var i mange år kendt som hele USA’s familiefar, der med hyggelig komik og rollen som Dr. Cliff Huxtable i tv-serien The Cosby Show fik både voksne og børn til at grine.

De seneste år er smilene dog stivnet i uhyggelig grad. En række kvinder beskyldte den amerikanske komiker for at have bedøvet dem med piller og udnyttet dem seksuelt.

81-årige Cosby blev i foråret dømt skyldig i overgreb på blandt andre Andrea Constand, og et halvt år senere har en dommer i staten Pennsylvania, hvor overgrebet fandt sted i 2004, foretaget en strafudmåling.

Bill Cosby skal i fængsel mellem tre og ti år, skriver amerikanske medier. Det betyder, at han efter tre år kan begynde at søge om prøveløsladelse.

Han skal desuden gå i månedlig terapibehandling resten af sit liv og fire gange om året melde sig hos myndighederne, når han kommer ud. Cosbys navn bliver også opført i registret over sexforbrydere, der sendes til naboer og nærliggende skoler samt ofre.

Sejr for #MeToo
Med strafudmålingen er Bill Cosby blevet sendt i fængsel som den første overgrebsanklagede berømthed, siden #MeToo-bølgen begyndte med beskyldningerne mod Harvey Weinstein sidste efterår.

Dommeren i sagen, Steven O’Neill, lagde i sin kendelse vægt på, at den tidligere så folkekære komiker ikke skulle behandles anderledes end enhver anden.

O’Neill afviste også at lade Cosby betale kaution og slippe for fængsel, mens hans advokater forbereder en appelsag. Dommeren begrundede det med, at Bill Cosby ”givetvis kan være en trussel mod samfundet”.

Bill Cosbys forsvar havde ellers plæderet for, at deres klient ikke er farlig, og at han gammel og svagelig ikke kan sidde i fængsel.

Cosby nægter sig stadig skyldig og hævder, at han og Constand havde sex med samtykke, mens pillerne ifølge ham blot var mod allergi. Sidste ord i sagen er næppe sagt, da Bill Cosby har tænkt sig at anke dommen.

Relevante artikler

Oversigt
17. nov. 2017
Hollywoods sorte bog

Hollywoods sorte bog

Nekrolog
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Return to Silent Hill
Biografanmeldelse
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Biografanmeldelse
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Tim Burtons film
Top 10
10. mar. 2015

Top 10: Tim Burtons film