Nyhed
02. nov. 2011
Bier: Jeg bærer ikke nag

Bier: Jeg bærer ikke nag

Den Oscar-vindende instruktør kommenterer på rygterne om hendes anstrengte forhold til Trier og afviser Jon Stephensens påstand om, at hun fik ham fyret.
Af Jesper Bo Petersen

Susanne Bier er Danmarks måske mest succesrige og populære instruktør. Hendes film — med store følelser og dramaer — trækker hundredetusinder af danskere i biografen, og sidste år vandt hun sågar en Oscar for Hævnen.

Alligevel, eller måske netop derfor, har hun måttet lægge ører til meget i den seneste tid. Ikke mindst fra Danmarks anden store instruktør Lars von Trier, der flere gange har langet ud efter sin kollega.

Nu flytter hun klippeprocessen på sin kommende film, Den skaldede frisør, fra Zentropa til Det Danske Filmstudie i Lyngby. Ifølge Jyllands-Posten i mandags fordi hun er blevet træt af Trier. ”Hun har brug for luft. Og jeg forstår godt, at det må være sådan. Det er prisen for det, Lars sagde,” udtalte Zentropa-boss Peter Aalbæk Jensen.

Det afviser Bier i en pressemeddelelse.

Ifølge instruktøren sker det udelukkende, fordi hun ikke kan finde den fornødne arbejdsro på Zentropa, hvor hun også er aktionær.

”Jeg er ikke sur på Lars von Trier og bærer på ingen måde nag til ham,” skriver hun fra filmfestivalen i Rom, hvor hun lige nu sidder i juryen.

Pseudokonflikt
Man kunne ellers mene, at hun har god grund til at bære nag.

Trier var allerede ude efter hende i 2005, da han i et Ekko-interview med tydelig henvisning til Bier sagde, at dansk film ”er blevet mere sentimental, mere billige tricks”. Og ved det famøse ”Jeg er nazist”-pressemøde på årets Cannes-festival tog enfant terrible-instruktørens drillerier overhånd.

”I lang tid troede jeg, at jeg var jøde, og jeg var glad for at være jøde. Senere dukkede Susanne Bier op, og så var jeg ikke længere så glad for at være jøde,” sagde Trier, som dog forsøgte at trække i land.

”Men jeg er ikke imod jøder. Måske Susanne Bier ... nej, ikke engang Susanne Bier. Det var også en joke.”

Men Bier nægter at gå ind i det, hun kalder en ”pseudokonflikt”.

”Jeg var dog ligesom mange andre ubehageligt berørt over hans udtalelser i Cannes, både de generelle, men naturligvis også de mere personlige angreb på min person. Jeg var imidlertid midt i optagelserne til min nye film og valgte at koncentrere mig om den i stedet for at gå ind i den polemik,” skriver hun fra Rom.

Bredt krav om fyring
I samme pressemeddelelse tager hun til genmæle over for Jon Stephensen, som tirsdag i den nyopstartede Radio 24syv sagde, at det var Susanne Bier, der stod bag fyringen af den skandaleombruste eks-teaterchef, efter han sidste år fik en ansættelse på Zentropa.

Ifølge Stephensen skulle Bier tilmed have sendt anonyme mails til pressen angående hans farceagtige ansættelse, der sammenlagt varede ni timer.

Stephensens beskyldninger er ifølge Bier ”rent sludder og vrøvl”. Hun fortæller dog, at hun sammen med en bred kreds af instruktører og medarbejdere henvendte sig til Peter Aalbæk for at påpege det uhensigtsmæssige i ansættelsen.

”Jon Stephensen var lige blevet fyret og bortvist fra Østre Gasværk Teater. At ansætte en mand, der var bortvist for økonomisk uredelighed, i samme weekend hvor man stod over for at skulle afskedige et stort antal betroede medarbejdere på Zentropa, syntes vi alle var uanstændigt,” skriver Susanne Bier.

Den skaldede frisør får efter planen premiere 30. august 2012.

Relevante artikler

Nyhed
28. feb. 2011
Bier er den eneste ene

Bier er den eneste ene

Interview
11. nov. 2009
Det Bier i familien

Det Bier i familien

Interview
23. aug. 2005
Drillepinden

Drillepinden

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten